2. Elementer af miljøkrisen

De miljøproblemer, der stammer fra menneskets indgreb i naturen, har nået et stade, hvor selve menneskehedens eksistens er truet. For at gøre det muligt for et lille mindretal at udbygge sine økonomiske interesser, så udvikles der nye produkter i det stadigt øget tempo uden at der er nogen forudgående vurdering af produktionens miljømæssige konsekvenser.

Dette mindretals interesser kræver også fortsat udnyttelse af produktionsteknikker man godt ved at er skadelige. Dette foregår samtidig med at den teknologiske udvikling giver øgede muligheder for at gribe ind i naturen og dermed også forstyrre den og ødelægge.

Den industrielle revolution, som knytter sig til kapitalismens vækst i det 18. århundrede, mange doblede mængden af affaldsstoffer spredt atmosfæren, og det førte til forringet helbred for arbejdere og byboere. Alt i alt er menneskeskabte miljømæssige chok skyllet ind over os hurtigt og voldsomt.

Og alligevel er de miljøkriser vi kender i dag ikke bare et jævnt forværret udslag af den industrielle udvikling siden det 18. århundrede. De er kommet i spring som resultat af den store udvidelse i benzinforbruget og bilens store udbredelse, af den kemiske industri og dens udnyttelse til al produktion især i landbruget via kunstgødning og insektgifte.

Siden 70’erne er krisen vokset sig dramatisk større under den bureaukratiske planøkonomis krise og sidst men ikke mindst og meget dramatisk i kølvandet af kombinationen af den økonomisk krise og den piratlignende industrialisering i den tredje verden.

2.1 Klimaændringer

Menneskelig aktivitet udgør hovedårsagen til den nuværende globale opvarmning. Den kommer af afhængigheden af fossilt brændstof (energiproduktion, transport), af brugen af brænde til husholdning i den tredje verden og den medfølgende skovrydning, samt af landbruget. Disse aktiviteter resulterer i udledning af cirka 7 milliarder tons drivhusgasser (CO2, CH4, N2O og CFC) i atmosfæren om året. Halvdelen af disse gasser når ikke at blive nedbrudt i havet eller skovene. Det har rykket på den balance i drivhuseffekten, som sikrer opretholdelsen af alt liv på jordens overflade, og det har ledt til alvorlige forstyrrelser i planetens indviklede klimasystem. Global opvarmning udgør kun én side af denne sag. Udregninger i 1989 viste, at 80'erne havde været det varmeste årti siden temperatur-registreringer startede. På trods heraf er der stadig borgerlige kræfter, der benægter klimaændringernes store betydning og nødvendigheden af snarlig handling for at modvirke forøgelsen af drivhusgasser og begrænse den allerede ubodelige skade. Mange steder på jorden er konsekvensen katastrofal for den økonomiske udvikling for store menneskemængder. Forstyrrelser i nedbørsmønstret giver anledning til stor bekymring idet balancen mellem regn og fordampning ændres, og det vil øge antallet og ødelæggelseskraften af tropiske cykloner. Vandstanden i havene vil sandsynligvis stige. Og det vil få indflydelse på mange ø- og strandområder.

Hvis man fremskriver denne udvikling og når klimaforstyrrelserne også falder sammen med en fortsat udtynding af ozonlaget i stratosfæren, så kan man forudsige en forøget ultraviolet stråling fra solen og en medfølgende forøgelse af kræftrisikoen. Ødelæggelse af ozonlaget udløses af organiske halogenforbindelser (CFC-gasser) der især bruges i køleskabe og sprayflasker. Selv om brugen af disse stoffer er forbudt i stort set hele verden, så sker der stadig ødelæggelse fra den mængde CFC der allerede er udledt i atmosfæren. Man forventer, at dens effekt vil kunne mærkes indtil år 2060.

De globale ændringer i mekanismerne der regulerer samspillet mellem atmosfære, oceaner og biosfære, et samspil af den største vigtighed for planetens miljø, vil ramme os gennem hele det 21. århundrede. Tidsrammen varierer, men den er klart mere langvarig end den tid det tager for menneskelige aktiviteter at skabe dem. Denne kendsgerning understreger vigtigheden af at integrere miljøhensyn i samfundets overordnede organisering.

Industri, transport og affald fra mere eller mindre varige forbrugsgoder spreder mange forskellige giftstoffer ud i luften. Den utøjlede og tilsyneladende ukontrollerede vækst i motortrafikken udgør den største kilde til svovldioxid- og kulilteudledning, noget der langt overgår udledningen fra husholdning eller industriel opvarmning. Formaldehyd, kviksølv og asbest er eksempler på industrielle forureningskilder. Disse findes også i store mængder i almindelige forbrugsgoder som bygningsmaterialer (formaldehyd og asbest) og batterier (kviksølv).

Luften over byerne kan indeholde 1,000 gange mængderne af disse giftstoffer i luften ude på landet. Luftforurening er blevet et alvorligt problem i mange storbyer, både i de rige lande og specielt i de vildtvoksende byer uden byplanlægning i de fattige lande. I byområder har forureningen ledt til en alarmerende vækst i udbredelsen af luftvejssygdomme: astma, bronkitis og lungekræft. Europæiske studier har vist, at forureningen i Vest Europas storbyområder bærer skylden for flere tusinde dødsfald om året.

Asbest medfører mange dødelige former for kræft for værfts- og bygningsarbejdere. Fordi det tager disse kræftformer lang tid at bryde ud, så vokser antallet af dødsfald med stormskridt, hvilket understreger problemets alvor. Der forudses mere end 100,000 asbestrelaterede dødsfald i Frankrig alene i de første 25 år af det 21. århundrede. Protester mod asbestfaren har ført til en kraftig reduktion i brugen af stoffet i de rige industrialiserede lande og til en søgning efter erstatning for materialet. Desværre stiger brugen af asbest stadig i den tredje verden.

Svovldioxid og kulilte forvolder syreregn, hvilket giver stor skade på skovene på den tempererede del af den nordlige halvkugle.

Affald fra både husholdninger, landbrug og industri ledes ud i verdens vandløb og omdanner dem til gigantiske kloakker. Floder og søer rammes hårdest men forureningen når i stadig højere grad ud i havet fra floder og kystbyer. Vandudledningen fører i første omgang til ophobning af tungmetaller som kviksølv, kadmium osv. og af svært giftige organiske forbindelser. Denne ophobning sker i havbund, flodbund og søbund. Men først og fremmest medfører væksten i brug af kunstgødning og den medfølgende ophobning af nitrater og fosfater til en ukontrolleret vækst af alger og vandplanter. Ved forrådnelse opbruges ilten i vandet og livet i vandet uddør.

Verdenshavenes tilstand forværres hastigt. Væksten i den verdensomspændende handels-søfart bærer skylden, ikke mindst på grund af mange af skibenes skandaløse mangel på vedligehold og den deraf følgende udsivning af olie og giftstoffer. Den multinationale olieindustris systematiske nedskæring af omkostninger bærer det direkte ansvar for katastrofer som Exxon Valdez, Erika og Prestige. 70 tankskib sank på havene i 1996. Oven i den synlige forurening, de sorte oliepøler, skal vi lægge den astronomiske mængde af olie, der siver fra undervandsboringer og fra afgasning af skibe. Havet bruges desuden som skraldespand for giftigt, kemisk og radioaktivt affald.

Vandforurening står i sammenhæng med jordforurening, som både er årsag til og resultat af visse former for vand- og luftforurening. Denne er resultatet af et landbrug drevet frem af markedsmekanismerne: intensivt landbrug (overforbrug af gødning og pesticider), monokultur, afgrøder der drives frem på trods af det lokale økosystem eller klima osv. Våbenindustrien bidrager også til denne nedbrydning, med sine radioaktive raketter, sine sænkede atom-ubåde og dens landminer som gør jorden ubrugelig. Dette medfører en verdensomspændende jordbundsforringelser, en giftig blanding af forurening, arters udslettelse, ørkendannelser, massiv erosion og alt forbundet med økonomiske og sociale årsager til sult der rammer 800 millioner mennesker i den tredje verden.

Et meget dramatiske udtryk for miljøkrisen er ødelæggelsen af verdens skove fordi konsekvenserne er så vidtrækkende. På 50 år er en tredjedel af verdens skovområder forsvundet, og værst er det gået ud over de tropiske lande. Skovarealernes størrelse i de industrialiserede lande er relativt stabil, men her dør skovene langsomt på grund af luft-, olie og jordforurening. Men i den "tredje verden" er det derimod skovfældning der er roden til den miljømæssige krise. Skovfældning er resultatet af en ond cirkel af fattigdom og øget dyrkning af jorden. En anden årsag til krisen er den udbredte fældning af tropisk regnskov uden hensyntagning til bæredygtig udvikling. Dette ødelægger bio-diversiteten – regnskoven er hjemsted for mere end 50% af verdens plante- og dyrearter – og det forringer vilkårene for de mennesker, der bor i skovene. Alt for at skaffe billigere tømmer til Vestens bygge- og møbelmarkeder.

Siden 1997 er antallet af skovbrande desuden forøget i Amazon-landet, Mellemamerika, Rusland og Sydøst Asien. I Indonesien har gigantiske skovbrande på 3 år ødelagt 10 millioner hektarer. Det har afgørende forringet 70 millioner menneskers tilværelse og kostet over 4,5 milliarder dollars. For hele planeten forværrer afskovningen drivhuseffekten.

Titusinder arter trues af de utallige angreb på økosystemet. En fjerdedel af verdens arter er truet af udryddelse inden for de næste 25 år. Nogle steder kan disse angreb føre til ændringer i miljøbalancen og til uforudsigelige ændringer i menneskers livsvilkår.

Bio-diversiteten skal ikke forsvares af sentimentale eller moralske årsager men for menneskeracens skyld. Så længe der ikke er styr på konsekvenserne af de uoprettelige ændringer man forårsager på miljøet, så må man, for ikke at forstyrre naturens økologiske balance, passe på hvilke aktiviteter man sætter i gang.

Kapitalismen er ligeglad med forurening. Dens eneste formål er at udnytte ressourcerne til at opnå profit på kort sigt, selv om det truer regnskovens eksistens, mangfoldigheden af planter og dyr eller livet i havet.

Kapitalismen tager også ukritisk ny teknologi som genmodificerede organismer (GMO) i brug selv om deres spredning ud i miljøet er uigenkaldelig og muligvis farlig.

Så hvis man ønsker at bevare den økologiske balance, så fører det til en kamp mod kapitalens grundlag.

