Rusland: Det værste fra to verdener

Søndag d. 7. december var der valg til det russiske parlament, Dumaen. Valgdeltagelsen var mellem 52% og 56%, afhængigt af kilderne.

Den siddende præsident, Vladimir Putin, blev den store sejrherre med lidt over 30% af stemmerne til hans parti, og ca. 2/3 af stemmerne til hans støttepartier. Putin har nu næsten absolut flertal, og alle de væsentligste oppositionspartier er røget ud eller blevet kraftigt reducerede.

Valgkampen har været præget af de statslige mediers massive støtte til præsidenten og hans støttepartier, og regulær tilsvining af oppositionen, hovedsageligt Kommunisterne. Kreml har sågar støttet oprettelsen af en populistisk og nationalistisk venstrekoalition, Fædrelandsgruppen, og fremhævet den i de statslige medier, for at vinde stemmer fra Kommunisternes traditionelle vælgergrupper.

Manøvren var så effektiv, at Fædrelandsgruppen var ved at vokse Putin af hænderne som et andet Frankensteins monster. Fædrelandsgruppen havde paroler som, ’Stem på de ægte Kommunister!”, og angreb mod oligarkerne og en fast linie overfor Vesten som omdrejningspunkt, og da det så ud til at vække stor genklang i befolkningen, blev den statslige valgkampagne for partiet indstillet en uge før valget.

Udover den skamløse brug af statens magt og offentlige penge til støtte af bestemte gruppers valgkampagne, er der også blevet fremsat anklager om stemmefusk, både i forhold til det totale stemmetal og de enkelte partiers stemmetal.

Kommunisterne har haft egne valgobservatører over hele landet, og de siger, at Den Centrale Valgkommission har taget stemmer fra de liberale midterpartier, så de ikke kom over spærregrænsen, og givet dem til Putins parti, Forenet Rusland.

Derudover har den reelle valgdeltagelse været ca. 3% lavere end de officielle tal, og Valgkommissionen har så lagt falske stemmer oven i Forenet Ruslands stemmetal. Ifølge Kommunisternes valganalyse er deres egne stemmetal på ca. 12,73% og dermed i overensstemmelse med de officielle tal, hvilket øger troværdigheden.

Valgkampen skal ses som led i en længerevarende proces, hvor Putin har konsolideret sin magt ved at lade sikkerhedstjenesten komme langt ind i Kreml, og hvor nepotisme, korruption og stor regeringsindflydelse på politi og domstole gør det direkte farligt at være i opposition til Putin. Valgkampen og -resultatet cementerer, at Rusland i dag har et autoritært og bureaukratisk regime, hvor der er langt til demokrati i vestlig forstand – for slet ikke at nævne et socialistisk demokrati.

Befolkningens lave valgdeltagelse vidner om dyb mistillid til systemet.

Det er bemærkelsesværdigt, at den demokratibevægelse, der væltede Sovjetregimet, havde sin vugge i Skt. Petersborg, hvor valgdeltagelsen i denne omgang var på ca. 16%!

Mistilliden er velbegrundet, i den forstand at den politiske elite er gennemkorrupt, hvilket også gælder for Kommunistpartiet, på den anden side er det jo åbenlyst ikke en løsning på problemerne, at lade være med at stemme eller at stemme på en stærk mand.

Hvis man kigger på valgtemaerne, bliver det klart, at der ikke kun gives opbakning til autoritær og nationalistisk politik, men i høj grad også fattigdomsbekæmpelse, sænkning af arbejdsløsheden og opgøret med oligarkerne. Således har både Kommunisterne, Fædrelandsgruppen og den højreekstreme Sjirinovskij slået på disse temaer, bl.a. fordi nationalisme ikke kan samle alle proteststemmerne alene.

Og de sociale problemer i Rusland er enorme: De officielle russiske kilder siger, at 30 millioner lever under fattigdomsgrænsen, mens opfattelsen blandt uafhængige russiske kilder siger, at det reelle tal nærmere er 50 millioner under grænsen ud af en befolkning på 144,5 millioner. CIA’s factbook 2003 siger, at ca. 25% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, et tal der ligger lidt over det officielle russiske.

En grov skitse af udviklingen fra systemskiftet i 1991 viser, at chok-kapitalismen har spillet fallit: Rusland blev bombarderet med hold efter hold af nyuddannede Harvard-økonomer, der skulle hjælpe med at transformere den gamle fjende ved hjælp af nyliberale reformer.

Resultatet kan man se nu, hvor en lille gruppe mennesker, oligarkerne, sidder på enorme ressourcer, bl.a. på Ruslands rige forekomster af olie og gas, mens op imod en tredjedel af befolkningen lever i den dybeste armod. Samtidig har det politiske system ikke meget at lade det gamle sovjetregime høre i.f.t. demokrati.

Man skal være liberal dogmatiker for at sige, at udviklingen i Rusland i det store og hele er gået mod det bedre. Man skal være mere end almindeligt blåøjet for at påstå, at det er et fremskridt i sig selv, at Rusland netop har afholdt det fjerde ’demokratiske’ valg.

Det betyder ikke, at der grund til at drømme sig tilbage til det stalinistiske regime, hvor alle i det mindste havde et arbejde.

Men det gør, at f.eks. USA's kritik af det russiske valg klinger hult, når der i samme åndedrag nævnes, at vejen frem er flere markedsøkonomiske reformer: Rusland forener i dag det værste af to verdener, kapitalistisk barbari og bureaukraternes diktatur, forenet i den stærke mand.

Svaret er ikke mere marked, men derimod social retfærdighed som den afgørende forudsætning for et reelt demokrati!

SAP´s forretningsudvalg den 12. december 2003