Efter lang tids total stilstand er Justitsminister Frank Jensen netop begyndt at svare på de 347 spørgsmål, som han er blevet stillet af Folketingets Retsudvalg i PET-sagen.

Det var ellers nærliggende at begynde at tro, at ministeren - og måske i endnu højere grad hans ministerium - simpelthen forsøgte at tie sagen ihjel ud fra den antagelse, at der i Folketinget næppe kan samles et flertal uden om regeringen.

Højrefløjen er ikke interesseret i en undersøgelse af PET. Det kan godt være efterretningstjenesten er gået lidt ud over de alt for stramme retningslinjer, som naive politikere har udstukket. Men det er sket i en god sags tjeneste - lyder deres argumentation. Selv Venstre-kvinden Birthe Rønn Hornbech, som systematisk forsøger at opbygge sit "hård-men-retfærdig"-image, er klar til at se igennem fingerene med overtrædelse af love og regler fra PETs side i kampen mod "landsforrædderne" (d.v.s. hele den samlede venstrefløj).

Venstrefløjen i Folketinget (SF og Enhedslisten) er interesseret i en undersøgelse, men vil ikke stemme for en hvilken som helst. Derfor har de også afvist det forslag, regeringen har fremlagt. Venstrefløjens kritik går bl.a. på, at undersøgelsen er begrænset til kun at omfatte PET, at undersøgelseskommissionen er for snævert sammensat og at undersøgelsens form nærmest indbyder alle ansvarlige til at besvare nærgående spørgsmål med et: "Det har jeg ingen kommentarer til"!

På den baggrund kunne man godt forestille sig, at Frank Jensen og hans embedsmænd udi det juridiske ville læne sig tilbage, slå beklagende ud med armene og lade forslaget om en undersøgelse afgå ved en stille død.

Det er slet ikke umuligt, at både overvejelserne om og lysten til at lade sagen ende på den måde har været overordentlig nærværende. Men der er mindst tre ting, som har gjort det lettere tænkt end gjort:

For det første vil regeringspartneren i Det radikale Venstre næppe kunne leve med, at undersøgelsen ikke bliver til noget. Både historisk og aktuelt har partiet sat en del ind på at være garanten for, at der ikke sker en registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Det vil være svært for partiet at løbe fra den rolle. En dropning af undersøgelsen vil derfor føre til interne skænderier i regeringen.

For det andet gav både justitsministeren og statsministeren før valget meget håndfaste garantier foran snurrende TV-kameraer: "Hver en sten vil blive vendt i denne sag". Og regeringen ønsker næppe en ny "løftebruds-debat" til at forpeste dens tilværelse i de kommende måneder og år.

Og for det tredje må justitsministeren nøgternt regne med, at den sidste afsløring næppe er kommet for dagens lys. Og det vil ikke se godt ud at afskrive en undersøgelse for så umiddelbart efter at skulle stå til regnskab for nye afsløringer.

Derfor vil regeringen nok arbejde videre på at få en eller anden form for undersøgelse. Helst ved at indgå et kompromis med de såkaldt "regeringsduelige partier" (V og K) eller - hvis det ikke kan lade sig gøre - ved at lave en aftale så tæt op ad regeringens udspil som muligt med venstrefløjen og Kristeligt Folkeparti.

Om det lander på en af disse muligheder eller om der bliver gennemført en ordentlig og uvildig undersøgelse afhænger først og fremmest af, om presset på regeringen kan fastholdes og forstærkes. Det er derfor nu de demokratiske kræfter skal handle i dette spørgsmål. I morgen kan det være for sent.