| Privat profit eller samfundsovertagelse |
Inden jul skal folketinget sige ja eller nej til den aftale, som regeringen har indgået med AP Møller om udvinding af Nordsø-olien efter 2012.
Der er tale om en aftale, som reelt forærer Nodsøolien til DUC de følgende 30 år – altså frem til 2042. (DUC består af Shell, der ejer 46 %, Chevron-Texaco med 15 % og AP Møller med 39 %)
Den eneret til at hente olie op af den danske undergrund i Nordsøen, som DUC fik tilbage i 60´erne, har allerede været en gigantisk profitkilde – og en tilsvarende dårlig forretning for samfundet. Værdien af den årlige olieproduktion er steget år for år, og var i 2002 oppe på 32 milliarder kr, og statens andel af overskuddet har ikke stået mål med forudsætningerne for aftalen. DUC har simpelthen mulighed for at tilpasse udvinding og regnskaber på en måde, som minimere beskatningen. I 2002 betød det, at staten gik glip af 8,8 mia. kr.
Når regeringen nu påstår, at den nye aftale vil give staten 2 mia. kr. mere om året er der al mulig grund til skepsis. De 2 mia. kr. er i sig selv alt for lidt, men om det overhovedet bliver en realitet kan ingen garantere.
Samtidigt skal det med, at DUC selv bestemmer i hvilket tempo, man vil hive olien op. Det betyder dels, at udvindingstempoet kan tilpasses prisen på verdensmarkedet og dels, at vi kan komme i den situation, at oliebeholdningen i Nordsøen er udtømt, når aftalen udløber i 2042.
Privatiseringen af olieudvindingen er på to måder
skandaløst. For det første økonomisk, hvor samfundet mister milliarder af kroner
hvert år – penge der kunne bruges til arbejdspladser og social velfærd. For det
andet, fordi det spolerer muligheden for en samfundsmæssig planlægning af
energiproduktion og forbrug, og dermed forsyningssikkerheden på lidt længere
sigt.
Regeringens aftale med AP Møller skal bekæmpes med alle midler. Nordsøolien er
samfundets, derfor er det eneste rigtige politiske svar på aftalen en
samfundsovertagelse, så oliemilliarderne kan komme befolkningen til gode, i
stedet for som nu AP Møller, de multinationale olieselskaber og deres ejere.
Det handler også om at styrke den folkelige debat og modstand mod aftalen. I den forbindelse er det et vigtigt skridt på vejen, at en række faglige organisationer og enkeltpersoner har igangsat en underskriftsindsamling mod aftalen. Så mange som muligt skal skrive under, inden den 17. december.
Derfor: Gå ind på www.nordsoeolien.dk, skriv under og brug underskriftslisten til at få andre til at skrive under.
Det handler om at lægge størst muligt folkeligt pres på såvel regeringen og Dansk Folkeparti, som på de partier der svinger fra den ene til den anden side – nemlig socialdemokraterne og de Radikale. Hvis ikke aftalen kan komme af bordet, så skal de to partier i hvert fald holde sig væk fra at godkende aftalen.
SAP´s forretningsudvalg den 5. december 2003