Topmødet i Köln mellem verdens syv rigeste lande (G7) slog til lyd for større opmærksomhed på de sociale og miljømæssige hensyn. Og i modsætning til tidligere deklarationer besluttede man faktisk at eftergive en stor del af de fattige landes gæld. Men betyder det, at de mægtigste imperialistiske stater har befriet den tredje verden for sin gældsbyrde? Svaret er nej.

Beslutningen om at slette op mod 70 mia. dollar i de fattigste 36 landes gæld er en god nyhed. Det bedste er, at den er et resultat af en omfattende, årelang kampagne fra organisationer over hele verden. Kampagnen Jubilee 2000 med Bono og Bob Geldorf som kransekagefigurer samlede over 30.000 mennesker foran statschefernes møde. Deres krav var mere moderate end mange andres. Det gælder især i forhold til de kampagner, der vokser frem i lande på den sydlige halvkugle, men som ikke hører til i kategorien "de fattigste". Det gælder Brasilien, hvor en række delstater har erklæret et ensidigt stop for gældsafvikling. I Sydafrika afviser befolkningen af skulle betale for den gæld, apartheidregimet akkumulerede, og i Filipinerne døjer man stadig med gælden fra Marcos-diktaturet. Men selv om Jubilee 2000, der først og fremmest er startet på kirkeligt initiativ, ikke krævede en total gældssletning, så har kampagnen uden tvivl befordret en øget bevidsthed om de katastrofale konsekvenser, som gælden påfører befolkningen i de fattige lande.

Desværre er beslutningen om at eftergive de 70 mia. dollar slet ikke tilstrækkelig. Beløbet modsvarer kun en tredjedel af det beløb, de pågældende - som altså er de allerfattigste - lande skylder. Desuden lyder regningen til kreditorlandene kun på 38,5 mia. dollar, og intet er besluttet om, hvordan beløbet skal fordeles. Det skal der købslås om i de kommende måneder. Virkeligheden er, at G7-pakken kun vil være en beskeden lindring for de dybt forgældede lande i den tredje verden. Et forsigtigt skøn, som den britiske avis The Guardian opstiller, siger, at et land som Tanzania vil spare den fyrstelige sum af 16 mio. dollar årligt af en samlet gæld på 250 mio. i stedet for de 10 mio., som landet ville have fået under det nuværende initiativ for gældssanering (HIPC). De fleste fattige lande vil fortsat skulle bruge over 20 procent af de offentlige udgifter til gældsafvikling, i stedet for at bruge pengene på sociale formål.

De politiske konsekvenser er endnu mere skræmmende. For gælden vil fortsat fungere som et afpresningsmiddel, der tvinger regeringerne i de gældsplagede lande til at gennemføre struktur-tilpasnings-programmer, som kreditorerne bestemmer. I mange lande har befolkningen allerede i 10-15 år mærket konsekvenserne af disse programmer. Hvis ikke diktaterne fra Den Internationale Valutafond og andre kreditorer fortsat efterleves, bliver der ingen gaver! I praksis betyder det, at regeringerne er tvunget til at skære ned på uddannelse, sundhed og social sikring - for at få de penge, hvis erklærede formål er at hjælpe disse lande ud af fattigdommen!

Resultatet er, at gældsspiralen fortsætter. G7-pakken hjælper ikke de fattigste lande ud af fattigdommen og giver dem ikke mulighed for at opbygge en bæredygtig økonomi. Trods de flotte erklæringer er sandheden, at de rige landes statsledere bekymrer sig mindre for menneskelig velfærd end for finansielle overskud. Et barn født i et forgældet afrikansk land har stadig større »chance« for at dø som barn end at komme ud af skolen med en eksamen.

Gældsbyrden er en af de vigtigste årsager til denne tragedie. Derfor er det vigtigt, at kampagnen mod gælden fortsætter. Kravet bør blive endnu stærkere, når G7-lederne mødes igen i Japan næste år.