Fra håbet om, at de antibureaukratiske revolutioner ville gå i socialistisk retning, til den faktiske udvikling i retning af kapitalismens genindførelse, har der været en afgrund – med deraf følgende skuffelse og forvirring.

En del af denne afgrund må tilskrives »optimistiske« og ubekræftede prognoser, som især har at gøre med vores »eksistensberettigelse«; at gøre modstand, sætte sin lid til modstandskræfterne, men lide nederlag, er ingen skam – og nederlag kan være lærerige.

Men andre faktorer har hægtet sig på dette berettigede grundlag og ført til fejlanalyser:

a) Undervurdering af modstanderen, f.eks. i sin tid bureaukratiets spillerum for reformer og forskelliggørelsen af de nystalinistiske regimer.

b) Objektivisme og spontanisme i tilgangen til arbejderklassen – og derfor også »skuffelse« over arbejderne.

c) En utilstrækkelig analyse af de illusioner om markedet og ejendomsretten på virksomhedsniveau, som gjorde sig gældende i modstandens former.

d) En overlagt fokusering på det lyserøde i billedet – mens det grå eller sorte blev nedtonet eller helt overset – for at bevare gejsten blandt de aktive. Heri ligger der en farlig tendens, som bliver sat på spidsen, når man opstiller en modsætning mellem »pessimisternes småborgerlige defaitisme« og »optimisternes« klasseforståelse. Det er en politisk uskik af format, og skuffelserne bliver derefter. Internationalens diskussion om (og omkring) Solidarnosc, hvor den såkaldt »optimistiske« tilgang blindt blev sat i højsædet, bar i den henseende ansvaret for, at vores medlemmer ikke blev forberedt på de udviklingstendenser, der var undervejs i Østeuropa.

e) Ud over i viljen til at se »klasseinteresser« bag hver en uenighed opstod der i diskussionerne om »arbejderstaterne« en uheldig tendens til at diskutere ud fra begreber. Et bestemt begreb måtte nødvendigvis indebære en bestemt politisk stillingtagen. Denne type »diskussioner« burde vi kunne sætte os ud over.

Denne tekst og dens bilag skal for det første gå i dybden med den igangværende udviklings årsager og følger og se på, hvorfor der blev så langt mellem prognoser og realiteter med hensyn til USSR og Østeuropa. For det andet skal den se på begrebs-spørgsmålene i forhold til, hvilken type samfund der har været tale om, og i lyset af den aktuelle genindførelse af kapitalismen. Visse afsnit vil kunne bidrage til, at der udarbejdes ændringsforslag til verdenskongresdokumenterne, mens andre aspekter ikke egner sig til afstemning på en kongres.

Grundteksten giver en fortolkning af udviklingen hen imod kapitalismens genindførelse ved at placere den på en tidsakse: Den voksende sociale og økonomiske kløft i forhold til de kapitalistiske lande fra og med 1970’erne er et vigtig objektivt grundlag for at forstå de ændrede socioøkonomiske og politiske handlemønstre hos etpartistaternes bureaukrati, men også hos de nye generationer.

Samtidig har det vist sig vanskeligt at genetablere kapitalismen, og det understreger svagheden i den indre sociale basis, de institutioner og de sociale relationer, som er nødvendige, for at det kan ske. Dermed får det globale borgerskabs institutioner en helt central rolle i processen. Den kapitalistiske genetablerings vanskeligheder kan ikke henføres til nogen sammenhængende modstandskraft eller til nogen gunstig situation for arbejderbefolkningen.

Bilag 1 giver en uddybning af begrebsdiskussionen, og i forlængelse af denne diskussion stiller bilag 2 skarpt på nogle spørgsmål vedrørende Kina (i sammenligning med de østeuropæiske lande og USSR), dog uden ambitioner om at behandle dem systematisk.