I stedet for at blive i laboratorierne er GMO’erne blevet den bioteknologisk baserede kapitalismes nøgle til nye markeder. Kapitalismen forsøger at kontrollere en af livets inderste hemmeligheder på en måde den ikke har kunnet før: reproduktion og genetisk kontrol af planter og dyrearter.

Den kapitalistiske produktions katastrofale konsekvens for miljøet viser sig også i omfattende ulykker eller i risikoen for sådanne ulykker i bl.a. den kemiske industri og atomkraftværker. Et af de mest tragiske eksempler er Bhopal-ulykken, der ledte til 15.000 døde og store lidelser for de utallige ofre for udslip af methyl isocyanid. Der dør stadig hundreder heraf hvert år.

Tjernobyl er et andet eksempel. Kernekraftens beskaffenhed, dens mulige ødelæggende effekt og især affaldets langvarigt skadelige effekt gør den til et specielt alarmerende eksempel på de ødelæggende valg der bliver truffet for at udvikle produktionskræfterne under kapitalismen.

Radioaktivitet skaber ikke kun risiko for alvorlige ulykker. 40 år med atomindustrien har ikke bragt nogen løsning på spørgsmålet om opbevaring af det radioaktive atomaffald. Nu hvor atomindustriens udbredelse er gået i stå og den trues af tilbagegang, så reklamerer den med sin miljørenhed for at fremme nye atomkraft-programmer. Det påstås at atomkraften reducerer CO2 udledningen. Man nævner ikke faren for radioaktiv forurening (ved autoriseret dumpning eller ved ulykker) og man nævner ikke, at det trods alt er i trafikken at det største udslip af CO2 foregår. Et så relativt ufleksibelt energisystem, der er baseret på meget store produktionsenheder og bygning af hundredevis af nye kraftværker, vil desuden lægge fuldt beslag på alle energiinvesteringer på bekostning af andre energiforanstaltninger (energibesparelser, vedvarende energikilder). Og overproduktion og læk i fordelingsnettet vil anspore til energispild. Det vil alt i alt indebære en udviklingsmodel, der er skadelig på lang sigt.

Til denne faste risiko må vi tilføje risikoen for imperialistisk aggression, hvor de brugte våbens vil have ekstremt alvorlige miljømæssige følger på grund af deres ødelæggende kraft og potentielt langvarige forurening. Det så man i krigene i Vietnam, Golfen og Serbien/Kosovo.

Miljøkrisen skaber ikke bare nye ulykker, der overskygger de traditionelle økonomiske, sociale og politiske problemer. Nej, alle disse problemer hænger sammen og forværrer hinanden.

Miljøkrisen har nået en udbredelse og et dramatisk omfang, som ikke bare har ledt til lokale og afgrænsede katastrofer men også til faren for global opvarmning og en mindre bio-diversitet. Nogle af disse har forvoldt uoprettelige skader mens andre vil kunne udbedres på kort eller lang sigt, måske over 2-300 år (som er alderen for mange træer). Og det hele afhænger af de menneskelige samfunds vilje til at tage bevidst fat om problemet.

3. Strukturelle årsager til miljøkrisen

Selv om den ikke kan undslippe naturens love, så kommer den kapitalistiske produktionsmåde på fundamentale områder i uoverensstemmelse med naturen og naturens udviklingsprocesser. For kapitalen betyder kvantitet alt – forholdet mellem arbejdstid og penge afgøres inden for værdilovens rammer – der tænkes ikke i kvalitet eller globale hensyn.

Den kapitalistiske produktionsmåde er defineret af at skulle opnå maksimal profit af den investerede kapital på så kort tid som muligt. Derfor påtvinges naturens processer ind i en unaturlig rytme og ramme. Under udnyttelse af naturens ressourcer tages der ikke hensyn til at det tager tid for dem at omdannes eller fornyes. Vareproduktionens udbredelse respekterer ikke andre og ældre måder for social organisering. For at give plads til en smidig produktionsproces må energiproduktion og energiforsyning finde sted uden hensyn til omgivelserne, naturens fauna eller flora. Miljøødelæggelserne sker ikke pga. kapitalisternes manglende viden men på grund af selve systemets logik. Derfor står kapitalismens logik i vejen for socialdemokraternes håb om "kvalitativ vækst". Kvalitativ vækst og værdiloven udelukker gensidigt hinanden.

Kapitalens logik synes fornuftig for den enkelte kapitalists beslutninger. Men konkurrencen mellem kapitaler gør hele systemet irrationelt. Fornuften i at forbedre produktionen eller spare på råmaterialer når ikke ind over fabrikkens dørtærskel. Miljøet betaler prisen hver gang. Ingen føler sig ansvarlig – for eksempelvis forurening af vand, luft eller muldjorden.

Konkurrence leder til periodisk kriser af overproduktion. Kriser der afslører at store mængder energi og råstoffer er blevet brugt til at producere varer, der alligevel ikke kan sælges. Desuden opmuntrer markedsøkonomien til produktion af unyttige varer set ud fra et brugsværdi synspunkt (reklamer, narkotika, våben osv.) men som ud fra bytteværdien giver stor profit. Konkurrencen og kapløbet om profitter og super-profitter er sluttelig også årsag til aktiviteter, som selv kapitalistisk lovgivning kalder kriminel: manglende respekt for miljøregulativer, brug af giftstoffer, utilstrækkelig kvalitetsaftestning, falske indholdsbeskrivelser, uautoriseret affaldsdumpning osv.

Miljøbevægelsen har gjort begrebet "produktionisme" populært og bruger det nogle gange, på en forvirrende måde, som et aspekt af det kapitalistiske systems irrationelle handlemåde. Fra at være en kilde til sociale fremskridt har udviklingen i produktiviteten medført en skærpelse af arbejdskraftens udbytning, produktion af varer og ydelser uafhængigt af hensyn til de sociale og økologiske behov og en kronisk krise af overproduktion. På det blinde marked foregår produktionen som om den i sig selv var endemålet.

3.1 Miljøkrisen i de imperialistiske storbyer

Den mest udviklede økonomisk udbytning finder sted i de udviklede kapitalistiske lande. Her har de førhistoriske samfunds biologiske, sociale og historiske organisering for længst indrettet sig efter, at alt måles efter en økonomisk målestok. I dag styrer vareproduktionen alle områder af det sociale liv mens socialt styrede produktionsformer bliver sjældnere. Besiddelser centraliseres også på stadig færre hænder – en proces der dog begrænses af konkurrencen blandt ejerne af produktionsmidlerne.

Dette betyder, at alle de imperialistiske lande står med de samme store miljøproblemer. Endnu et bevis på, at miljøproblemerne ikke stammer fra "sammenbrud" eller "systemfejl" men snarere er resultatet af kapitalismens logik på verdensplan.

Privatiseringen af den offentlige sektor, storbyernes hæmningsløse vækst og asfaltering leder til en forfærdelig forringelse af miljøet i byerne. Her nedlægges grønne områder og skove fældes, bare for at give plads til gader og motorveje. Den næsten totale udnyttelse af enhver kvadratcentimeter jord til industrizoner, indkøbscentre, sovebyer, forlystelsesparker og administrationsbygninger har øget transporttiden mellem hjem og arbejde og trafikken i det hele taget, mens de grundlæggende menneskelige behov er uændrede. Trafikpolitik baseret på privatbilisme og benzin har resulteret i kroniske trafikpropper der jævnligt lammer verdens storbyer og hylder dem i kultveilte.

De centraliserede ejendomsforhold har især på energiområdet stillet krav om opbygning af enorme olie- og kulfyrede eller atomdrevne kraftværker. En udbygning der er skadelig for indåndingsluften og yderst irrationel når man i stedet skulle satse på øgede energibesparelser.

Profitmotivet og idiotien i markedsmekanismerne viser sig afgørende i forhold til affaldsproblemerne. Det kan bedre og bedre betale sig for virksomhederne at smide væk, skylle ud eller brænde det affald, der ikke kan bruges i produktionen. Derfor er affaldsbjerge og giftdepoter nærmest blevet et vartegn for det kapitalistiske samfunds overflod. Oveni kan lægges det enorme problem med at bortskaffe militærets atomaffald eller den krigsskabte miljøødelæggelse som især imperialismens militæreventyr forårsager.

Og konsekvensen af disse grundlæggende miljøproblemer er: Ødelæggelse af naturarealer og byernes evige vækst, trafikpropper i vejsystemet, luftforurening fra privatbilerne, gift fra kemo-industrien, radioaktiv stråling fra atomkraftværker og stadigt voksende affaldsbjerge. Kapitalismen kan ikke reparere på disse "uhensigtsmæssigheder". Så længe naturens ressourcer som vand, skov og jord står frit til dens rådighed, så vil kapitalismen udsuge dem uden hæmninger og lade dem ligge øde og forurenede tilbage. Ressourcerne betragtes – og ikke bare i økonomisk forstand – som eksterne faktorer. De kan kultiveres, dvs. de kan bruges i jagten på privat profit. At ressourcerne er begrænsede går med andre ord kun op for dem, der skal bruge dem. De, der sælger ressourcerne, har direkte interesse i at udnytte dem og modsætter sig ethvert forsøg på at beskytte dem.

Alle forsøg på kontrol af naturens ressourcer støder ind i kapitalisternes nuværende pres i retning af mindre regulering. De argumenter ganske uden grundlag med at værdiloven kan hjælpe til med at skelne mellem "god" (dvs. miljøvenlig) profit og "dårlig" profit. Derfor nøjes man i de imperialistiske lande med at lappe på de skete skader og det resultere i bedste fald i meget afgrænsede og delvise løsninger som tvungen rensning af vand eller luftfiltrering.

Kapitalistisk produktion præger også forbrugerne i samfundet. Menneskers private adfærd forværrer miljøkrisen og står i vejen for løsninger. Et markant eksempel på dette er hvad man kunne kalde et "bilens diktatur". Der findes et miljømæssigt set katastrofalt system af privatbilisme, som markedsføres af bilindustriens PR-folk, af borgerskabets ideologi om individualisme, af en bevidst nedskæring af offentlig transport men også af byplanlægningen af de store byer der tvinger arbejdere til pendle over store afstande. Men selv enkeltpersoners miljørigtige handlinger ændrer kun minimalt ved den kapitalistiske produktions fundamentalt miljøødelæggende natur.

