Bekæmp højrefløjens finanslov - regeringen på tilbagetog

Det er et betydeligt politisk nederlag for regeringen, at den må trække sine besparelser på dagpengene tilbage. Det kan al den falske retorik om de højtlønnede og om ”ligestilling” ikke skjule.

I bund og grund var det et meget skadeligt forslag, som det var vigtigt at få forhindret. Betydningsfulde dele af arbejderklassen, især i byggeindustrien, ville komme til at betale.

Desuden var det en overset del af forslaget, at forlængelsen af beregningsperioden fra 3 til 12 måneder primært ville ramme lavtlønnedes muligheder for at få max. dagpenge under arbejdsløshed.

Men først og fremmest var det et vigtigt skridt i regeringens gradvise undergravning af dagpengesystemet og dens skridtvise liberalistiske angreb på A-kasserne og dermed fagbevægelsen. Var forslaget gået igennem, havde mange højtlønnede medlemmer meldt sig ud, og dermed var det blevet dyrere for de dårligere lønnede medlemmer at stå i A-kasse.

Dansk Folkeparti har igen optrådt med rendyrket hykleri.

Efter forslaget var taget af bordet bedyrede Pia Kjærsgaard, at DF hele tiden havde været imod besparelser på dagpengene. Men det havde altså ikke afholdt partiet på at skrive under på aftalen med regeringen om dagpengebesparelser.

I sidste ende droppede regeringen forslaget, fordi det blev dokumenteret, at Anders Fogh Rasmussen i TV under en partilederrunde op til sidste valg lovede, at Venstre ”ikke ville forringe dagpengesystemet”.

Dette løfte var ikke en smutter. Uden dette og andre lignende løfter – f.eks. omkring huslejerne – havde V og K ikke kunnet vinde valget. Dermed bliver sagen ikke bare et spørgsmål om troværdighed, men endnu en bekræftelse på, at Venstre og Konservative ikke har folkelig opbakning til den superliberalistiske politik, de allerhelst ville gennemføre.

Det betyder naturligvis ikke, at regeringen er fuldstændig handlingslammet.

Sammen med Dansk Folkeparti får de med dette finanslovsforlig stadig taget et par skridt fremad i den mærkværdige gangart, der kombinerer liberalistisk undergravning af solidaritet og velfærd med gammelkonservativ disciplin, forbud og straf.

Arbejderungdommens mulighed for at få en uddannelse begrænses med angrebet på skolepraktikken. De dårligst stilledes boligforhold fastlåses med nedskæringen på byfornyelsen. Den demokratiske debat og fagbevægelsen undergraves med fjernelse af portostøtten til fagblade mm. Miljøet forringes og de, der ikke har bil, pålægges ekstraudgifter med fjernelsen af tilskuddet til billetpriserne på kollektiv trafik. Konfliktråd mellem forbryder og offer, der har vist sig effektivt og hensynsfuldt over for ofrene, erstattes af flere fængselsceller. Endeligt er det lykkedes for Dansk Folkeparti at få målrettet forskningsstøtte til især projekter, som deres politiske venner står for.

Alt i alt er der stadig mange grunde til at protestere og til at demonstrere og strejke mod denne finanslov og partierne bag den. Men foreløbig har kun de unge på erhvervsskolerne taget handsken op.

Nu arbejdes der blandt de uddannelsessøgende, i fagbevægelsen, i lejerorganisationerne m.fl. for en samlet protest i december, og det initiativ skal bakkes op af så mange som muligt.

Udviklingen omkring finansloven kan på lidt længere sigt styrke mobiliseringen mod regeringen. Selv om regeringen fra starten har bundet sig tæt til Dansk Folkeparti, har de ved de to foregående finanslove forsøgt at inddrage Socialdemokratiet og andre oppositionspartier i delforlig på enkelt områder. Det er – bortset fra de Radikales deltagelse i angrebet på skolepraktikken - ikke sket i år.

Opdelingen mellem VK og O på den ene side og oppositionen er næsten hundrede procent. Og resten af året vil al politikudmøntning, der på nogen måde er knyttet til poster på finansloven, blive afklaret i lukkede rum mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Om det er regeringspartierne eller Socialdemokratiet, som har hovedansvaret for denne midlertidige opsigelse af samarbejdet, er et åbent spørgsmål.

Men under alle omstændigheder styrker det mulighederne for at inddrage menige socialdemokrater og socialdemokratiske dominerede fagforeninger i en aktiv kamp mod regeringen, og det øger det mulighederne for presse Socialdemokratiet til også fremover at holde sig ude af forlig med regeringen. Sådan en isolering af regeringen vil i sig selv svække den, og nok så vigtigt vil det gøre det noget mere besværligt og farligt for Socialdemokratiet blot at føre den borgerlige politik videre efter et valg.

Ethvert politisk krav og enhver politisk mobilisering må derfor i den kommende tid have tre perspektiver: 1) at presse regeringen til at droppe konkrete forslag, 2) at vælte regeringen og 3) at kræve af Socialdemokratiet, at de lover at omstøde regeringens beslutninger og gennemføre konkrete forbedringer efter et valg, der giver et andet folketingsflertal.

Socialistisk Arbejderpartis forretningsudvalg, den 14. november 2003