Til indholdsfortegnelse

I. Et overblik

1. Det staliniserede USSR og »den socialistiske lejr« i sine varierende former havde flere forskellige og modsatrettede virkninger bevidsthedsmæssigt og i styrkeforholdet mellem klasserne:

– På den ene side medførte forbudet mod enhver form for uafhængig politisk eller faglig organisering i de såkaldt socialistiske lande, indsættelsen af sovjetiske kampvogne mod de anti-bureaukratiske opstande, kvælningen af revolutionære bevægelser og USSR’s »betingede bistand« med negative følger for befrielseskampene, at kommunisme blev sat lig med etparti-diktatur. Med mørklægningen af den marxistiske tænkning og enhver kritik af den førte politik, i socialismens navn, fulgte også en meget dybtgående forplumring af ordenes betydning og af det kommunistiske projekt. Da ingen anti-bureaukratisk revolution endte med sejr, blev det ikke muligt i stor målestok at gøre op med denne forplumring, og det bliver også svært fremover.

– På den anden side forlængede USSR og »den socialistiske lejr« etparti-herredømmet ved at støtte sig til en betragtelig højnelse af de berørte befolkningers levestandard og centrale sociale rettigheder. De fungerede i flere årtier som et lod på vægtskålen til fordel for anti-imperialistisk modstand og gav næring til socialistiske forhåbninger, som var i modstrid med etparti-regimerne. Kapitalismen frygtede på sin side konkurrencen fra dette system og de værdier, det hævdede at repræsentere, og førte en kold krig imod det og navnlig imod USSR, hvor enhver adgang til avanceret teknologi blev afskåret. Denne rivalisering satte også sit tydelige præg på efterkrigskapitalismen i retning af større sociale gevinster for arbejderbefolkningen.

2. Dette modsætningsfyldte aspekt ses også i forhold til disse samfunds krise og deres regimers fald:

– Etparti-herredømmets endeligt åbner i positiv forstand en epoke, hvor et århundredes regnskab kan gøres op, hvor det socialistiske/kommunistiske projekts egentlige betydning kan rehabiliteres, hvor arbejderbevægelsen kan gendannes på et nyt grundlag, og med større frihed i de berørte lande.

– Men iværksættelsen af den liberalistiske hestekur i USSR og alle Østeuropas lande i 1990’erne forårsagede en betydelig social tilbagegang for den store masse af disse landes befolkninger, i første række arbejderne. Dette har været tilfældet selv i de mest udviklede centraleuropæiske lande. Den voksende kløft i levestandard gør sig gældende overalt med et meget lille antal vindere. Den nye arbejdsmarkedslovgivning, som der ligger forslag om i Rusland, udtrykker i fortættet form den almindelige nyliberalistiske tankegang, som breder sig i kølvandet på en »kapitalistisk globalisering«, der ikke længere frygter kommunismen: ødelæggelse af de sociale sikkerhedsnet, individuelle lønaftaler, fleksibilitet og opgør med grundlæggende rettigheder.

Og i folks bevidsthed er det ikke alene etpartiherredømmet og dets diktatur, som er fejet til side, men i massivt omfang også det socialistiske og kommunistiske projekt, som vedblivende er blevet sat i bås med disse erfaringer.

3. Vi må mere end nogensinde tage kampen op mod denne sammenblanding, som har rodfæstet sig i folks bevidsthed gennem disse samfunds levetid – en tid, der blev længere, end Trotskij havde regnet med, da han formulerede alternativet: politisk revolution mod bureaukratiet eller genindførelse af kapitalismen. I dag kan man se, hvor dybe og komplekse sporene er blevet efter årtier med regimer, der herskede i arbejderklassens navn og på dens bekostning. Dels var der følelsen af befrielse ved disse diktaturers fald og håbet ved indgangen til 1990’erne om, at den øgede frihed og lovede vestlige levestandard ville blive virkeliggjort af de liberalistiske opskrifter. Men derefter kom skuffelserne og – især for dem over 40 – den voksende nostalgi efter fordums tryghed. Den farlige rehabilitering af Stalin-tiden, som for tiden vinder indpas i Rusland, opblander denne stemning med en stormagts-nostalgi.

4. Den grundlæggende prognose, som blev fremført i »Revolutionen forrådt«, viste sig at holde stik: I konfrontationen mellem de to systemer var det spørgsmålet om udjævning eller uddybning af levestandardsforskellen, som fik afgørende betydning i folks bevidsthed og dermed også i kampene. Det troværdige håb om at kunne indhente levestandarden i de mest udviklede lande gav et helt andet udviklingsmønster under kriserne før i tiden, end det voksende efterslæb har gjort siden 1980’erne. Da der ikke længere kunne hentes mere ud af en ekstensiv ikke-kapitalistisk vækst og bureaukratiske blandingsreformer, endte konservatismen i produktionsforholdene under de såkaldt kommunistiske etpartistaters dominans med at betyde en tendens til stagnation.