3. 2 Miljøkrisen i de afhængige lande

En undersøgelse foretaget af FN’s miljøagentur, har entydigt konkluderet, at den tredje verdens miljøproblem er tæt knyttet til fattigdom. Dette er ganske rigtigt. Men man skal huske på, at fattigdom ikke er skæbnebestemt men stammer fra de imperialistiske landes førte politik og økonomiske foranstaltninger. Ved at fordreje kendsgerningerne en smule kan nogen påstå, at den nuværende miljøkrise i de imperialistiske lande stammer fra overflodssamfundet og ikke markedsøkonomien. Men for de afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika er sammenhængen mellem den økonomiske krise og miljøkrisen åbenbar. For millioner af mennesker er både miljøets og biosfærens ødelæggelse og den daglige kamp for overlevelse en del af deres hverdag. Mere end 800 millioner mennesker er underernærede. 40 millioner dør hvert år af sult eller sygdom pga. underernæring. Næsten 2 milliarder mennesker har ikke direkte adgang til rent drikkevand. 25 millioner dør hvert år af det. 1½ milliarder mennesker lider under akut mangel på brændsel – og har ingen alternative energikilder. I den del af verden er der alvorlig mangel på mad, vand og brændsel – de tre vigtigste elementer i et menneskes liv. FN vurderer, at ca. 500 millioner mennesker er "miljøflygtninge", der må flygte ud af deres region på grund af tørke, oversvømmelser, erosion, udbredelsen af eksport-orienteret landbrug osv. Miljøkrisen i disse dele af verden er ikke bare en tidsindstillet bombe eller et fremtidigt problem. Kendsgerningen er, at den udgør en overlevelseskrise her og nu.

Hovedårsagen til den dybe fattigdom og miljøkrisen er den kapitalistiske produktionsmåde. Imperialismens velkendte metode med at skabe afhængighed og det verdensmarked den dominerer udsætter de afhængige landes natur og miljø for en endnu mere direkte og brutal økonomisk udbytning end de imperialistiske lande er udsat for. For eksempel er de udviklede kapitalistiske landes eksport af industri- og atomaffald til den sydlige halvkugle ved at ændre landene dér til gigantiske lossepladser for giftigt og radioaktivt affald. Endnu et eksempel er de kapitalistiske virksomheders - især medicinal-industriens - pirateri af bio-materiale, hvor de tilraner sig og patentérer viden, der traditionelt tilhører det oprindelige folk.

Verdensmarkedets krav og de multinationales interesser står i skarp kontrast til de gennem historien udviklede sociale strukturer og levemåder. I alle disse lande cementerer imperialismen sit overherredømme ved stort set kun at opbygge infrastrukturen omkring de bycentre for økonomisk aktivitet der indordner sig verdensmarkedet. Med det formål udpeger man områder der skal udlægges til naturressourcer, byzoner, ferieområder, udplantning og græsningsarealer, nemlig for at understøtte en eksportorienteret produktion. Der stilles enorme krav til de indbyggere der skal leve med denne udvikling og indfødte med en anden levevis eller med en "gammeldags" social opbygning skubbes ud i landenes provinser og randområder. Denne udvikling har haft og har fortsat en endnu større effekt end i de kapitalistiske storbyer, idet disse landes udvikling styres af andre end dem selv.

Man kan også betragte de grufulde konsekvenser af loven om den "kombinerede og ujævne udvikling" af de afhængige lande ud fra en miljømæssig vinkel. Verdensmarkedet bringer miljøødelæggelse og kæmpe modsætninger med sig ud i verdens mest "underudviklede" kroge. Markedets indflydelse er her ulige mere ødelæggende og modstandsbevægelserne ulige svagere. Vi kan fremsætte en række strukturelle karakteristika for denne udvikling: Direkte udbytning af råmaterialer til verdensmarkedet (metaller, tømmer, bomuld, gummi osv.) og den samtidige udvikling af infrastruktur som veje, jernbaner, kraftværker osv. Omlægning af landområder til landbrug eller græsgange alene til eksportproduktion gennem en landbrugspolitik totalt afhængig af kemisk gødning, pesticider forurening, der uundgåeligt følger med.

Disse to udviklingstræk gør spørgsmålet om jordejendom til et brændende emne for de afhængige lande. Den aggressive politik i retning af landbrugsindustri og nyliberale strukturændringer har ført til skovfældning eller til nedlæggelse af frugtbare landbrugsområder, og det forøger risikoen for klimaændringer og forstærker ødelæggelserne efter "naturkatastrofer". Det er ofte urbefolkningen, der mobiliserer til miljøbeskyttelse - i Amazonlandet, Equador, Indien - og optræder som vogter af hele menneskehedens naturrigdom i kampen mod de multinationales ødelæggelser.

Der foregår en enorm tilflytning til storbyerne på grund af de økonomiske omstændigheder og på grund af landbrugspolitikken. Udregninger fra FN viser, at byer i de afhængige lande vokser tre gange så hurtigt som byer i de industrialiserede kapitalistiske lande. I disse byer er de sædvanlige problemer i byplanlægning endnu mere katastrofale for miljø og levevilkår. Luftforurening skabt af biltrafik og opvarmning til husholdning udgør en akut trussel. Behovet for rent eller renset drikkevand er det andet problem de afhængige landes storbyer står over for. Affald er det tredje problem. I de fleste storbyer i Asien, Afrika og Latin Amerika hober skraldet sig simpelt hen op eller det brændes under åben himmel.

Det problem, der oftest nævnes i forbindelse med de afhængige lande, er deres gæld til banker og imperialistiske regeringer. I perioden fra 1990-1995 fældede de 33 mest gældsatte lande i Afrika 50% mere skov end andre afrikanske lande og 140% mere skov end verdens gennemsnitlige skovfældning. Desuden vindes der ingen fonde til natur-reservater eller -bevarelse. Internationale finans-institutioner som Verdensbanken og den Internationale Valuta Fond lader mennesker og natur betale en stadigt tungere pris for gælden. I landbrugssektoren har spareforanstaltninger indbygget i långivernes struktur-tilpasningsplaner medført afskaffelse af de statsstøttede garanterede mindstepriser og til liberalisering af markedet for landbrugsvarer. De manglende offentlige investeringer har skærpet infrastruktur-problemer for transport og overrisling. Siden 1994 har WTO-bestemmelser yderligere fremskyndet nedlæggelse af landbrug i de afhængige lande. Den uhæmmede jagt på eksportindtægter sker på bekostning af dyrkning af daglige afgrøder og den har medført til indbyggernes underernæring i flere afrikanske og asiatiske lande. Dyb fattigdom og affolkning af landområder øges samtidig med at miljøet fortsat forringes.

Og oven i alt dette lægges der direkte ødelæggende aktiviteter og miljøkriminelle handlinger udført af de imperialistiske multinationale virksomheder. Farlig produktion (især i den kemiske industri) flyttes til de afhængige lande. Der tjenes ikke bare på billig arbejdskraft men også på at man ustraffet kan forurene miljøet.

Regeringerne i de fleste afhængige lande står magtesløse overfor miljøkrisen. De er tæt indblandet i de imperialistiske interesser og deres egne privilegier eller klasseinteresser overskygger den økonomiske afhængighed og miljøkrisen. Selv nogle af de internationale hjælpeprogrammer gør den siddende elite endnu rigere, for eksempel programmer til bekæmpelse af hungersnød, til udbedring efter miljøkatastrofer eller nylige planer for at afskrive dele af gælden i bytte for miljøbeskyttende aktiviteter.

Det er utænkeligt at miljøkrisen i de afhængige lande kan løses uden at der gøres op med afhængigheden af imperialismen. Alle forsøg på at "modernisere" gennem låntagning og gældsætning for at løse de påtrængende sociale problemer er mislykkedes og har gjort ondt værre. Og dette er endnu mere sandt omkring miljøkrisen. Fattigdom og økonomisk afhængighed har tvunget millioner af mennesker ud i aktiviteter, der direkte er ødelæggende for miljøet, men som disse mennesker ikke kunne overleve uden. Så dette leder frem til nødvendigheden af en anti-imperialistisk revolution i de afhængige lande, en permanent revolution der nødvendigvis og bevidst må tage fat på miljøspørgsmålet og gøre det til en del af kampen imod kapitalismens udplyndring. Dette er en forudsætning for at man kan opbygge en succesfuld alternativ socialistisk produktion.

3. 3 Miljøkrisen i de forhenværende bureaukratiserede lande

På trods af at Sovjetunionen og de fleste lande der byggede på samme model nu er forsvundet, så er det nødvendigt at kikke lidt på deres miljøpolitik. Sovjet og andre lande med en styreform baseret på bureaukratisk, centralistisk planlægning har en mindst lige så dårlig straffeattest på miljøspørgsmålet som de imperialistiske centre; især på områder som luft-, vand- og jordforurening, kernekraft (Tjernobyl!) og storbyproblematikken. Planerne blev alene målt op i forhold til mængder og vækstrater. Overgangssamfundene lagde på denne måde alene vægten på tilvækst i mængder og antal, nogle gange en større vægt end selv de kapitalistiske lande. Den øgede tilvækst blev ført igennem som påbud og gennemtvunget med magt.

En af årsagerne er, at det kun delvist lykkedes for disse samfund at gøre op med den kapitalistiske værdilov og de objektive begrænsninger den sætter for produktionsmåden. Inden for mange nøglesektorer i produktionen forsvandt afhængigheden af kapitalismen og verdensmarkedet aldrig. Udbytning af naturressourcer til brug for eksportproduktion og afhængigheden af produkter og teknologi udviklet inden for den kapitalistiske industri førte også i disse lande uundgåeligt til miljøødelæggelser. Og det foregik stort set på samme måde som i de afhængige lande.

Planøkonomien var oprindelig et forsøg på at udvikle en direkte socialt styret økonomi. Under kapitalismen måles arbejdskraftens nytte alene ud fra markedet, dvs. af om de producerede varer kan sælges. Modsat det forsøgte de ikke-kapitalistiske samfund at vurdere og planlægge de sociale behov før produktionen sættes i gang. Det er klart, at et sådant forsøg kun kan lykkes, hvis alle menneskelige behov og specialinteresser behandles og besluttes på demokratisk vis. Og når man står i en mangelsituation og byrderne skal fordeles retfærdigt, så bliver demokratiet endnu vigtigere.

Men bureaukratiseringen af overgangssamfundene udryddede demokratiet totalt. Forskellige befolkningsgruppers varierede behov inden for sociale og nationale, kulturelle og økonomiske områder blev rettet ind under et fælles mønster og tvunget ind under en plan, der blev dikteret oppefra i systemet. Og da alle kvalitetsvurderinger forsvandt sammen med demokratiet, så blev miljøet i bedste fald nævnt i planen i form af mængdeangivelser (antal rensningsanlæg, filtre, visse budgetudgifter osv.). Denne form for planlægning var fra starten behæftet med fejl og store mangler og den ledte derfor til et stort misbrug af ressourcer. Uden social og demokratisk kontrol blev beslutningen om planen alene taget "ovenfra".

