Efter krigen fortsætter kampen

Lad det være slået fast med det samme: Uanset hvad man kan komme med af indvendinger mod det fredsforslag, som formelt set er udarbejdet af finske Martti Ahtisaari og russiske Viktor Tjernomyrdin, så vil det have tjent en positiv funktion hvis det fører til et stop for NATO bombardementer og et stop for de etniske fordrivelser af kosova-albanerne.

For krigen har varet alt for længe og krævet alt for store ofre. De over 30.000 NATO-luftangreb har bombet Jugoslavien årtier tilbage - nogle påstår endog at de fysiske ødeløggelser på infrastruktur og bygninger er større end under 2. verdenskrig. Tusinder af soldater (også værnepligtige) og civile er blevet dræbt og endnu flere ødelagt på legeme eller især sjæl. Både fysisk og psykisk vil det tage flere generationer at komme over dette.

Og for kosova-albanerne - som NATO har hævdet at kæmpe for - har krigen betydet, at man er gået fra slemt til værre. Omkring en million er blevet drevet på flugt af de serbiske militser, nærmest i ly af NATOs bomber! Et ukendt antal er blevet voldtaget, torteret eller myrdet. Og store dele af Kosova er reelt ubeboelig i år fremover: huse er nedbrændt, brønde er forgiftet og landet er mineret.

Der er selvfølgelig nogen som har fået noget ud af krigen. F.eks. de store amerikanske våbenfabrikanter, hvis aktiekurser er steget i takt med bombernes nedslag. Ironisk er selveste Slobodan Milosevic en anden, som har fået noget ud af krigen. Som Balkan-eksperten Karsten Fledelius påpeger i Information (4/6-99), har regimet i Beograd på mindst fire punkter opnået fordele i forhold til den rene Rambouillet-aftale: For det første er UCK ikke en part i fredsaftalen. For det andet rummer den foreliggende aftale ikke noget krav om NATO-tilstedeværelse i resten af Jugoslavien. For det tredje har Rusland en meget mere central plads i fredsaftalen. Og for det fjerde skal aftalen baseres på et mandat fra FNs sikkerhedsråd. Alt andet lige giver det regimet i Beograd flere manøvre-muligheder, end det ville have haft ved at acceptere det diktat, som lå på bordet før krigen.

Milosevic sidder stadig ved magten i Beograd. Det har krigen ikke ændret på, hvis nogen nogensinde skulle have haft den illusion. Og det har anklagerne mod Milosevic ved den internationale krigsforbryder-domstol heller ikke. Vi er kort sagt samme sted som da krigen startede: Hvis Milosevic skal væltes og erstattes af et demokratisk og ikke-nationalistiske styre i Beograd, så er det op til den serbiske befolkning at gøre det. At understøtte den serbiske befolkning i den opgave er den eneste holdbare løsning. Alt andet vil i bedste fald kun være lappeløsninger og i værste fald direkte skadeligt. Meget tyder på at krigen har været det sidste.

For den kosova-albanske befolkning ser situationen også alt andet end lys ud. Dels er der problemerne ved overhovedet at kunne vende hjem til Kosova. Dels er der problemerne med bare at få Kosova til at fungere på et elementært niveau. Og dels er der alle de uløste politiske problemer. I følge freds-aftalen skal UCK afvæbnes. Men hvem skal repræsentere kosova-albanerne? Hvordan undgår de at blive fremmede i et område, som reelt er sat under NATO-administration. Og hvordan ungår de en defacto deling af Kosova, som så ovenikøbet samtidig fastholdes med tvang indenfor Jugoslavien?

Stillet overfor disse problemer skal kosova-albanerne ikke forvente den store hjælp fra den vestlige verden. Når det gælder genopbygning er det jo en kendt sag at de vestlige regeringer er lettere at få til at bevilge penge til krudt og kugler end de er til at rydde op efter krigen, for slet ikke at snakke om at forebygge den. Og når det gælder kosova-albanernes politiske rettigheder, så har de vestlige regeringer vist hvor lidt de ligger dem på sinde hele den lange periode, som er gået siden Milosevic ophævede Kosovas selvstyre i 1989.

Derfor er det vigtigt at venstrefløjen og de demokratiske kræfter i vesteuropa ikke glemmer Kosova. Det er op til os at presse på for at hele Balkan-området får den nødvendige genopbygningshjælp og at indbyggerne i Kosova sikres elementære demokratiske rettigheder, d.v.s. retten til at vælge sin egen regering, retten til at indrette samfundet som de ønsker og retten til at beslutte om de fremover ønsker at forblive en del af Jugoslavien eller ønsker selvstændighed.

Krigen er forhåbentlig snart forbi. Men kampen for at sikre Kosova-befolkningens rettigheder må fortsætte!