Allerede efter et par årtier stod det klart, at bureaukratiet ikke havde evnen til at skabe en sammenhængskraft som klasse for slet ikke at tale om en effektiv ikke-kapitalistisk (og ikke-socialistisk) produktionsmåde. Dermed blev alternativet kapitalisme eller socialisme bekræftet. Men dynamikken i kampene var ikke gunstig for kapitalismen før den politiske og socioøkonomiske vending i 1980’erne og 1990’erne.

Til indholdsfortegnelse

5. Det præcise udfald af 2. verdenskrig efterfulgt af de post-stalinistiske reformer og udvidelsen af »den socialistiske blok« afveg fra Trotskijs prognose. Valget mellem socialisme og genetablering af kapitalismen blev udskudt i flere årtier, hvilket åbnede et spillerum for reformforandringer af både kapitalismen og de såkaldt socialistiske lande – og satte sig komplekse spor i folks bevidsthed.

5.1. Den konfliktfyldte alliance mellem kapitalisme og stalinistiske partier imod fascismen var hverken uskadelig eller ligegyldig (eller slet og ret negativ) – den mundede ud i en faktisk sejr over fascismen, men betød samtidig et forræderi mod de mulige anti-kapitalistiske kampe. Alliancen blev gennemført i en situation, hvor arbejderbevægelsen var i fremdrift på verdensplan, men under former, som altså var mindre »rene«, end Trotskij havde regnet med – uden konsolidering af kræfter, som både var anti-kapitalistiske og anti-stalinistiske.

– Efter fascismens nederlag, undergik kapitalismen – presset af en frygt for kommunismens fremmarch – en genopbygning og vækst til gunst for socialdemokratisk og keynesiansk statsintervention og dermed for reformismen og dens parlamentariske mekanismer.

– På den anden side vandt det stalinistiske regime og de stalinistiske kommunistpartier en vis grad af legitimitet i kampen mod fascismen. Den sovjetiske planlægnings ekstreme centralisme og dens prioritering af sværindustrien blev i vide kredse opfattet som midlertidige og nødvendige ofre, som dannede basis for militære sejre.

5.2. Dertil kom de revolutionære sejre vundet af kommunistpartier i Kina, Jugoslavien og senere Vietnam, som dels cementerede opfattelsen af disse regimer som værende lig med socialisme, dels udløste store kriser inden for den staliniserede kommunistiske verden: først striden mellem Tito og Stalin, så mellem Mao og Krusjtjov.

6. Samtidig fik disse sammensatte systemer efter Stalins død forlænget deres levetid på basis af en reel forbedring af levestandarden efter SUKP’s 20. kongres og de forskellige reformer, der blev indført med start i 1950’erne.

6.1. Uanset hvordan scenarierne i starten så ud for omdannelsen af disse samfund efter sovjetisk model, forsøgte bureaukratierne ved magten snart at cementere deres privilegier gennem et mere eller mindre stabilt styre, som påberåbte sig socialistiske værdier, dvs. ved at skaffe sig en vis samfundsmæssig legitimitet. Ud over selektiv repression (eller trusler om repression) var der altså tale om reelle sociale forbedringer og om en demagogisk anerkendelse af arbejderne som kilden til landets rigdomme.

6.2. Bureaukraterne var udpeget ovenfra i henhold til politiske kriterier og havde som sådan ingen uafhængig social basis i ejendomsforholdene, hvilket gjorde dem særdeles sårbare over for den mindste kollektive protestbevægelse i arbejderbefolkningen. Den modstand, der fandt sted, havde som sin vigtigste »succes«, at man kunne nøjes med en lille arbejdsindsats, i et tempo og med en arbejdstid, som var uden sammenligning med den kapitalistiske verdens. De sociale goder på arbejdspladsen var et meget tydeligt udtryk for disse specielle sociale relationer, og denne arv gør sig stadig gældende som barrierer for etablering af kapitalistiske markedsrelationer i alle de store virksomheder fra denne periode.

6.3. Der, hvor der blev indført en vis ret til selvforvaltning, om end kun decentralt og uden adgang til at ændre på helheden politisk og institutionelt, blev det altid forbundet med tanken om større værdighed og ansvarlighed for de arbejdende – og nød stor popularitet.