Planen afspejlede desuden de forskellige bureaukratiske faktioners særinteresser. Det var på denne måde, at USSR’s og andre bureaukratiske staters typiske gigantprojekter opstod. Jo større, mere storslåede og centraliserede projekterne var (så som ændringen af de sibirske floders vandløb) jo mere magt fik bureaukraterne. Fra 1970’erne begyndte enkelte bureaukrater at bekymre sig om miljøet, men de havde ikke nok gennemslagskraft og deres karriere standsede i statens ubetydelige departementer.

Bureaukratiets ideologiske grundsætning var optimisme og tro på fremskridtet. Bureaukraterne sugede også næring fra ideen om "konkurrencen mellem de to verdenssystemer" og fra at ville "overhale" de kapitalistiske systemer. På den baggrund ses det kapitalistiske forbrugsmønster og de kapitalistiske miljøsvinske moderniseringsmodeller som prisværdige, og de blev indregnet som ideologisk mål under  planernes udarbejdelse. Bureaukraterne brugte kun modeller baseret på naturens målbare råstoffer. Modeller der kunne sammenlignes med konservative borgerlige økonomers modeller.

Det siger sig selv at miljøkrisen kun forværres i forbindelse med den økonomiske udplyndring og det kapitalistiske tag-selv-bord, som nu råder i Rusland efter USSR’s fald og som foregår med de Vestlige lande og IMF’s velsignelse.

Sagen forholder sig anderledes på Cuba på den måde, at man her af nød men også ud fra miljøhensyn i løbet af 1990erne med planøkonomien bevægede sig væk fra den produktivistiske og miljø-ødelæggende sovjettiske model. På samme måde har man delvist erstatte biler med cykler i storbytrafikken.

4. Arbejderbevægelsen og miljøet

Miljøaktivister beskylder Marx og Engels for at være produktions-fikserede. Er det en retfærdig beskyldning?

Nej, det kan man ikke sige. Der er ingen, der som Marx har kritiseret logikken af den kapitalistiske "produktion for produktionens egen skyld", kapitalakkumulation, rigdom eller vareproduktion for profit. Selve ideen om socialisme – modsat bureaukraternes patetiske karikering af ideen – betyder produktion af brugsværdier og af varer, der opfylder menneskers behov. I Marx’s øjne er målet for teknisk udvikling ikke en uendelig produktion af varer. Målet er derimod en kortere arbejdsdag og mere tid til at leve.

På den anden side er det rigtigt, at man nogen gange hos Marx og Engels – og endnu mere hos senere tiders marxister – kan finde en tendens til at betragte "udviklingen af produktionskræfterne" som målestok for fremskridtene. Man kan finde en relativt ukritisk accept af at industriel udvikling fører til øget civilisation. Og man glemmer, at industrialiseringen også har ødelæggende effekt på miljøet. Følgende afsnit fra Grundrisse er et slående eksempel på Marx’ ukritiske beundring for kapitalistisk produktions civiliserende indflydelse og dens brutale inddragelse af naturen:

På den anden side kan vi også i Marx’ tekster finde direkte henvisning til kapitalismens ødelæggende indflydelse på natur og miljø – henvisninger der vidner om et dialektisk syn på de modsigelser som udviklingen af produktivkræfterne fører med sig – for eksempel den følgende kendte passage fra Kapitalen om kapitalistisk landbrug:

Selv hos Engels, som så ofte tiljublede menneskers evne til at "mestre" og "dominere" naturen, kan vi finde tekster der tydeligt gør opmærksom på faren ved dette synspunkt. Vi kan som eksempel nævne følgende afsnit fra artiklen "Arbejdets rolle i udviklingen fra abe til menneske" [1876]

Det er ikke svært at finde flere eksempler. Men det er rigtigt, at Marx og Engels ikke generelt har en miljøvinkel. Miljøspørgsmålet er en af den marxistiske tænknings største udfordringer nu ved indgangen til det 21. århundrede. Marxister må kritisk gennemgå de traditionelle ideer om "produktivkræfterne", radikalt gøre op med ideen om lineær udvikling og med det teknologi- og økonomi-fikserede syn på moderne industriel civilisation. Men på trods af disse svagheder, så ligger den marxistiske kritik af kapitalismens politiske økonomi til grund for ethvert frigørende projekt, og miljøbevægelsen kan ikke undgå at skuklle læne sig op ad den.

Samtidig med reformismens udbredelse inden for arbejderbevægelsen da nedtonede man Marx og Engels’ kritiske tanker om hvorledes naturen trues af den kapitalistiske civilisation. Reformismen tog det borgerlige samfunds produktivistiske ideologi/syn til sig, samtidig med at reformismen blev en dél af det ved at anerkende dens vigtige institutioner (staten, hæren, lovgivningen osv.). For eksempel var Det Tyske Metalarbejderforbund (DMV) i starten af det 20. århundrede domineret af socialdemokrater og de skrev i en tankevækkende tekst: "Jo hurtigere den teknologiske udvikling sker jo hurtigere vil den kapitalistiske produktionsmåde have nået et punkt hvor den bliver modsætningsfuld og må erstattes af en bedre produktionsmåde."

Socialdemokrater og Stalinister var uenige om mange ting, men de delte begge et produktivistisk syn på økonomien og de var totalt ufølsomme over for miljøspørgsmålet. Og vi må indrømme, at revolutionære strømninger - også Fjerde Internationale - har været meget længe om at integrere miljøet i sit program.

De gentagne miljøulykker, miljøbevægelsernes vækst, bevægelsernes delsejre og deres forsøg på at organisere sig politisk (i "grønne" partier feks.) har ført til en opdeling i arbejderbevægelsen. I en række lande er hele fagforbund eller store faglige mindretal erklærede modstandere af "fredelig" brug af atomkraft, f.eks. CGIL i Italien, De britiske minearbejdere, og de giver miljøspørgsmålet større og større bevågenhed: CUT i Brasilien, SUD i Frankrig, Arbejderkommissionen i Spanien, IG-Metall i Tyskland osv.

Lige nu kan vi se fire strømninger på miljøspørgsmålet hos partier og fagforeninger der påstår de taler arbejdernes sag:

1. "Hard-core" fraktionerne, der ønsker at fortsætte som intet er hændt. Selv denne fraktion har måttet tilpasse sig i lyset af miljøets katastrofale udvikling. Denne strømning kræver nu standarder for udstødning og nye reguleringer, men de støtter stadig brugen af atomenergi. Uden at gøre op med sine kortsigtede mål udtaler den støtte til at "reparere" på miljøet, især hvis dette fører til åbning af nye markeder.
2. En teknokratisk strømning, der tror miljøproblemerne kan løses vha. højteknologi. Faktisk vil dette kun flytte problemet, for hvad skal man for eksempel gøre med de enorme mængder filtreret affald, slam fra vandrensning eller andet affald? Peter Glotz fra det tyske SPD opfordrer til samarbejde mellem SPD og den del af storkapitalen, der står for teknikken "for enden af rørene". Ad den vej vil han opnå socialt acceptable nyskabelser igennem et samarbejde mellem "den traditionelle venstrefløj, den tekniske elite og kritisk indstillede mindretal af kapitalisterne, der har en fornuftig indstilling til vækst". Han afviser kategorisk enhver modstand mod privat ejendomsret over produktionsmidlerne.
3. Den tredje strømning kan kaldes "reform-miljøforkæmperne" og de afviser også at debattere ejendomsforholdene. Endnu engang påstår de, at det er muligt for kapitalismen, eller som de så forsigtigt udtrykker det "industrisamfundet", at undgå overgreb på miljøet. Erhard Eppler, formand for det tyske SPD’s "Kommission for basisværdier" forklarer: "Socialdemokratiets opgaver er nu i endnu højere grad, gennem nye politiske reformer, at fortsætte de demokratiske, solidariske og miljømæssige forbedringer af industrisamfundet.
4. Den fjerde strømning, et mindretal men ikke så fåtalligt endda, er øko-socialisterne, der indarbejder marxismens grundlæggende landvindinger i deres politik, men som frigør den fra produktivismens åg. Øko-socialisterne forstår, at markedet og profitmotivet (eller for den sags skyld tyranniet under de dårligt fungerende "folkerepublikker") står i modsætning til miljøkampens krav. På den ene side kritiserer de den ideologi, som fagbevægelsens top fremsætter, mens de på den anden side har forståelse for, at arbejderne og deres organisationer er en afgørende kraft for samfundsændringer.

Økosocialismen er den strømning i arbejder- og miljøbevægelsen, der viser størst forståelse for forholdene for arbejderne og befolkningen i Syd. De bryder med ideologien om udvikling drevet af vækst– hvad enten den skulle foregå under kapitalismen og/eller bureaukratiet (under den såkaldte "aktuelt eksisterende socialisme") – og de bekæmper den ubegrænsede vækst i den miljødestruktive produktionsmåde og forbrug. Den har indset, at bæredygtig udvikling er umulig inden for rammerne af den kapitalistiske markedsøkonomi.

Som revolutionære er det vores mål at gøre fælles sag med denne strømning og overbevise arbejdere om at delreformer er aldeles uholdbare. Fornuftige delløsninger skal udvides til socialistiske, miljøvenlige helhedsløsninger, og det kræver en total omlægning af vores civilisation. Den omlægning er umulig uden en gennemgribende teknologisk omvæltning der erstatter nuværende energikilder med nye, forureningsfri og vedvarende kilder som solenergi. Og den første opgave er at få kontrol over produktionsmidlerne og især over beslutninger om investeringer og teknologiændringer.

Det er nødvendigt med en total omorganisering af produktion og forbrug i retning af produktionsmål som den kapitalistiske markedsøkonomi slet ikke anerkender: Folks konkrete behov og miljømæssige sikkerhedsforanstaltninger. Vi taler om overgangen til en socialistisk økonomi, der bygger på folks demokratiske vedtagelser om prioriteringer og investeringsplaner og ikke bygger på markedets lovmæssigheder eller politbureauets alvidenhed. En planøkonomi som finder brugbare løsninger på de modsatrettede opgaver det er både at dække de sociale behov og tage hensyn til miljøet. En omvæltning der fører til en anden levevis, en ny civilisation, der når ud over pengenes regeringsmagt, reklamedrevne forbrugsvaner og den evindelige produktion af miljøskadelige produkter (som privatbilen).

