Den lære, der kan drages af regeringens indgreb over for sygeplerskernes strejke er ikke kun, at Nyrup-regeringen står på arbejdsgivernes side. Indgrebet betyder også, at fagligt aktive bliver nødt at overveje, om overenskomstforhandlings-systemet i det hele taget kan bruges, og at der må opbygges en bevidsthed i fagbevægelsen om, at krav om bedre arbejdsforhold er politiske krav, som i sidste ende kolliderer med landets politiske ledelse.

Som et udpræget kvindefag er sygeplejeskernes lønniveau lavt. Derfor havde de i modsætning til, hvad mediernes kampagne forsøgte at forklare, en god sag at slås for. I utallige statistikker har man forsøgt at påvise sygeplerskernes enorme lønstigninger gennem de senere år, og at et relativt højt lønniveau ikke berettigede til at få mere. Som oftest glemte man at fortælle, at den »høje« løn indeholder en række ulempetillæg. Tillæg for arbejde på skæve arbejdstider og meget overarbejde. Ikke uden grund hedder det ulempetillæg. Den slags arbejde skal så vidt muligt reduceres til et minimum, og i det omfang det eksisterer, skal det naturligvis kompenseres, fordi det er ubelejligt, men også fordi ulemperne i praksis betyder øgede udgifter til transport, børnepasning og andet.

I realiteten har regeringen sat forhandlingsretten er sat ud af spillet. Og samme budskab sendte regeringen til det private arbejdsmarked sidste år: Hvis ikke I accepterer arbejdsgivernes »tilbud«, kommer vi og dikterer jeres løn- og arbejdsforhold. I år er det værd at bemærke, at arbejdsgiveren - amter og kommuner - åbenlys havde samme interesse som regeringen. Den udgiftsramme, de amtslige og kommunale arbejdsgivere havde at gøre godt med, var jo kort forinden fastlagt i en aftale med regeringen. Arbejdsministeren har fremført det spidsfindige synspunkt, at strejkevåbnet sandelig ikke er afskaffet, men det er bedst egnet som en trussel under overenskomstforhandlingerne, og ikke efter. Men et våben bliver værdiløst som en trussel, hvis ikke det kan bruges. Ellers sker det samme som i år - at Amtsrådsforeningen blot siger nej og venter på indgrebet.

De faglige ledere, og først og fremmest KTO-lederen Poul Winckler, bør få et problem med deres medlemmer. De faglige ledere burde have gjort det klart for regeringen, at man ikke ville acceptere et indgreb på arbejdsgivernes præmisser - og forberedt sig på at vise dette med aktioner, som altid må sigte mod at vinde en bred opbakning i befolkningen. I stedet går Poul Winckler direkte ud og støtter indgrebet. Hans problem, og det samme kan siges om sygeplerskernes formand, er, at nej-flertallet til overenskomsten i virkeligheden også er en mistillidserklæring til dem som forhandlere.

Størstedelen af befolkningen ønsker, at sundhedssektoren prioriteres højt og er endda parat til at betale for det. Derfor var der faktisk stor forståelse for sygeplerskernes strejke, og derfor gav en række patientforeninger deres støtte. Resultatet bliver frustration og desillusion blandt de ansatte på sygehusene. Nogle vil givetvis søge over i private bureauer eller i andre jobs. Søgningen til et fag, hvor der i forvejen er arbejdskraftmangel, vil uden tvivl falde. Og det skaber så endnu mere pres på det nuværende personale.

Regeringen ønskede med indgrebet at markere en fast holdning til, at der ikke kan tillades nogen form for kaos i den sundhedssektor, man officielt hævder at arbejde på at udvikle og forbedre. Man har opnået det modsatte. En ting er sikker: Forholdene i sundhedssektoren vil blive et fast punkt på den politiske dagsorden - og politikernes løfter vil hele tiden kollidere med de ansattes forhold. Jo mere sygeplejerskerne i denne sammenhæng- i samarbejde med det øvrige sundhedspersonale - kan markere deres krav over for offentligheden, desto stærkere vil de stå, når næste slag skal slås.