Den tyrkiske sikkerhedsdomstols beslutning om at dømme kurder-lederen Abdullah Öcalan til døden kommer ikke som den store overraskelse.

For det første er dødsdommen helt naturlig i henhold til den tyrkiske lovgivning, som giver mulighed for at dømme folk til døden for mindre end det Öcalan var anklaget og blev dømt for.

Og for det andet ligger dødsdommen i logisk forlængelse af den tyrkiske stats holdning til kurderne. Tyrkiet har aldrig anerkendt kurderne som et selvstændigt folk, men højst som "bjergtyrkere". Derfor er enhver selvstændig kurdisk bevægelse blevet opfattet som et udtryk for farlig "seperatisme" og er blevet slået ned med hård hånd. I Tyrkiet straffes landsforræderi med døden.

Alle civiliserede mennesker må fordømme dødsstraf og det uanset hvilket land som anvender den og hvem de anvender den imod. Derfor må Tyrkiet også stilles overfor et massivt pres for ikke at eksekvere dommen. Dette er så meget desto mere oplagt eftersom eksekveringen af dommen ikke er en juridisk afgørelse, men en politisk. Faktisk er det i sidste ende det tyrkiske parlament som skal godkende at henrettelsen finder sted.

Det er ikke i sig selv betryggende. F.eks. førte et af de nuværende regeringspartier direkte valgkamp på at Öcalan skulle henrettes. Og langt størstedelen af parlaments-medlemmerne tilslutter sig den stortyrkiske chauvinisme, som sætter lighedstegn mellem mindretalsrettigheder og landsforræderi.

Men det giver nogle oplagte muligheder for omverdenens pres at godkendelsen af dødsdommen skal over parlamentet. F.eks. i forhold til Tyrkiets medlemsskab af diverse parlamentariske forsamlinger. Kan tyrkiske parlamentsmedlemmer have sæde i Europarådet, som bl.a. bygger på en klar afstandtagen fra dødsstraf, samtidig med at de selvsamme parlamentsmedlemmer rent bogstaveligt lægger løkken om Öcalans hals og sparker stolen væk under ham?

Men lige så vigtig som den principielle modstand mod dødsstraffen er det politiske spørgsmål om kurdernes rettigheder. For uanset hvor mange gange Tyrkiet gentager at PKK er terrorister og at Öcalan er ansvarlig for 30.000 menneskers død, så ændrer det ikke ved at der er en årsag til konflikten. Og den årsag er lige præcis skiftende tyrkiske regimers årelange undertrykkelse af kurdernes helt fundamentale ret til deres eget sprog, kultur, identitet – for slet ikke at snakke om ret til selvbestemmelse.

Med dødsdommen har det tyrkiske regime i første omgang sagt nej til en historisk chance for at finde en fredelig løsning på den tyrkisk-kurdiske konflikt. Hvis det tyrkiske regime fastholder dette nej og rent faktisk myrder Ôcalan, så bærer det ansvaret for en ny eskalering af volden, som kan sprede sig langt ud over den tyrkiske stats grænser.

Men så galt behøver det ikke at gå. Efter alt at dømme er der stadig måneder, måske år, før den endelige afgørelse om Öcalans skæbne falder. Det giver muligheden for at opbygge en bevægelse på internationalt plan mod dødsdommen og for et demokratisk Tyrkiet, som anerkender mindretallenes rettigheder, f.eks. det kurdiske. Det bliver ikke let, men det er nødvendigt!