5. Miljøbevægelsens sejre og begrænsninger

Miljøbevægelsen har afgørende ændret offentlighedens årvågenhed omkring miljøspørgsmålet, og dens vigtigste resultat har været og vil fortsat være forståelsen af i hvor stor grad senkapitalismen har ødelagt miljøet. Naturødelæggelsen har nået et punkt, der truer hele menneskeheden. På dette som på spørgsmålet om en verdensomspændende atomkrig handler det om overlevelse. Men modsat faren for atomudslettelse så er miljøproblemet altid "nyt" og det forværres hele tiden.

Men selv om miljøbevægelsen betragter miljøspørgsmålet som livsvigtigt for hele menneskeheden, så retfærdiggør det ikke en strategi, som de fleste miljøaktivister vælger: Nemlig at søge løsningen i klassesamarbejde og at nedtone vigtigheden af klassekampen mod kapitalen. Modsætningen eksisterer stadigvæk mellem dem, der har interesse i at opretholde det eksisterende system uanset konsekvensen, og dem, der har interesse i at nedbryde det.

Et andet resultat af miljøkampen har været dens kritik af vækst-begrebet. Den har sat fingeren på et ømt punkt i den marxistiske analyse af senkapitalismen. Vi kan ikke længere, som vi kunne i kapitalismens ungdom, påstå at den repræsenterer en nødvendig udviklingen af produktivkræfterne. En nødvendig udvikling som kun hæmmes af den private ejendomsret til produktionsmidlerne eller udbytning af arbejderklassen. Kapitalismen har for længst eksisteret længe nok til at kunne udvikle produktivkræfterne i positiv retning, og den er nu i fuld gang med at udvikle dem destruktivt. Men det betyder også at det ikke er nok bare at frigøre disse produktivkræfter fra kapitalens åg for at gøre brug af dem til alles fordel under et socialistisk system. De skal også kritisk granskes og analyseres. Dette er ikke bare et teoretisk spørgsmål men i allerhøjeste grad af praktisk relevans. Det berører kritikken af alle forestillinger om at kunne "overtage kapitalismen" hvilket de stalinistiske bureaukrater fremførte. Desuden er der nu for første gang iværksat en analyse af produktionens materielle side (om nytteværdien) ved at det forventes at produkter skal være ønskværdige ud fra både miljømæssige og sociale hensyn.

Siden tilbageslaget for 1968-bevægelserne har miljøbevægelsen endnu en gang bragt den utopiske dimension ind i politik. Fundamentale ændringer af det sociale system, og nye leve- og produktionsmåder bringes igen ind i debatten ud fra miljørigtige krav. Denne debat af produkters nytteværdi indeholder også diskussion af socialt nyttig produktion. Nye utopiske ideer om et anderledes samfund springer frem og konkrete ændringsplaner stilles op.

Miljøbevægelsen startede i Europa. Den kunne vække massemobiliseringer selv i lande hvor arbejderbevægelsen var i defensiven så som i Østrig, Svejts og Tyskland. Militante og konkrete kampformer så som demonstrationer, blokader og virksomhedsbesættelser genopvækkede en "modstandskultur". I starten stod kampen mod atomkraft klart i fokus men bevægelsen satte andre spørgsmål og nye massemobiliseringer på dagsorden omkring f.eks. luft- og vandforurening og GMO’erne. Fødevareskandaler som kogalskabskrisen har øget den offentlige bevidsthed om junk food og de farer der udspringer af det kapitalistiske markeds logik. I Frankrig var Confédération Paysanne (foreningen af småbønder) katalysator for en radikal udvikling. Det startede med en symbolsk aktion (nedrivningen af en McDonald’s) i protest mod USA’s sanktioner mod Frankrig, da de forbød mod import af hormonkød. Derefter kom kampen mod WTO, med støtte fra fagforeninger, miljøbevægelse og venstrefløjspartier og med stor sympati fra offentligheden. Den udbredte støtte viste sig i juni 2000 ved solidaritetsmarchen da de små landmænd skulle for retten i Millau (Frankrig).

Der har også været store miljømobiliseringer i USA, der har medført dannelsen af et netværk af forskellige bevægelser, der spænder fra de "dybt miljøbevidste" – der sætter plante- og dyrevelfærd højere end menneskets – til øko-socialisterne. Seattle-mobiliseringen i foråret 2000 viste styrken i denne bevægelse og flere gruppers – så som den vigtige miljøorganisation "Friends of the Earth" - vilje til at forenes med fagbevægelsen og venstrefløjen i kampen mod WTO og den stærkt varefikserede verden. Seattle skabte også enhed mellem bevægelserne fra Nord Amerika, Europa og den tredje verden (Confédération Paysanne var repræsenteret i Seattle af sin talsperson José Bové).

Vi må også her nævne eksistensen af netværk for direkte aktion, der består af ganske militante unge med miljø-kamp på dagsorden. Disse spiller en vigtig rolle i alle de store anti-nyliberalistiske mobiliseringer.

Det ville være en stor fejl at tro at miljøspørgsmål kun vedrører landene i Nord, at miljøbevidstheden kun er en luksus for de rige lande. Flere og flere sociale bevægelser i Syd, i kapitalismens periferi, sætter miljøspørgsmål på dagsorden.

Disse bevægelser reagerer på øgede miljøproblemer i Asien, Afrika og Latin Amerika. Problemer der direkte stammer fra de imperialistiske landes politik med at eksportere forureningen og fra konkurrenceevnens uhæmmede krav om produktivitet. Vi er vidne til populære bevægelsers tilsynekomst i Syd, der forsvarer landbrugskulturen og generel adgang til de naturressourcer der trues af ødelæggelse på grund af markedets (eller statens) aggressive fremfærd. Andre mobiliseringer opstår i kampen mod den ødelæggelse af nærmiljøet som opstår på grund af det ulige bytte, den tvungne industrialisering og landbrugets udvikling i kapitalistisk retning. Ofte ser disse bevægelser ikke sig selv som miljøbevægelser men deres kamp har en klart miljømæssig dimension.

Det siger sig selv, at disse bevægelser ikke er modstandere af de forbedringer som teknologisk udvikling kan bringe. Tvært imod, så står behovet for elektricitet, rindende vand, ordentlige kloakker og flere apoteker højt på deres liste over krav. Men de afviser den forurening og den ødelæggelse af det naturlige miljø som "markedskræfterne" og den kapitalistiske "udvikling" påtvinger dem.

I 1991 skrev den peruvianske bondeleder Hugo Blanco (medlem af Fjerde Internationale) en artikel der giver udtryk for denne "de fattiges miljøspørgsmål". Han skrev:

I Brasilien er forbindelsen mellem sociale og miljømæssige spørgsmål meget tydelig. Vi ser de Landløse Landmænds Bevægelse (MST) mobilisere mod GMO-erne i direkte konfrontation med den store multinationale virksomhed, Monsanto. Arbejderpartiet (PT) forsøger i byråd og provinser i deres brugerdemokratiske program at opstille miljømæssige mål. Provinsregeringen i Rio Grande do Sul, der sympatiserer med MST og PT, ønsker at forbyde GMO-er i provinsen. Rige godsejere i regionen er forargede over hvad de kalder et ’gammeldags samfundssyn’. De kalder kampen mod genmodificeret såsæd for ’en konspiration imod landbrugsreformer’.

Oprindelige folk, der lever i direkte kontakt med skoven, er de første ofre for den ’modernisering’ landbrugs-kapitalismen fører med sig. I mange Latin Amerikanske lande mobiliserer de derfor til forsvar af deres traditionelle levevis i harmoni med naturen og imod den kapitalistiske ’civilisations’ bulldozere. Som et af de utallige udtryk for ’de fattiges miljøbevægelse’ i Brasilien har især én bevægelse markeret sig eksemplarisk ved dens sociale og miljørigtige, lokale og globale, ’røde’ og ’grønne’ verdenssyn. Det var ved Chico Mendes og Sammenslutningen af Skovfolkenes forsvar af den brasilianske Amazonas-region imod grådigheden hos de store godsejere og den multinationale landbrugskapital.

Lad os kort mindes hovedpunkterne i denne konfrontation. Chico Mendes var en fagforeningsaktivist, med forbindelser til (CUT) og det Brasilianske arbejderparti (PT). Mendes bekendte sig direkte til socialisme og miljøkamp og han organiserede i starten af 80’erne de landarbejdere (seringueros), der lever af at tappe gummitræer, til at besætte jorden hos de godsejere (latifundistas) der sendte bulldozere ind i junglen for at fælle skov til græsningsarealer. Senere lykkedes det ham at forene bønder, landarbejdere, gummitappere, fagforeningsaktivister og oprindelige folk i Sammenslutningen af Skovfolk og mange af kirkens folk støttede dem. Det lykkedes for Sammenslutningen at stille sig i vejen for flere skovfældninger. Disse aktioner skabte så megen international opmærksomhed at Mendes i 1987 fik The Global Ecological Prize. Kort tid derefter, i december 1988, måtte Mendes betale den største pris for sin miljøkamp. Godsejerne fik ham myrdet af lejemordere.

Der er en synlig sammenhæng mellem social og miljømæssig kamp, mellem landmænd og oprindelige folk, mellem en lokalbefolknings overlevelse og bevarelsen af de globale omgivelser (f.eks. beskyttelsen af de sidste store tropiske skove) og denne sammenhæng kan medfører at bevægelsen danner rammen for fremtidige massemobiliseringer i ’Syd’.

I nogle lande – især i Europa – er det lykkedes miljøbevægelsen at tilkæmpe sig mange reformer og det har delvist sænket farten i retning af miljømæssig ruin. For eksempel bygges der næsten ikke flere atomkraftværker, der er begrænsninger på produktionen af visse kemikalier (CFC, gødning osv.) og der er fastsat miljøstandarder for visse fabrikker, biler osv. En kapitalistisk produktion af miljøbeskyttelsesforanstaltninger er sprunget frem og miljøreformer har fundet vej ind i borgerlige partiers programmer.

Og alligevel, på trods af alle reformforsøg, på trods af miljøindustrien, så er den globale ødelæggelse værre end nogen sinde før. Forurening af de store have, rydning af tropisk skov og globale klimaændringer viser alle at miljøkrisens globale dynamik er uændret. De viser, at løsningen af miljøkrisen kræver gennemgribende ændringer af vores samfund. Større ændringer end man kan skabe ad reformernes vej alene.

Miljøbevægelsen har intet sammenhængende revolutionært program og betragter ikke arbejderklassen som en revolutionær kraft. Derfor er den langt fra at kunne opfylde sine ambitioner om at blive en ny social kraft, der kan udfylde eller arve den plads, som arbejderbevægelsen har haft. På trods af at den er fåtallig, så udgør miljøbevægelsen alligevel (hvis vi ser væk fra dens direkte borgerlige eller reaktionære fløj) en vigtig samarbejdspartner for revolutionære i den samlede kamp mod det kapitalistiske system.

