Torsdag den 11. februar diskuterede Folketinget regeringens forhold til sine valgløfter. Det var Enhedslisten, som havde taget initiativ til debatten, der ikke ligefrem faldt i god jord blandt de øvrige partier. De fleste fandt det næsten upassende, at Folketinget diskuterede dette spørgsmål, som jo ellers er blevet diskuteret af stort set hele den øvrige befolkning. For overholdelse af valgløfter er alene en sag mellem det enkelte parti og deres vælgere, lød argumentet.

Der skal ikke meget kendskab til det politiske spil for at forstå uviljen mod, at Folketinget i fuld åbenhed diskuterer, hvordan det egentlig går med de valgløfter, som den til enhver tid siddende regering afgav inden valget. Uhadadada! Derfor var det helt naturligt, at ikke bare regeringspartierne i S og R synes, at det var en dum diskussion, men at dette synspunkt også blev delt af Venstre. Man kunne jo selv komme i regering engang!

På baggrund af debatten fremsatte Enhedslistens et forslag til vedtagelse, hvori det hed: "Folketinget konstaterer, at regeringen har brudt en række løfter om bedre velfærd, som blev fremsat i valgkampen. Regeringen opfordres til at fremlægge konkrete forslag, der kan forbedre forholdene for børnefamilierne, sikre bedre hjemmehjælp og anden omsorg for de ældre og medføre en højere kvalitet i sundhedssektoren". Dette forslag kunne ikke samle flertal. Socialdemokratiet og de radikale var naturligt nok imod. Og det var Venstre og konservative også. Officielt ikke med den reelle begrundelse, nemlig at de absolut ikke bryder sig om de velfærdsløfter, som regeringen jo vandt valgslutsurten på. Til gengæld opfandt de den noget søgte - og totalt ulogiske - begrundelse, at eftersom Enhedslistens forslag ikke indeholdt en mistillidserklæring til regeringen, så ville de i hvert fald ikke stemme for en kritik af regeringen. I stedet fremsatte de deres eget forslag, hvor de fuldstændig fredede regeringen og opfordrede til et fortsat "bredt samarbejde" i forlængelse af finansloven. Jo, Venstre ved man, hvor man har!

Resultatet af debatten blev altså til at overse. Og her og der høres røster om, at Enhedslisten i stedet burde være gået efter at få vedtaget en egentlig mistillidsdagsorden, som ville have tvunget regeringen til at gå af. Når man tænker på regeringens vælgerbedrag, f.eks. omkring efterlønnnen, kunne det lyde som en fristende idé. Men problemet er selvfølgelig, at en sådan dagsorden kun kan vedtages med stemmer fra V+K og vil blive set som et redskab til at bringe dem til magten.

Denne parlamentariske klemme kan ikke løses inden for rammerne af et taktisk spil på Christiansborg. Den kan kun løses, ved at der opbygges en udenomsparlamentarisk aktivitet, som kan sætte en ny dagsorden og dermed også ændre rammerne for spillet i Folketinget. At styrke aktiviteten på arbejdspladserne, i fagforeningerne og i bevægelserne er lettere sagt end gjort. Det er frem for alt ikke en opgave, som kan løses fra Christiansborg. Men det er der, venstrefløjen må bruge sine kræfter, hvis en anden politik skal sættes på dagsordenen.

SAPs forretningsudvalg 12. februar 1999