Den 10. juni er der valg til Europa-parlamentet, selvom det sagtens kan være gået henover hovedet på mange mennesker. Valget præger nemlig ikke den offentlige debat i sønderligt omfang og vi kan sikkert forvente en væsentlig lavere valgdeltagelse end til Folketingsvalg. Det er også svært at se de store muligheder, når der i Danmark kun skal vælges 16 medlemmer til det 626-personer store parlament, der oven i købet ikke har beslutningskompetence. Men, der er ingen grund til at forspilde denne mulighed for at udtrykke sin politiske holdning. Dels fordi de valgte EU-parlamentarikere vil kunne bruge parlamentet som platform til at udbrede, deres politiske synspunkter, dels fordi valgresultatet bliver taget som et udtryk for de politiske styrkeforhold.

Ved valget i år er der en meget reel mulighed for, at der bliver valgt nogle radikale socialister til Europaparlamentet. I Frankrig opstiller SAPs søsterorganisation fra Fjerde Internationale, LCR på en fælles liste med det trotskistiske »Lutte Ouvrière«. LO/LCR står i følge meningsmålingerne til at få 5-8 % - og ser dermed ud til at klare spærregræsen på 5%, som vil give dem 4 mandater.

Hvis det lykkes at få nogle millioner franskmænd til at stemme på den erklærede revolutionære, marxistiske liste vil der være tale om en markant begivenhed. En så bred vælgeropslutning vil være et vægtigt signal om, at de radikale kræfter, der vil kæmpe for et andet Europa end Maastricht-traktatens bliver stærkere og stærkere. En så klar styrkelse af den yderste venstrefløj kan være med til at give fornyet håb og kampgejst til alle de, der i Europa er involverede i faglige, sociale eller anti-racistiske kampe.

I Danmark opstiller, der ingen lister på et radikalt socialistisk grundlag. Men bl.a. på Folkebevægelsen mod EF-unionens liste opstiller der folk, der er EU-modstandere, internationalister og socialister. En stemme på en af dem vil derfor være at foretrække.

Men det andet Europa vi ønsker, kræver en stærk bevægelse. Den kan ikke opbygges gennem valg. Det kræver konkrete at folk fra hele Europa går i aktion sammen. Forud for - og under - næste uges EU-topmøde valfarter titusinder europæere til Køln for at protestere mod EU-toppen i internationale demonstrationer og et modtopmøde arrangeret af Euromarch-initiativet. Protesterne kulminerer med den store demonstration for et andet Europa, der ventes at samle over 50.000 i Køln den 29. maj.

Euromarcherne er de første tegn vi ser på en organiseret europæisk social bevægelse. Euromarcherne havde verdenspremiere med massive mobiliseringer til Amsterdam, da Amsterdam-traktaten blev forhandlet i juni 1997. Siden da har der været internationale demonstrationer og alternative topmøder i forbindelse med hvert eneste EU-topmøde. Euromarcherne var de første - og er stadig de primære - internationalt organiserede bevægelser mod EU's politik. I løbet af de seneste år har der også været en række andre internationale bevægelser under opsejling; vi har bl.a. set Renault-arbejdernes internationale strejker, vi har set tyske og franske arbejdsløse lave fælles grænseoverskridende aktioner og vi har set komitéer til forsvar af illegale indvandrere organisere internationale demonstrationer.