På grund af den kapitalistiske produktions slid på miljøet har ødelæggelsen af naturgrundlaget for menneskers samfund nået et nyt niveau. Dette er nu i sig selv blevet et problem for borgerskabets verdensorden og ideologi.

Miljøkrisen er verdensomspændende og hænger tæt sammen med kapitalismens indbyggede behov for konkurrence. Det kan kun ses som et fælles onde.

Endelig gælder det, at hvor man under kapitalismens klassiske kriser med social nød eller i perioden efter militære konflikter plejer at se, at det er de undertrykte og udbyttede klasser der betaler prisen, så kan kun en del af miljøkrisens regning overføres til dem. Dog er det klart de undertrykte, der bærer hovedbyrden, især i de afhængige lande. Ikke mindst når samspillet med den sociale og økonomiske krise regnes med.

Den voksende miljøbevidsthed og miljøbevægelsens udvikling siden de tidlige 60’ere har udgjort et enormt angreb på et af borgerskabets hjørnestene, nemlig ideen om, at den borgerlige samfundsorden og økonomiske model kan garantere en fortsat "fremgang for alle", ideen om det positive i at man har tæmmet naturen og dens kræfter samt at de opståede problemer skulle kunne løses med menneskelig snilde.

Overfor denne ideologiske udfordring har der været forsøg på at modernisere den borgerlige ideologi. Det første, verdenskendte forsøg var Romerklubbens rapport ("Grænser for vækst" fra 1972). Denne rapport dokumenterede en hastigt voksende miljøødelæggelse og den fremsatte forslag til en overnational indsats mod folketilvækst, spild af naturressourcer, miljøødelæggelse osv. Denne rapport og senere undersøgelser har været de borgerlige et tveægget sværd.

På den ene side overtog videnskabsfolk og borgerskabet igen initiativet fra venstrefløjen omkring miljøspørgsmålene og man startede en diskussion af hvilke forudsigelser og løsninger skulle sættes frem. På den anden side understøttede disse undersøgelser det pesimistiske fremtidssyn og gav yderligere næring til miljøbevægelserne.

Hermed mistede den kapitalismens verdensøkonomi sit skær af overlegenhed. Indefra blev der stillet spørgsmålstegn ved dens mekanismer og dens fuldkommenhed. Samtidig ledte disse analyser til en lang række krav der pegede i retning af omfattende verdensomspændende planlægning og politisk regulering af økonomien. På den måde stod resultatet i direkte modsætning til kapitalismens markedsøkonomi, økonomisk liberalisering og de liberaliseringsforslag som blev sat på dagsorden af regeringer i alle dele af verden på det tidspunkt.

Allerede i midt 80’erne var der igen behov for en borgerlig offensiv omkring miljøspørgsmålet. Der var behov for at angive løsninger og konkrete handlingsmuligheder på verdens modsætninger. Bruntlandrapporten ("Vores fælles fremtid") blev vedtaget på FN’s generalforsamling i 1988 og var tegn på dette. Den var gennemsyret af borgerskabets overbevisning om, at selv om kapitalismen desværre gjorde skade på miljøet, så var den også i stand til at udbedre dem. På den måde påstod rapporten, at den angav retningslinier til en mere balanceret vækst (bæredygtig udvikling).

I 1990’erne blev modsætningen mere og mere synlige mellem den globale kapitalismes løfter om international regulering og samme systems brutale samfunds- og miljøudvikling. Rio-resolutionen, vedtaget på FN’s Klimakonference i 1992, fremsatte en række principper, så som forsigtighedsreglen, der klart viser en øget opmærksomheden omkring miljøkrisen. Men hverken Resolution 21 (en blandet landhandel af 2500 forslag) eller senere internationale konferencer om bio-diversitet og klimaændringer har ført til de nødvendige radikale løsninger. Med oprettelsen af WTO blev miljøet i høj grad underlagt den liberaliserede verdenshandel og miljøkonferencerne har givet meget få resultater. Støtteudtalelser for bio-diversitet står nyttesløse overfor den fortsatte ødelæggelse af det naturlige miljø. På politisk niveau skal partierne enten tage stilling for disse udtalelser eller for den agrokemiske eller multinationale medicinindustri, der forsøger at styre levende organismer gennem øget brug af GMO (genmodificerede organismer) og patenttagning på nye gener.

Bush-administrationen, med god opbakning fra energifirmaernes lobbyister, afviste at ratificere Kyotoaftalen (1997) om drivhuseffekten. De øvrige industrinationers skrøbelige enighed fra 2001 om aftalen indeholder ingen ensidige krav til verdens rige nationer om på hjemmefronten at reducere deres udledning af drivhusgasserne. Så her sprang man den muligheder over at nå Kyotoaftalens reduktionsmål. Mål, der i sig selv aldrig var tilstrækkelige. Faktisk indeholder Kyotoaftalen kun forslag om 5.2% reduktion i CO2 udledningen, selvom udledningen burde skulle reduceres med mere end 50% for at holde luftens CO2-niveau under 550 ppm (hvilket er det dobbelte af hvad indholdet i luften var før den industrialistiske revolution) og for at holde den gennemsnitlige globale opvarmning under 2 grader celsius.

På Rio-konferencen blev der afgivet løfter om 125 milliarder dollars over 10 år til miljøforbedringer på verdensplan. I 1996 var kun 315 millioner blevet brugt. Når man stiller de reformistiske ideer fra Bruntland-rapporten, der senere blev gentaget i Rio, over for den dominerende ultraliberale imperialistiske model, så har den sidstnævnte taget sejren hjem indtil nu. I september 2002 sluttede konferencen i Johannesburg i total fiasko. Man vedtog ingen international handleplan af nogen betydning. Konferencen viste tvært imod, at det var lykkedes de store multinationale firmaer på disse ganske få år at præge de internationale organisationer med deres synspunkter. De har dermed opnået en platform, hvorfra de kan fremføre ideen om privatisering af de offentlige ressourcer og goder gennem slogans som "partnerskaber mellem det offentlige og det private".

NGO'erne, som var stærkt repræsenteret i Rio og har været det siden, har i nogle tilfælde ladet sig indfange af G7 og de internationale institutioners snak om miljøets behov. I fremtiden har disse NGOer ikke andre muligheder end enten helt at lade sig integrere som kapitalismens miljø-glasur eller at vende tilbage til den radikale miljø-kritik som mange af dem startede ud med.

I dag er praktiske løsningsforslag på miljøproblemer blevet en del af alle borgerlige regeringsprogrammer. Der er generelt gang i forsøg på at sætte grænser for luft-, jord- og vandforureningen. Hertil kan tilføjes fremtidsplaner til gradvis reduktion af farlige affaldsstoffer i produktionen. Men når det er sagt er dette kun et plaster på såret. Der tages ikke ordentlig fat på den ødelæggelse der faktisk foregår. Der fremsættes også økonomiske programmer og politik i retning af "miljøvenlig markedsøkonomi". Men indtil nu er forsøg med at udvikle kapitalistisk økonomi i mere miljøvenlig retning ikke kommet længere end til tegnebrættet.

Dog skal det nævnes, at i forbindelse med den globaliserede kapitalisme er der gjort en enorm indsats for at "markedsgøre retten til at forurene" på verdensplan for at reducere mængden af drivhusgasser. Efter forslag fra USA blev denne mekanisme også godkendt af EU. Dette er en farlig udvikling som skal modarbejdes. For det første øger det de underudviklede landes afhængighed af industrilandene. Når ethvert land får tildelt en forureningskvote man kan købslå med, så ligger beslutningsmagten hos de kræfter, der har midler til at finansiere som de lyster i forureningsretten. De højt gældssatte lande i Syd og Øst vil fristes til at sælge deres kvote til industrilandene, selv om det er disse lande, der allerede forurener mest.

Systemet medfører også, at forurening bliver en handelsvare og dermed kilde til profit. Hvordan kan vi, under disse forudsætninger, forestille os, at dette vil lede til en effektiv reduktion i forurening?

Sluttelig skal det påpeges, at formålet med denne politik, med denne liberalismens offensiv på miljøspørgsmålet, først og fremmest er at forplumre debatten om miljøkritikken og splitte den miljøbevægelse, som sætter spørgsmålstegn ved selve kapitalismens virkemåde. Den søger at genoprette troværdigheden af ideen om, at markedet er det bedste instrument i kampen mod forurening og at øget kapitalisme fører til en væsentlig "renere" kapitalisme.

Vi må bekæmpe denne forestilling og også ideen om, at miljøbeskyttelse kan blive drivkraften i en "ny modernisering af den kapitalistiske økonomi".

En enorm kløft skiller de Rige lande fra de Fattige lande. Selv om der er sket fremskridt i at begrænse nogle af problemerne omkring forurening og ødelæggelse i de rige imperialistiske lande, så mislykkes selv den mindste nødvendige ændring i de fattige lande, enten på grund af mangel på penge eller på grund af modstand fra en håndfuld virksomheder, som skaber deres profit netop gennem deres rovdrift af miljøet.

Som svar på disse hindringer fremsætter reaktionære ideologer, og selv enkelte miljøforkæmpere, ideen om at det er overbefolkning, der er kernen i miljøproblemet, og at der er behov for en fast politik omkring fødselskontrol i landene. Denne ide bygger grundlæggende på en autoritær og nærmest racistisk forestilling om samfundets opbygning. Vi må modarbejde denne ide på det kraftigste.

Grønne Partier er opstået i flere og flere lande. I Vest-Europa er de repræsenteret i parlamentet i så forskellige lande som Tyskland, Frankrig, Østrig, Belgien, Sverige og Portugal og de udgør en betydningsfuld gruppe på 47 medlemmer (i år 2000) i Europa Parlamentet. De indgår nu i venstreorienterede samlingsregeringer i tre EU-lande, nemlig Tyskland, Frankrig og Belgien. Grønne Partier findes også i enkelte afhængige lande (Brasilien, Tyrkiet osv.) og i USA symboliserede Ralph Naders præsidentkampagne en politisk udvikling af en front, der forener miljøaktivister, unge og fagligt aktive på basis af kampen mod globaliseringen.

Selvfølgelig kan man godt forklare de sidste 20 års udvikling af grønne organisationer og partier med den åbenbare verdensomspændende miljøkrise. Men det er ikke nok, den har også sin forklaring i andre politiske faktorer, som f.eks. i de traditionelle faglige lederes mangel på perspektiver eller i et manglende revolutionært gennembrud i det kapitalistiske Europa siden 1968.

Det ville være helt forkert at sætte de forskellige ’Grønne’s erfaringer i samme bås. De er forskellige alt afhængigt af lande, politiske kulturer, deres konkrete oprindelse.