7. Da den cubanske revolution kom til, havde den i første omgang en anti-imperialistisk og anti-stalinistisk effekt – indtil den efter pres faldt på plads i geleddet og legitimerede den sovjetdominerede »socialistiske lejr«. Bag Castro-ledelsens modstandsdygtighed og internationale gennemslagskraft i 1970’erne lå ikke mindst dens modstand mod en mægtig imperialisme og dens sociale landevindinger.

8. Som helhed betød forbedringen af levestandarden i forhold til de udviklede kapitalistiske lande og den kapitalistiske periferi og det forhold, at der blev fremvist en samfundsmodel, der ikke var drevet af markedsrelationer og profit, at opfattelsen af disse lande som værende lig med en slags »socialisme« blev bestyrket – samtidig med at det i og uden for disse samfund gav næring til anti-bureaukratiske strømninger og bevægelser.

8.1. Vækstraterne, mindskningen af ulighederne og »socialismens succes« inden for uddannelse og i konkurrencen om videnskabelig udvikling, rumfart, sport og kunst var alt sammen med til at give ideen om at indhente kapitalismen en vis troværdighed. Krusjtjov havde endda spået, at i 1980 ville USSR nå den højeste fase af »kommunismen«. For de generationer, der før kommunismen havde levet i kapitalistiske periferi-lande underlagt diktatoriske eller nærmest fascistiske og socialt regressive regimer, var fremgangen til at tage og føle på.

8.2. Og det er grunden til, at disse regimers reelle sociale landvindinger – som ofte blev malet rosenrøde i kommunistpartiernes propaganda – og deres produktionsformer afkoblet fra profittens og pengerelationernes logik gennem årtier tilskyndede til modstand mod eller brud med kapitalismen rundt om i verden – især i den kapitalistiske periferi.

8.3. I de såkaldt socialistiske lande var det, der gav næring til kampe, den manglende frihed, de voksende forventninger efter tilfredsstillelsen af de basale behov, afstanden mellem officielle fremgange og rettigheder på den ene side og realiteterne på den, samt trusler mod de opnåede resultater. Gennem årtier så man, hver gang der viste sig en sprække i undertrykkelsesapparatet, meget omfattende bevægelser, der udfordrede etparti-diktaturet med henvisning til de uopfyldte socialistiske løfter.

Oplevelsen af bureaukratiet som en snylter, der havde tilranet sig arbejdernes anerkendte ret til at styre, og som styrede med spild og sløseri, var den reelle drivkraft bag mange udtryk for modstand, individuelle og kollektive protester. Mens nogle af dem i USSR førte til indespærring i psykiatriske hospitaler, endte mange med lokale sejre. Men eftersom modstanden var opsplittet på de enkelte arbejdspladser uden mulighed for reelt at påvirke systemets samlede retning, blev disse modstandsformer ofte korrumperet eller sløvet og forvansket gennem lokale indrømmelser, ofte i form af sociale rettigheder, som blev tilbudt inden for de store virksomheder.

8.4. Først i det øjeblik der skete et omsving »i toppen«, når svagheder eller kriser viste sig i parti- og statsapparatet, kunne samlede anti-bureaukratiske politiske bevægelser se dagens lys i disse lande. Det var, hvad der skete i forbindelse med den 20. partikongres i Sovjetunionen i 1956 og med reformer ovenfra i Jugoslavien, Polen, Tjekkoslovakiet m.fl. De anti-kommunistiske strømninger forblev i klart mindretal, både fordi de blev undertrykt, og fordi indsnævringen af forskellene mellem de såkaldt socialistiske lande og de kapitalistiske lande indtil 1970’erne gjorde det svært for dem at overbevise.

9. Kriserne for Kremls dominans gav grobund for strømninger, der brød med de officielle kommunistpartier (maoismen, selvforvaltningstendenser, castroismen mv.) og samtidig bevarede en altovervejende tiltro til socialismens fremtidsmuligheder. Men uanset de forskellige varianter stillede disse etparti-systemers bureaukratiske og undertrykkende karakter sig hindrende for fremkomsten af et virkelig demokratisk socialistisk alternativ, hvis de ikke ligefrem knuste ethvert tilløb dertil.

