Mange går og har den opfattelse, at der skete et voldsomt skift i dansk udenrigspolitik i 90'erne. I dag kan den ikke blive USA-venlig nok, mens den i de gode gamle dage var NATO-kritisk, ja, næsten helt neutralistisk.

Opfattelsen er kun delvist rigtig. Det er korrekt, at Danmark i midten af 80'erne havde en parlamentarisk konstellation, som gjorde den såkaldte "fodnote-politik" mulig. Socialdemokratiet var i opposition, men kunne ved hjælp af de radikale, SF og VS drille regeringen - og ikke mindst regeringens udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen - ved at tvinge den til at sætte ikke mindre end 23 fodnoter i officielle NATO-kommunikéer. At dette drilleri så også udtrykte, hvad en omfattende fredsbevægelse i de år ønskede, gjorde det kun endnu mere oplagt for den socialdemokratiske ledelse.

Men det må ikke glemmes, at "fodnote-politikken" kun var en parentes, ikke alene i dansk udenrigspolitik, men også i den socialdemokratiske udenrigspolitiske linje efter 2. Verdenskrig. Det var den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft, som fik Danmark med i NATO i 1949. Det var den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen som i 50'erne lavede hemmelige aftaler med USA om, at de måtte placere atomvåben på Grønland. Det var den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Kragh og hans udenrigsminister Per Hækkerup, som forsvarede USA's krig i Vietnam. Og det var den socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen, som i 1979 var med til at træffe NATO's dobbeltbeslutning om opstilling af 572 atom-rakketter i Vesteuropa. Derfor var det helt i overensstemmelse med den socialdemokratiske tradition, at Poul Nyrup Rasmussen slog ind på en klar NATO-venlig kurs, da han fik statsministertaburetten ved regeringsskiftet i 1992. Fodnote-politikken var og blev en parentes.

Alligevel er det rigtigt, at der er sket noget med dansk NATO-politik i 90'erne. Den er blevet langt mere offensiv, ja næsten aktivistisk. Det skyldes flere ting. Sovjetunionens og Østblokkens sammenbrud har f.eks. gjort det lidt mindre risikabelt for et lille land som Danmark, at føre sig frem. Men det skyldes også en bevidst beslutning - med Hans Hækkerup som formidleren - om, at Danmark ville få den mest centrale placering i de baltiske lande, i Nordeuropa og i NATO ved at gøre os til det mest konsekvente talerør for USA's interesser. Hans Hækkerup blev - bogstaveligt talt - "his masters voice". Clintons beslutning for nogle år siden om, at overnatte i Danmark var et udtryk for en påskønnelse af denne indsats. En indsats, som bl.a. har givet sig udtryk i støtten til østudvidelsen af NATO, inddragelsen af de baltiske lande i såkaldte fredsbevarende aktioner, oprettelsen af det dansk-tysk-polske korps og senest den aktive deltagelse i krigen på Balkan.

Et udtryk for, hvad den rolle har betydet for Danmarks evne og vilje til at føre en selvstændig udenrigspolitik på grundlag af en vis anstændighed, fik vi et klart indtryk af sidste år, da USA angreb en medicinalfabrik i Sudan med 13 missiler. Fabrikken blev fuldstændig ødelagt, en person blev dræbt og syv blev sårede. Begrundelsen for angrebet var, at fabrikken skulle producere kemiske våben til den saudiarabiske fundamentalist, Bin Laden, som USA hævdede stod bag to blodige bombeattentater mod amerikansk ejendom i Kenya og Tanzania kort forinden.

Umiddelbart efter USA's angreb på Sudan erklærede den danske regering sin helhjertede støtte. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen udtalte, at regeringen havde "forståelse for, at USA har anset sådanne bombardementer for at være lovligt selvforsvar". Men hvad byggede regeringen denne "forståelse" på? Såmænd på et fuldstændigt indholdsløst notat fra den amerikanske regering, som det kun efter en del ballade lykkedes at få udleveret til folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Faktum var, at der ikke var nogen som helst beviser for, at medicinal-fabrikken producerede kemiske våben. Der var kun USA's påstand, som den danske regering uden videre accepterede og byggede sine offentlige udtalelser på. Siden er påstanden endda blevet yderligere undermineret, og i øjeblikket er ejeren i gang med en retssag i USA for at få erstatning for ødelæggelsen af hans fabrik, som i øvrigt viste sig at producere medicin til bl.a. FN. Men den danske regering har indtil dato fastholdt sin støtte til den amerikanske terror-handling.

At USA skyder først og spørger bagefter, er ikke noget nyt. Det er det heller ikke, at de kommer med falske anklager som begrundelse. Men desværre er der heller ikke noget nyt i, at skiftende danske regeringen har optrådt som USA's dikkende lammehaler. Der er i sandhed kontinuitet i dansk udenrigspolitik - trods fodnote-perioden!