De findes i alle afskygninger fra folk præget af borgerlige og småborgerlige kræfter over til folk, der samarbejder med venstreorienterede, alternative og øko-socialister og ind i mellem findes de reformistiske grønne strømninger.

Med lidt forsigtighed kan vi generalisere følgende om De Grønne:

• De er et forsøg på at organisere inden for det reformistiske venstre og ofte til venstre for reformisternes traditionelle lederskab.
• Selv om 75% af deres sociale bagland udgøres af lønmodtagere, så betragter disse strømninger sig ikke som en del af arbejderbevægelsen.
• Selv om de ofte opstod som uformelle valgalliancer på en øko-centreret platform, så har den grønne bevægelse også taget kritisk stilling til andre områder som socialpolitik, rustningskapløbet, den Tredje verden osv.

De Grønnes aktiviteter udspringer typisk fra en blanding af en ofte korrekt kritik af den social uretfærdighed kombineret med illusionen om nytten af en reformistisk ’strategi’. For det meste lammer regerings- eller folketingsdeltagelse græsrodsaktiviteten i det Grønne Parti. Det falder for forestillingen om den traditionelle magtdeling og det har en tendens til at nedbryde bevægelsens radikale oprindelse. De Grønne i Tyskland er et endnu værre eksempel. De er på vej væk fra miljøkritikkens utopiske kraft over til kun at blive "ét reformistparti" blandt andre. Denne institutionalisering øgedes i forbindelse med aftaler om atom-spørgsmålet, krigen i Kosovo og regeringens øgede ny-liberalistiske politik. Alligevel er det umuligt at forudsige rytmen i og formen af den vej miljøpartier kan tage eller at spå om hvor store ændringer vil ske med de Grønne Partier ud fra de valg og politiske skift de laver.

Revolutionære marxister dømmer politiske medspillere først og fremmest ud fra deres faktiske rolle i klassekampen og ikke på deres ytringer, deres programmer eller deres selvforståelse om deres rolle. Generelt mener vi, at fremkomsten af de Grønnes organisationer og partier ikke har været et tilbageskridt. Tvært i mod har deres fremkomst ofte udvidet venstrefløjens aktivitetsområder. Man kan ikke bare ignorere de "Grønne". Tvært i mod må en aktiv politik tage form efter deres ideer: Fælles aktioner, debat om deres teoretiske ståsted, osv. I nogle lande er der opstået protestpartier og miljøbevægelser der er gået sammen i valgforbund og har haft stor indflydelse på den kritiske offentlige debat. Hver enkelt af Internationalens sektioner må tage stilling til hvad der er den bedste form for samarbejde med disse partier og bevægelser.

Som skrevet i kapitel 4 kan man finde radikal miljøkritik af kapitalismen i Marx’ egne skrifter. Men som det skete for så mange andre af arbejderklassens bevægelser, så undlod vores Internationale at tage kritikken op i de første år vi eksisterede. For eksempel kan man ikke finde noget om miljø i Overgangsprogrammet, vores grundlæggende programmatiske skrift fra stiftelseskongressen i 1938. Revolutionære marxister observerede godt nok den miljømæssige ødelæggelse samt vand- og luftforureningen i årene efter 2. verdenskrig. Men disse fænomener blev betragtet som én af de negative konsekvenser af et umenneskeligt undertrykkende system og ikke som et globalt fænomen, som truer med udslettelsen af grundlaget for alt liv.

Dette har ændret sig siden begyndelsen af 1970’erne. Da kom det kapitalistiske samfunds selvdestruktive tendenser i høj grad på dagsorden, bl.a. for borgerlige ideologer som Romerklubben i 1972. Og vores medlemmer begyndte at skrive artikler og lave analyser om emnet.

Men det var dannelsen af den populære bevægelse mod atomenergien, der blev prøvestenen for arbejderbevægelsens organisationer, specielt i Japan, Vest Europa og USA.

Stort set alle Fjerde Internationales sektioner har været involveret i denne massebevægelse. Dog var det kun få af sektionerne der kunne holde fast ved miljøarbejdet da anti-atomkraft bevægelserne svandt ind.

Diskussioner om disse bevægelser fandt vej til vore Verdenskongresser. På den 10. verdenskongres blev miljø eller beslægtede emner ikke nævnt i teksterne, men til den efterfølgende kongres, i 1979, blev kampen mod atomindustrien sét som "et spørgsmål om liv eller død for arbejderklassen" og dokumentet udpegede det som en vigtig opgave for sektionerne at "styrke bevægelsen ved at trække industriarbejdere med ind i kampen" På verdenskongressen i 1985 udviklede man vores standpunkt. Dokumenterne angav en mere detaljeret analyse af hver af verdensrevolutionens tre sektorer på spørgsmålet. Kongressens hovedresolution anbefalede Internationalen og dens sektioner at lægge endnu større vægt på miljøspørgsmålet i sin propaganda og aktiviteter og at udvikle fællesaktioner med miljøbevægelsen. I 1990 skrev en kommission, bestående af medlemmer fra flere af Internationalens sektioner, et udkast til en miljøresolution, og denne blev lagt frem til diskussion på den 13. verdenskongres. Kongressen besluttede dog at udsætte vedtagelse af resolutionen til sektionerne havde haft mere tid til at drøfte dens indhold.

I dag ser Fjerde Internationale miljøødelæggelserne som én af de største trusler mod menneskeheden. En trussel, der giver Rosa Luxemburgs velkendte parole en helt ny mening: "Socialisme eller barbari". Internationale ser det som en hovedopgave at få arbejderbevægelsen og dens organisationer til at forpligte sig på området. Internationalen forsøger at skabe et samarbejde mellem de sociale bevægelser og miljøbevægelsen, ikke bare imod de forskellige ødelæggelser, der foregår, men også imod det system, der er årsag til ødelæggelserne. Internationalen ønsker at deltage i disse bevægelsers diskussioner og forsøger at give et modspil mod den udbredte illusion om, at man kan forestille sig en "uplettet" kapitalisme.

I mange lande deltager Internationalen aktivt i kampen, som i kampen mod GMO-erne (de genmodificerede organismer) eller i ødelæggelsen af Amazon-junglen i Brasilien. De europæiske sektioner deltager i øget grad i miljøbevægelsen i deres respektive lande. Ud fra vores vurdering er miljøspørgsmålet et af de vigtigste spørgsmål arbejderbevægelsen skal organisere sig omkring.

Alt dette betyder ikke, at det har været uproblematisk at bringe disse "nye spørgsmål" ind i vores bevægelse. Mange kammerater betragter fortsat kun miljøproblemerne som én af kapitalismens mange dårligdomme blandt så mange andre.

De ser ikke miljøspørgsmålet som ét der er tæt forbundet med arbejderklassens daglige kamp for overlevelse, imod umenneskelige leve- og arbejdsforhold og mod truslen for krig. De fleste sektioner tog først debatten om miljøspørgsmål op da det kom på avisernes forside efter andre bevægelsers aktiviteter. Derfor har miljødebatten været længe om at trænge igennem i Internationalen. Mens andre strømninger og enkeltpersoner har diskuteret miljøspørgsmål og socialisme i årtier har revolutionære marxister været ret stille på spørgsmålet. Det er dog blevet mere og mere klart, at marxister må lægge en speciel indsats i at bruge deres metode på disse opgaver. Det er ikke længere muligt kun at se på enkelte miljøspørgsmål og give dem et stænk af rød maling.

Fjerde Internationale ønsker ikke bare at deltage i diskussioner om enkelte konkrete miljøpolitiske spørgsmål. Den ønsker også at tage politiske og organisatoriske skridt fremad for den nødvendige massemobilisering på spørgsmålet. Nuværende forhold kan kun ændres gennem massebevægelsens kampe.

a) Forslag

Lad os her gentage nogle af de grundlæggende miljømæssige problemer, der kræver en løsning. For hvis de ikke løses står vi over for menneskehedens udslettelse. Disse problemer kan kun løses ved en international indsats. Det er inden for disse områder at vi ønsker at lægge vores kræfter - for eksempel i form af internationale kampagner der fremsætter vores forslag og anviser hvorledes målene kan nås.

Sådanne mobiliseringer kunne ske omkring følgende forslag, som ikke skal ses som en endegyldig liste af krav:

Krav:

• Gør radikalt op med den landbrugspolitik, der føres i den tredje verden, hvor produktionen først og fremmest sker med eksport for øje. En sådan politik fører til hungersnød og elendighed.
• Bekæmp det kapitalistiske landbrug. Det ødelægger miljøet og fører til alvorlige problemer i folkesundheden (f.eks. kogalskab)
• Stands det atomare vanvid.
• Stands udrydelsen af regnskoven og ødelæggelsen af skovene i de industrialiserede lande.
• Stop med at behandle havet, floder og søer som lossepladser.
• Bekæmp kapitalisternes patentering af liv. Forbyd genmodificerede afgrøder.
• Stands privatiseringen af fælles goder, som feks. vand
• Stands den voksende ødelæggelse af levende arter og beskyt biodiversiteten.

Alternativer:

• I den tredje verden skal landbrugsproduktionen først og fremmest gå til at sikre indbyggernes basale nødvendigheder.
• Energiforbruget skal rationaliseres og planlægges i stedet for at baseres på rovdrift af de udtømmelige energikilder. Udvikl udnyttelsen af de alternative energikilder som sol- og vindenergi og biomasse osv.
• Landbrugsproduktionen skal organiseres ud fra hensyn til miljøet.
• Udvikl udnyttelsen af offentlig transport og jernbaner i stedet for yderligere at udvide brugen af privatbiler.
• Det er ikke nok at kræve en radikal ændring af affaldsproduktion og genbrug, vandfiltrering eller plantebaserede rensningsanlæg. Det er derimod nødvendigt fundamentalt at omstille industriproduktionen i retning af at afskaffe forureningen ved dens kilde.

