I slutningen af december overgav to af de Røde Khmerers topledere: Khieu Samphan og Nuon Chea sig til regeringen i Phnom Penh. Dermed rejstes også spørgsmålet: Skal de stillles for retten anklaget for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden, eller skal man sige - som Khieu Samphan gjorde på en pressekonference umiddelbart efter- "let bygones be bygones".

Sagen aktualiseres yderligere af, at en ekspertgruppe fra FN i nærmeste fremtid forventes at komme med en indstilling til, om der kan gennemføres en international procces mod de ansvarlige fra overgrebene i Cambodia fra 75-79.

I verden idag er det bestemt ikke en selvfølge, at ansvarlige for statsligt massemord stilles til ansvar for deres gerninger. Når der trods alt er bestræbelser på det, må de støttes, hvadenten det handler om Chiles Pinochet elle ledelsen af Cambodia fra 75-79.

At der er en sag er hævet over enhver tvivl. De fleste reggner i dag med, at omkring 1,7 millioner cambodianere ud af en samlet befolkning på knap 8 millioner døde i perioden. Selv hvis man ser bort fra de mange, der døde af sult og sygdom under de ekstremt hårde livsvilkå skal antallet af myrdede tælles i 100.000er. Alene fra det centrale torturfængsel Tuol Sleng blev der dræbt 20.000. Undertrykkelsen af et oprør i de østlige provinser kostede et sted mellem 100.000 og 400.000 livet.

Og det var ikke kun borgerskabet eller bybefolkningen det gik udover. Blandt de hårdest ramte grupper var landets etniske minoriteter: vietnamesere, Thaier, og Chamér (muslimsk gruppe i Cambodia og Vietnam). Grupper hvis medlemmer ofte hørte til den fattige del af befolkningen. En anden gruppe i skudlinjen var medlemmer af kommunistpartiet, administrationen og militæret. Blot mistanken om en uenighed med parti-centeret førte til tortur og henrettelse for den mistænkte og dennes familie.

Undertrykkelsen ramte overalt, og det er på den baggrund man må se, at der 20 år efter er NGOér, der samler underskrifter for en retssag, mens en studentergruppe ønskede at demonstrere (det fik de dog ikke lov til). I stedet blev den rode løber rullet ud, da Khieu Samphan og Nuon Chea kom til Phnom Penh. Her og i Sihanoukville og Siemreap blev de indlogeret på luksushoteller, mens Angkor Wat blev renset for tiggere mens de besøgte det! En behandling der kun kan demonstrere overfor cambodianerne, at for magtens mænd er der straffrihed, uanset hvad man har begået. Ligesom idag hvor en lang række politiske mord fra de seneste år er ustraffett og muligheden for at slippe godt fra hvad som helst stiger jo tættere ens forbindelse til magapparatet og ikke mindst hæren er. En retssag mod De røde Khmerer ledere vil derfor i sig selv ikke bare være et spørgsmal om retfærdighed, men også være et vigtigt skridt på vejen til at gøre op med denne praksis. En vigtig forudsætning for dette er imidlertid, at retssagen ikke kan mistænkes for at være manipuleret af indenlandske eller udenlandske magter. Derfor vil retssystemet i Cambodia være ubrugeligt til et retsopgør med Khmer Rouge. Det er almindelig begrygtet for korruption og partiskhed. Men det er heller ikke ligegyldigt hvilken form for internationalt retssag der (måske) kommer. Tages en beslutning om et internationalt tribunal f.eks. af FN's sikkerhedsråd, hvor to af Cambodias onde ånder, Kina og USA har veto-ret, vil det kunne ses som et nyt stormagtsspil om Cambodia, Et spil hvor stormagternes behov for retfærdiggørelse vejer tungere end cambodianernes behov for retførdighed. En bedre - omend ikke ideel - ide er at derfor forslaget fra Thomas Hammeberg (FN's speciel udsendte for menneskerettigheder i Cambodia) om, at lade FN's generalforsamling tage beslutningen. Selv om man af nød kan være tvunget til at lade beslutningen tages internationalt er det samtidig centralt ,at så mange cambodianere som muligt, f.eks. fra Cambodias uafhængige menneskerettghedsgrupper, inddrages i arbejdet med retssagen.

På anklagebænken bør der på den anden side inddrages andre end khmerer. Den ekstreme udvikling landet gennemgik fra 75-79, kan kun forstås på baggrund af, at det i for vejen var blevet totalsmadret af 4 års terror-bombardementer fra USA. Udover ødelæggelserne og de cirka 500.000 cambodianske dødsofre var terrorbombardementerne samtidig en medvirkende årsag til, at Pol Pot-gruppen kunne overtage kontrollen over den i udgangspunktet relativt brede modstandsbevægelse, der opstod i 1970. Retfærdigheden vil derfor først ske fyldest, hvis ikke bare De røde Khmerer ledere men også de ansvarlige for USA's indokina-politik i perioden, først og fremmest daværende sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger kommer for retten.

Ser man på de praktiske vanskeligheder, de skiftende meldinger fra regering og kongehus i Cambodia, de mudrede internationale interesser kan man godt have sine tvivl om der nogensinde vil blive gennemført en reel retssag. Men der bør ikke herske tvivl om at kravet bør støttes, såvel i Cambodia som af den danske venstrefløj.