Fortiden tårner sig truende op

Den tiltrængte selvransagelse må omsættes i et alternativ – politisk og folkeligt!
 

Som gespenster har fortidens synder hærget visse politikeres ferie. Års stramninger i Udlændingeloven har aflejret sig i form af urimelige afgørelser i konkrete asyl- og udlændingesager. Mængden er blevet så umulig at overse, at kun en åben debat om problemerne måske vil kunne jage gespensterne bort.

Den debat åbnede CD’s Peter Duetoft og de radikales Jørgen Estrup så. Men nu er det jo ikke rart at vedgå fejl, og slet ikke når man som de to partier trofast – om end bekymret – har stemt for samtlige stramninger af Udlændingeloven side 1993. Så i stedet blev det til en kritik af administrationen af loven. Den køres for stramt.

En af de sager, der slog hovedet på sømmet, var fra Thyborøn. Her skulle en thailandsk kvinde – gift med en fisker fra byen – udvises, fordi hendes mand varetog sit arbejde, der hvor det nu engang bedst lader sig varetage, nemlig på havet. Det mente sagsbehandlere i styrelsen i København ikke var et ordentligt samliv i lovens forstand, og de kunne derfor ikke anerkende, at der var tale om et ægte ægteskab.

Der er al mulig grund til at tage hatten af for CD’s og de Radikales bekymring over danske myndigheders behandling af udlændinge og flygtninge. Og med den sammensætning, det politiske landskab har i dag, har deres bekymring haft større virkning end nok så mange flammetaler fra venstrefløjen og flygtningeorganisationerne. Desværre – men også heldigvis!

Desværre – for ser man nøgternt på de sager, der er kommet frem, så er der ikke meget nyt under solen. Tværtimod har sager om familiesammenføringsforhindringer, om indrejsevisum, om udvisninger på tvivlsomme og livstruende grundlag og om misvisende vurderinger af forholdene i de såkaldt flygtningeproducerende lande været fremhævet før. Heldigvis – fordi netop denne sommers debat måske kan medvirke til, at hele området bliver politisk røntgenfotograferet, og at vi kan få en debat om, hvilke standarder der skal gælde.

Nu skal man naturligvis ikke være naiv og tro, at blot fordi der går sommerdebat i en sag, sker der store omvæltninger. Skal det ske, er det nødvendigt ikke bare med en debat om administrationen af loven – selv om det er vigtigt nok – men også om loven. Og her er det nødvendigt at huske, at både CD og de Radikale har et medansvar for, hvad der er vedtaget.

Hvis der skal ske noget på dette område, er det derfor vigtigt, at regeringen bliver præsenteret for et parlamentarisk alternativ til den hidtidige kurs. Der er stramninger nok at pille ud af loven. I flæng kan man nævne

– genindførelse af Ombudsmandens kontrolfunktion

– mulighed for at udvisninger sættes i bero ved ankesager

– en mindre restriktiv visumpolitik

– en smidiggørelse af familiesammenføringsreglerne, så familier ikke splittes, og så andre end børn og gamle forældre kan leve sammen

– ophævelse af den såkaldte "madpakkeordning" og

– fjernelse af diskriminationen i Integrationsloven.

Listen ophører ikke her. Men derudover er det nok så vigtigt, at der skabes et folkeligt pres for en ny linje på området. Det er opgaven nu. Og får vi ikke selv rejst denne debat, så bliver den sat på dagsordenen helt af sig selv i efteråret. Om end fra en ganske anden, restriktiv vinkel.

Til oktober afholdes et særligt EU-topmøde i Finland, hvor asyl-, flygtninge- og politisamarbejde skal på dagsordenen. Og uanset det danske forbehold vil de beslutninger, der bliver truffet her, være retningsgivende for, hvad der kommer til at ske i Fort Europa i de kommende år.

SAPs forretningsudvalg 30.juli 1999