Hvordan skabes disse alternativer?
Vi må kæmpe for:

• en gennemgribende landbrugsreform i tredjeverdens lande.
• samlet sletning af den tredje verdens gæld
• at arbejderbevægelsen og miljøbevægelsen udvikler alternative energiplaner i samarbejde med radikale videnskabsfolk.
• afskaffelse af forretningshemmeligheden (som gør det muligt f.eks. at skjule giftudslip), krav om at der føres logbøger over brugte råmaterialer og produkter samt krav om offentlig adgang til disse logbøger.
• oprettelse af "miljø modmagt" gennem social kontrol over produktionen.
• en produktion der tager hensyn til miljøet, der er baseret på opfyldelse af behov og ikke af profithensyn eller bureaukratisk magt.
• et socialistisk samfund, baseret på frihed, demokrati, fler-parti system og selvstyre og som tager hensyn til omgivelserne.

 
b) Social kamp og miljøkamp, den samme kamp

Miljøkriser og sociale kriser er i høj grad frembragt af de samme mekanismer. De store økonomiske lobbyers interesser, det "globale markeds" stadigt voksende diktatur, den nye verdensorden dikteret af WTO, IMF, Verdensbanken og G8 landene, alt dette arbejder sammen for at udplyndre mennesker og naturen. Og da det er de samme faktorer der er årsag til den nuværende sociale og til den miljømæssige krise, så kan og skal de samme midler bruges for at overvinde dem. Det er yderst vigtigt at bryde den "økonomiske liberalismes" favntag og sætte menneskers og miljøets behov øverst på skammelen. Derfor hører kampen for miljø og det sociale sammen og derfor er fælles fodslag muligt.

Transport er et godt eksempel på i hvilken grad offentlig politik er nødvendig som svar på sociale og miljømæssige problemer. I Europa kræver markedslogikken at jernbanesystemet skæres ned til et "profitabel" rutenet og så skal veje og motorveje løse alt andet. Det sociale behov (for billig offentlig transport, et dækkende rutenet for hele landområder, anstændige lønninger og arbejdsbetingelser) og de miljømæssige behov (for reduktion af de mest forurenende, fysisk ødelæggende og energikrævende transportformer) kræver begge udvikling af offentlig transport og offentlig planlægning af rutenettet. Og det samme kan siges om flere områder.

Men selv om dette er indlysende, så beskriver det ikke fuldt ud hvordan offentlig service skal organiseres i et moderne samfund. Faktisk har statsmonopoler en tendens til at udvikle politik på et ikke-demokratisk grundlag. (Indenfor energipolitik kan vi nævne alliancen mellem petroindustrien og den imperialistiske indblanding i Afrika eller forbindelsen mellem civil og militær udnyttelse af atomkraft). Staten bruger udelukkende snævert kapitalistiske styremekanismer og produktionsmodeller og kopierer de private monopolers profit- og effektivitetsstandarder.

Vi er i høj grad opmærksom på forureningens både menneskelige (ødelagt helbred, stigende priser osv.) og miljømæssige omkostninger (angreb på bio-diversiteten). Samtidig er vi opmærksomme på de traditionelle økonomiske interesser, der forværrer problemet. Bilens fremtrædende rolle, den medfølgende luftforurening og den forværrede helbredstilstand i de store byer. Landbrugsindustriens magt, den brutale forurening af vandforsyningen og en forurening af grundvandet der næsten ikke står til at kunne udbedres. Atomkraftlobbiens indflydelse og den løbende akkumulering af radioaktivt affald, i Frankrig og i andre lande. De store privatinteresser og en socialt uacceptabel stigning i prisen på drikkevand i Nord – og den massive mangel på drikkevand i Syd. Inden for hvert af disse områder kræver miljøkampen og den social kamp at der opstilles en alternativ politik til den politik de dominerende økonomiske kræfter præsentere.

Alvoren af forurening og den forværrede helbredstilstand har medført en opvågning af den offentlige debat. Det bliver sværere og sværere at præsentere såkaldte miljøspørgsmål som noget ubetydeligt, som uafhængig af den sociale situation eller som noget kun et fåtal er bekymret for eller som kun er et småborgerligt luksusproblem. I Europa har problemet med kogalskab sandsynligvis udgjort et vendepunkt ligesom Tjernobyl gjorde det omkring atomkraften. Den åbenbarer den landbrugsindustrielle produktionsmetodes alvorlige trussel mod sundhedstilstanden.

Det er også nødvendigt at bekæmpe illusionen om, at det marked for køb og salg af retten til at forurene, som landene i Nord forsøger at indfører på planeten skulle udgøre en fordel. Forurening skal bekæmpes og ikke sælges til højestbydende.

Miljøbeskyttelsesprogrammer vil kunne skabe nye jobs inden for nogen brancher. Men det er vigtigt at påpege, at den dominerende økonomiske logik, der udplyndrer naturens ressourcer, også skaber øget arbejdsløshed. Dette gælder åbenlyst inden for landbrugsindustrien, som dræner landbrugsområder for både dets natur (drastisk forfladigelse af naturligt landskab og reduktion af bio-diversiteten) og for dets menneskelige ansigt (dramatisk øget arbejdsløshed og udvandring til byerne). Samme udvikling findes inden for bilindustrien, hvor arbejdskraften reduceres kraftigt mens produktionskapaciteten forøges mens industrien samtidig har det sidste ord at skulle have sagt inden for transportmetoder, by- og regionalplanlægning og storbyens udvikling. En alternativ socio-økonomisk logik ville gøre det muligt at udvikle produktionsmåder, der ikke driver rovdrift på naturen eller på vores levemåder, samtidig med at der skabes nye jobs.

Samtidig skal det være klart, at revolutionære ikke forsvarer alle eksisterende job, f.eks. ikke dem i atom- eller automobil-industrierne eller i den animalsk-baserede fødevareindustri. Vi kæmper for alles ret til et sikret job og en indtægt, men ikke nødvendigvis for retten til deres nuværende job.

Dette er et af de vigtigste kampspørgsmål hvor social- og miljøbevægelse bevæger sig i samme retning internationalt set. Det er ikke nogen tilfældighed, at de mest radikale bondebevægelser (og dermed sociale bevægelser) også er dem der har den mest udviklede miljøbevidsthed. De står over for forurenende landbrugsindustri, der med sin GMO, kunstgødning og pesticider forpester miljøet og de tager stilling imod den kapitalistiske landbrugskultur, der ødelægger jordbunden og skovene. I landene i Syd kan denne kamp ikke adskilles fra kampen for radikale landbrugsreformer, imod godsejernes monopol på ejendomsret til jord eller fra kampen for jordreformer. Men kampen for et alternativt landbrug, som tager hensyn til miljøet og er baseret på smålandbrug, kooperativer, småbysamfund eller samfund af oprindelige folk, denne kamp er en global udfordring der involverer både den tredje verden og de kapitalistiske metropoler. En af de vigtigste kræfter inden for denne kamp for jordreformer er "Via Campesina", et internationalt netværk for venstreorienterede landmænd hvor vigtige bevægelser som det brasilianske MST eller det franske Confèdèration paysanne er gået sammen. Disse sociale bevægelser foreslår en anden indfaldsvinkel til landbrugsproduktion. En vinkel der har som mål at opfylde befolkningens sociale behov og ikke det globale kapitalistiske markeds behov, og de respekterer befolkningernes ret til at brødføde sig selv.

Politikken med "udvikling gennem låntagning" havde sin oprindelse i finanscentrene i Nord og førte til et system hvor finansverden havde kontrol over låntagerlandenes økonomiske politik (især i Syd) og dette styrkede IMF og Verdensbankens magt (også i Nord). WTO’s mest ultraliberale tilhængere og kravet om tilbagebetaling af gældsrenter medfører alvorlige lidelser for nogle menneskelige samfund (nedrivning af sociale sikkerhedsnet, destruktion af bæredygtigt landbrug) og for naturen (ødelæggelse af naturressourcer af eksporthensyn). Dette medfører, at systemets fundamentale mekanisme af overherredømme må bekæmpes fra både sociale og miljømæssige vinkler.

Handelsregler dikteret af GATT og fulgt op af WTO styrker dominansen af de store multinationale firmaer i Nord. Ved at kræve at udviklingslandene åbner sine lokale markeder for import af de multinationales produkter, så øger man deres afhængighed (selv af fødevarer), underminerer den bestående sociale ligevægt og leder til en irrationel udvidelse af international handel, og denne forøger energi- og miljøkrisen.

Miljøspørgsmålet kræver at vi tager hensyn til konsekvenserne langt ud i fremtiden idet naturens rytme går i en helt anden takt end markedets meget kortrækkende rytme. For at opfylde mange sociale behov tilfredsstillende (uddannelse, helbred osv.) kræves også en længere tidshorisont end "det almægtige marked" regner med, og dette er en af hovedårsagerne til at de skal løses som en ægte offentlig service. Både de miljømæssige hensyn og de menneskelige behov kræver, at vores alternative politik indregner denne nødvendige tid. Dette betyder, at vi skal tænke i solidaritet mellem generationer. Sammen med forsvaret for sociale behov har miljøet givet ny mening til konceptet om planlægning. Hvad er planlægning andet end det at tage hensyn til handlingernes langtidseffekt? Miljøet har desuden spillet en rolle i udviklingen af en tilbundsgående kritik af den bureaukratiske erfaring fra den tidligere Østeuropæiske blok.

Er dette uundværlige samspil mellem miljø, demokrati, sociale spørgsmål og kampe muligt? Ja, fordi nutidens miljømæssige og sociale kriser har en fælles rod – nemlig i kapitalismen. Fælles årsager kalder på fælles løsninger. Antikapitalismen er ikke en samling af "negative" ideer. Tvært i mod gør den det muligt at udvikle en fælles platform for miljømæssige og sociale kampe. Den gør det endda muligt at finde på fælles alternativer i solidaritetens positive ånd. Den giver os forståelse for årsager og løsninger. På den anden side hvis den politiske miljøbevægelse ikke integrerer/indarbejder kritikken af kapitalismen, så risikerer den at tilpasse sig det bestående og miste sin radikale spids og falde tilbage på elitære, og i sidste ende udemokratiske, løsninger som socialt set skaber ulighed og på samme tid er ufrugtbare og uretfærdige.

Dette kalder på reelt samarbejde og ikke bare på at man taler om at miljøspørgsmålet har social slagside. Miljøbevidsthed har så sandelig tilført en vigtig dimension i kampen, en dimension der sådan set ikke fandtes i den sociale bevægelse – nemlig analysen af samspillet mellem det menneskeskabte samfund og naturen. Dette er miljøbevægelsens originale bidrag og dens specielle område. Vi kan derfor slutte af med at erkende, at vi hverken må skære miljøspørgsmålet ned til kun at dreje sig om det sociale område eller ignorere de sociale misforhold under dække af den nødvendige verdensomspændende miljøkamp.

Miljø og socialisme

1. Fremad

2. Elementer af miljøkrisen

3. Strukturelle årsager til miljøkrisen

4. Arbejderbevægelsen og miljøet

5. Miljøbevægelsens sejre og begrænsninger

6. Miljøproblemer og borgerskabets dominans

7. Den politiske organisations erfaringer med miljøbevægelsen

8. Fjerde Internationale og miljøkrisen

9. Aktionsprogram.