Et tanke-eksperiment: Spring nogle årtier tilbage i tiden. I stedet for at blive fængslet er det lykkedes Nelson Mandela at flygte fra Sydafrika og slippe til Europa.

Men ingen europæisk regering vil give ham asyl. I Italien bliver han fængslet med henvisning til et bombe-attentat på et sydafrikansk luftfartselskab et par år tidligere: et attentat, som ANC's væbnede gren hævdes at stå bag.

Italien løslader ham dog, hvorefter Nelson Mandela hænger i luftrummet over Europa, indtil han lander i Athen, hvor den græske regering fluks deporterer ham til ambassaden i Kenya. På mystisk vis kidnappes han her af sydafrikanske specialtropper, som fører ham tilbage til Sydafrika.

Kidnapningen fejres af lederskribenter i Danmark og resten af verden med ordene: "Nu kan retfærdigheden ske fyldest. Retsstaten Sydafrika kan retsforfølge og dømme Mandela - om nødvendigt med dødsstraf."

Skift efter behag Mandela/Sydafrika ud med Arafat/Israel eller en UCK-leder/Serbien.

Kodeordet for at acceptere den tyrkiske regerings kidnapning af Abdullah Öcalan, risikoen for tortur og risikoen for dødsstraf er ordet "terrorist". Fordi han har fået dette stempel - som også Mandela og Arafat i perioder fik - har Öcalan ingen ret til politisk asyl, mens den tyrkiske regering har fuld ret til at gennemføre kidnapnings-aktioner på kenyansk territorium - og oven i købet få ros for det.

Öcalan står eller har stået i spidsen for PKK's væbnede kamp mod den tyrkiske stat. Det er en kamp mod en så total national undertrykkelse, at alene fremvisning af et kurdisk flag giver mange års fængselsstraf, lige som det er forbudt at undervise på kurdisk.

Det er en kamp, hvor PKK har opnået en omfattende støtte i den kurdiske befolkning, ikke mindst fordi kurderne ikke har kunne skimte bare sprækker af muligheder for en mere fredelig, demokratisk og politisk kamp for nationale rettigheder.

Öcalans seneste forbrydelse har været at erklære ensidig våbenhvile og opfordre til forhandlinger.

Vi må spørge: Hvem kan tiltage sig retten til at dømme Abdullah Öcalan?

En tyrkisk stat, som rutinemæssigt torterer, og som forbyder politiske partier, så snart de har samlet opbakning omkring et program for nationale og demokratiske rettigheder til kurderne. En tyrkisk stat, som er ansvarlig for hovedparten af de dræbte i krigen mod kurderne.

De europæiske regeringer, som accepterer Tyrkiet i NATO og holder bagdøren åben for tyrkisk deltagelse i det "gode" europæiske selskab. Med hvilken ret kunne de lade Arafat dømme ved israelske domstole, med hvilken ret kunne de lade Mandela dømme ved apartheid-styrets domstole?

Det gjorde de heller ikke, men Abdullah Öcalan serverede de på et sølvfad for de tyrkiske tortur-bødler ved at nægte ham asyl.

I det lys kan forargelsen over kurdiske aktioner i Europa kun opfattes som hykleri, hvad man end mener om den type aktioner, kurderne gennemfører.

Dermed er ikke sagt, at der ikke hænger alvorlige anklager over hovedet på Öcalan. På den mest brutale vis har han styret PKK efter klassisk stalinistisk mønster - med religiøs helte- og fører-dyrkelse og ved at slå ned mod enhver form for opposition inden for den kurdiske bevægelse.

Strategien med bombe-aktioner på civile mål i Tyrkiet uden for Kurdistan kan også kritiseres. Den har ikke bidraget til at opbygge den nødvendige og mulige alliance med den tyrkiske arbejderklasse, som også bærer byrden af et udemokratisk, kapitalistisk regime.

Lige så lidt har den ganske vist kortvarige bombe-kampagne i Tyskland bidraget til at opbygge en bevægelse i Europa, som kunne lægge pres på den tyrkiske regering.

Abdullah Öcalan er langt fra den leder, som det kurdiske folk behøver for at tilkæmpe sig retten til national selvbestemmelse, hvad enten det er i form af kulturelle rettigheder, selvstyre eller løsrivelse.

Men den dom kan kun det kurdiske folk selv fælde, ikke tyrkiske, tyske eller andre domstole uden for Kurdistan. Med afslagene på asyl og med kidnapningen har de europæiske regeringer og Tyrkiet sikret Öcalan en martyr-status, som ikke kan undgå at udskyde det tidspunkt, hvor det kurdiske folk frit kan diskutere og vælge, hvilke ledere og hvilken strategi de vil benytte i kampen mod national undertrykkelse.

For at forsvare Öcalans demokratiske rettigheder, for at forsvare elementære menneskerettigheder og for at støtte kampen for kurdernes selvbestemmelsesret, må der lægges et maximalt pres fra omverdenen på det tyrkiske regime for at sikre en så åben og så lidt uretfærdig en retssag som muligt - i sidste ende for at sikre en frigivelse.

Niels Helveg Petersen sætter ikke frivilligt handels-interesser og NATO's militærstrategiske interesser til side. Det vil kræve en stærk solidaritetsbevægelse.

SAP's forretningsudvalg 19. februar 1999.