Så skete det igen. Denne gang var det en stor international koncern,York, der sendte arbejdsløshedsprocenten i Vojens op øverst på Dansktoppen, da de fyrede 420 ansatte på den tidligere Gram-fabrik.

Det kunne lige så godt have været danske ejere, som da danske banker og pensionskasser lukkede Århus Flydedok, hvis endelige skæbne nu er beseglet.

Det LO-finansierede dagblad Aktuelt har måttet søge til noget som fornemt som "lederen af revisionsfirmaet KPMG's afdeling for Corporate Finance" for at finde en forklaring på fyringerne i Vojens.

Højst forbløffende fortæller han, at virksomhederne "i disse år" er meget optaget af noget, han kalder "shareholder value, hvor man forsøger at gøre virksomheden til en så god investering som muligt for ejerne, aktionærerne."

Man kan undre sig over, hvad der har drevet virksomhedernes beslutninger før, men interessant er det, at kun et par dage inden meddelte direktøren for Arbejdernes Tillægspension (det er vores penge), at ATP fremover ville kræve mere "shareholder value" af de virksomheder, hvor ATP har placeret vores penge. De ville lige frem lave en karakterskala, som belønner de virksomheder, der "forkæler aktionærerne".

Efter temperament kan man grine eller græde over, at noget så gammeldags som profit-motivet skal sælges under en ny engelsk betegnelse, og af at det også er det, der er drivkraften, når arbejderklassens opsparede midler investeres.

Men man kan også bruge det til lige så gammeldags at slå fast, at når situationen spidser til på en virksomhed, så er der en absolut modsætning mellem aktionærernes ønske om at blive forkælet og de ansattes ønske om at bevare en tålelig arbejdsplads.

Og deraf følger, at ethvert forsøg på at undgå fabrikslukninger og massefyringer må bryde med aktionærernes behov for at blive forkælet.

Det har ikke ligefrem været udgangspunktet i fagbevægelsens spage reaktioner på fyringerne på Flydedokken og Gram. I Århus gemte tillidsrepræsentanterne sig i hemmelige korridor-forsøg på at få andre til at investere i værftet, mens de næsten uhørligt hviskede "statsgaranti".

I forbindelse med Vojens-fyringerne har vi kun hørt krav om at få hævet bødernes størrelse, når virksomhederne ikke varsler fyringerne i tide.

Handling har der slet ikke været noget af, og det er det også svært at forestille sig strejkende og demonstrerende værftsarbejdere foran Århus' banker med kravet: Investér i os. Eller samling på torvet i Vojens bag kravet: Vi skulle have haft besked for en måned siden!

Der er en sammenhæng mellem krav, der er reelle perspektiver i, og muligheden for at skabe opbakning bag aktiviteter. Det vil næppe være muligt at opstille en fælles formel for, hvordan man kan slås for at bevare lukningstruede virksomheder.

Men et fælles træk må være tilbuddet om at forkæle aktionærerne ved at fratage dem de belastende forpligtelser ved at drive virksomheden videre - men naturligvis samtidig også lade staten overtage ejerskabet og overskuddet.

Som det er nu, overlader York omkostningerne til omskoling, arbejdsformidling og arbejdsløsheds-understøttelse til det offentlige, mens de scorer overskuddet ved at drive den rationaliserede virksomhed videre andre steder i Danmark og i udlandet.

Der kræves ofte fornyelse af venstrefløjen. Hvad kunne være mere fornyende i disse markeds-liberalistiske tider end at kræve samfundsovertagelse og demokratisk kontrol til de ansatte?