"Pension til folket" hedder overskriften på denne uges leder i SiD’s Fagbladet, skrevet af den ansvarshavende redaktør. Lederen jubler over "den stille revolution" af det danske pensionssystem, som er gennemført gennem 90’erne. Det er udbygningen af arbejdsmarkeds-pensionerne, redaktøren har i tankerne, og anledningen er den overenskomst, gartnere med flere netop har indgået med bl.a. en stigning i pensions-bidraget til 7,5 procent. I samme nummer af praler direktør Torben Möger Pedersen over det flotte afkast på PensionSelskabernes investerede formuer. PensionSelskaberne er et samarbejde mellem fire pensionskasser, der administrerer forskellige SiD-gruppers pensions-ordninger.

Jublen over den stille revolution er måske - måske ikke - Fagbladets kommentar til den sidste store skandale i finansverden: de falske underskrifter i PFA-Byg, som ejes af PFA-Pension, der er en af de mange "revolutionerende" pensionskasser med bl.a. formand for FTF Anker Christoffersen og Eske Pedersen fra Teknisk Landsforbund i bestyrelsen. Sammen med pensions-direktørens praleri kan halleluja-lederen også være Fagbladets forsøg på at kommentere de oplysninger, som Socialisten Weekend sidste uge bragte til torvs, om en af PensionSelskabernes investeringer. Sammen med mindst fire andre fagforenings-forbundne pensionskasser har Torben M. Pedersens kasser aktier i den store franske koncern St. Gobain. St. Gobain driver med stor fornøjelse fabrikken Glasuld i Vamdrup - bl.a. med danske tømreres pensionsopsparing - samtidig med, at tømrernes fagforeninger arbejder ihærdigt for at afskaffe glasuld og mineraluld, inden de får ødelagt for mange af medlemmernes lunger. Også asbest-miner i Brasilien er en af St.Gobains midler til at skaffe afkast til de danske pensionskasser, og bliver mine- og fabriksarbejderne syge har asbest-firmaet advokater til at snyde dem for en ordentlig erstatning.

Vi vil ikke her prædike moral over for pensionskasserne. Hvordan skulle fagforenings-repræsentanterne i PFA-bestyrelsen kunne have gennemskuet Rasmus Trads og Kurt Thorsen? Og bestyrelsesmedlemmerne i PensionSelskaberne skulle have brugt mange timer for at opdage den franske asbest-forbindelse. Sådan investerer kasser og fonde, som skal skaffe overskud, hvad enten det er til pensions-opsparere eller mere traditionelle kapitalister. Når investeringerne har samme målsætning - maximalt afkast - så må investorerne også benytte samme metoder. Metoder, som hurtigt nærmere sig grænsen til forbrydelse. Kan det være anderledes, når motivet er berigelse.

Men har man erkendt det, er der også sagt en del om, hvad der er tilbage af den store samfundsreform, den stille revolution, som fagbevægelsen iværksatte i slutningen af 80’erne, hvor de påtvang medlemmerne disse ordninger med opsparing til pension. Så meget ære i behold har de faglige ledere og deres skribenter dog, at de ikke - som dengang - udråber pensionskasserne som genvej til økonomisk demokrati - lønmodtagernes magt over investeringerne. Det ville de have for svært at leve op til. Men stille revolution er arbejdsmarkedspensionerne ikke desto mindre. Med udbredelsen af disse opsparinger fik Socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere for det første knæsat princippet om at gøre forsørgelsen af de ældre til et individuelt spørgsmål. De fik startet den privatisering af pensionerne, som nu fortsætter med de "personlige efterlønskonti". For det andet lykkedes det dem at bremse udviklingen i lønmodtagernes realløn og levestandard - mod løfter om udbetaling i pensions-alderen. Løfter, som enhver ærlig økonom, og enhver med sund fornuft, må indrømme er lige så luftige som det, præsten tilbyder i kirken hver søndag. Hvad udbetalingerne af pension af værd - om noget - til den tid, afhænger alene af den økonomiske udvikling og den politiske kamp. Værdierne vil kunne nedskrives eller beskattes med et pennestrøg.

Det er disse to forhold, som gør arbejdsmarkedspensionerne fortjent til betegnelsen "anti-revolution". Det er den virkelige forbrydelse ligger.

SAPs forretningsudvalg 29. januar 1999

(2. udgave 8/2 99)