Halal-halløj, tørklæder og Odense-vold

Borgmesteren i Brøndby, Kjeld Rasmussen, har »friske« ideer. For nylig foreslog han, at der skulle rejses et hegn om en »problem«-bebyggelse. Hensigten var at gøre noget ved kriminalitet og andre problemer i ejendommen. Ikke at spærre beboerne inde. Nej, men for at beskytte dem mod folk udefra. At de så reelt blev spærret inde og måtte komme til at fremstå som noget nær kriminelle, blot ved at bo bag hegnet, var bare ærgerligt.

Også andre har friske ideer. Brugsen og andre supermarkeder for eksempel. De satte dagsordenen i den offentlige debat med regler om, at muslimske tørklæde-piger ikke måtte få plads ved kasseapparaterne. Det kunne provokere kunderne væk, lød det. Den debat forsætter i avisernes læserbrevspalter.

Men borgmester Rasmussen erobrede igen opmærksomheden. Pr. dekret blev det forbudt i Brøndbys daginstitutioner at lave mad af halal-slagtet kød. Ikke fordi der er noget galt med kødet. Heller ikke fordi halal-slagtninger er mere pinefulde for dyrene end »danske« slagtninger. Nej, det var simpelthen en udstrakt omsorg fra borgmesteren for integrationen af de nye danskere. Det sker nemlig bedst, hvis der serveres frikadeller for børnene. Og det uanset at der i nogle af institutionerne er et flertal af forældre, som af kulturelle – eller religiøse – grunde foretrækker, at deres børn får mad, der er slagtet efter halal-principper. Men det skal de ikke regne med i Brøndby. Der ved borgmesteren bedst, hvad der integrerer. En rigtig dansk frikadelle!

I Odense er der problemer med en mindre gruppe unge palæstinensiske drenge. Vold, overfald, røveri har været den virkelighed, som de unge har mødt andre af byens borgere med. Hvad der har startet udviklingen, er vanskeligt at fastslå. At der imidlertid er tale om reelle problemer, som kræver en særlig indsats, er der ikke tvivl om. Men Odense-borgmesteren, Anker Boye, har måttet erkende ikke at have udnyttet de tilbud om hjælp og støtte, som Socialministeriet har haft klar. Det gør naturligvis ikke problemerne mindre, men peger på den barm, der skal gribes i. Den vold, der udøves, er uacceptabel, uanset hvem der udøver den. Af hensyn til dem, den går ud over. Men også af hensyn til dem, der – ikke bare i Odense, men over hele landet – bliver påvirket af frygten for vold. En frygt, som – uanset at den statistisk set er ubegrundet al den stund, at volden i det danske samfund generelt er faldende – er et »reelt« eksisterende forhold, som truer med at smitte af på alle »fremmede« unge mænd, der opfattes som farlige voldsmænd.

Hvordan sikres overensstemmelse mellem den indbildte frygt og virkeligheden? Nogle råber på strengere straffe. Andre på udvisninger. Ingen af delene er løsninger. Selvfølgelig skal vold straffes. Det er der love til. Men fængsel i sig selv gør ikke folk mindre kriminelle. Derfor skal straf ikke stå alene. Gensidig tolerance og anerkendelse – ikke af volden! – men af alle borgeres rettigheder, er en forudsætning for, at konflikter som dem i Odense, kan tages i opløbet. Bedre samarbejde mellem myndighederne er også afgørende. Men vigtigst er, at adgangen til arbejdsmarkedet gøres nemmere for de nye danskere. Her spiller fagbevægelsen en vigtig rolle – både ved at forsvare faglige rettigheder for alle medlemmer. Men også gennem at bekæmpe fordomme, frygt og fremmedfjendskhed, som også fagbevægelsens medlemmer bærer rundt på. Anerkendelse, solidaritet og forståelse for hinanden opbygget på en arbejdsplads, er den bedste integrationsmodel.

Og her kommer indhegningen og frikadellen fra Brøndby og tørklædet i kassen ind. Udhængning af bestemte grupper i samfundet integrerer ikke. Den splitter. Og uanset at man som socialist kan være uenig i folks religiøse – kristne eller muslimske eller hvad det nu kan være – opfattelser, så er det en privat sag, hvad man tror på. Og hvad man spiser – heldigvis!