Man kunne ganske vist høre de jugoslaviske kommunister påberåbe sig Marx og Pariserkommunen over for Stalin, men Mao påberåbte sig Stalin over for Krusjtjov. Den kinesiske kulturrevolution gav verden over stødet til en radikalisering, som var anti-imperialistisk indstillet, men uhyre fjendtlig over for trotskismen og alle anti-bureaukratiske selvforvaltningskræfter. Kinas tiltrækningskraft gjorde maoismen og dens kendetegn til en vigtig del af den yderste venstrefløjs splittelse.

10. Slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var en periode, hvor socialistiske, anti-kapitalistiske og anti-imperialistiske kampe overlappede hinanden og nåede det meste af verden. I »verdensrevolutionens dialektik« lå der på en og samme tid et angreb på den imperialistiske dominans (med den vietnamesiske revolutions og de nationales befrielsesbevægelsers gennemslagskraft), på den kapitalistiske udbytning og på statspartiets styre i arbejderbefolkningens navn og på dens bekostning. I maj 1968 i Frankrig var den sovjetiske intervention i Tjekkoslovakiet stadig et argument mod bureaukratiet og stalinismen frem for et argument mod socialismen.

Omvendt sigtede reformerne i Prag og de bevægelser nedefra, som de fremmede, ikke mod nogen genindførelse af kapitalismen – lige så lidt som det var tilfældet med arbejderrådene i Ungarn og Polen i 1956. Processen pegede fortsat mod en demokratisk socialisme. Che var populær overalt i den politiserede ungdom – i Frankrig, i Jugoslavien og i Mexico. Arbejderklassen blev på de franske universiteter opfattet som bærer af fremtiden, og de jugoslaviske studenter demonstrerede i juni 1968 både mod »det røde borgerskab«, for »en selvforvaltning hele vejen op« og mod den amerikanske intervention i Vietnam.

11. Alle disse anti-bureaukratiske socialistiske oprør og bevægelser blev systematisk undertrykt af statspartiet med eller uden hjælp fra sovjetiske tanks. Det byggede anti-kommunisterne deres argumentation på, og det påvirkede styrkeforholdet i negativ retning. Ud over repressionen var også de revolutionære socialistiske bevægelsers marginale placering, splittelser og fejl – fra Frankrig og Portugal til Chile, fra Prag-foråret til Jugoslaviens kampe for selvforvaltning og mod imperialismen i juni 1968 – med til at åbne for et radikalt omsving til en periode med ændret bevidsthed og nyliberalistiske og bureaukratiske kriseløsninger.

Til indholdsfortegnelse

12. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne skete der på det ideologiske plan et generelt omsving blandt afgørende grupper af intellektuelle over mod anti-kommunismen. Det skete i forskellige varianter og i nogle tilfælde på en tvetydig måde.

12.1. Efter de sovjetiske kampvognes »normalisering« af Prag-foråret og udrensningen af hundredetusinder af kommunister, og i kølvandet af Helsingfors-aftalen, udviklede der sig i 1970’erne en bevægelse til forsvar for borgerrettighederne. Charter 77 i Tjekkoslovakiet var en demokratisk front, der samlede strømninger med forskellige ideologiske opfattelser og socioøkonomiske projekter. For første gang blev kampen for frihedsrettighederne afkoblet fra målsætninger om kontrol med samfundsejendommen. Denne nye intelligentsia rettede blikket mod de vestlige institutioner. Den forbandt sig med en polsk intelligentsia, hvoraf en betydelig del var opsat på at gøre Solidarnoscs arbejderoprør til et redskab for liberalismen.

12.2. Solidarnosc-bevægelsen i 1980 var den første anti-bureaukratiske massebevægelse, der ikke ville kalde sig socialistisk. Selv om den bevægelse inden for Solidarnosc, der sloges for arbejderselvforvaltning, stadig var udtryk for en proces, der lignede de ungarske arbejderråd fra 1956, forblev den marginal og ligesom i Jugoslavien delvist fanget af en anarkosyndikalistisk model for virksomhedseje, som blev en døråbner for de senere privatiseringer.

Der er ofte stærkt modsatrettede opfattelser af denne bevægelse, og det understreger dens to sider: På den ene side var det en faglig bevægelse med indslag af selvforvaltningskrav blandt lønarbejdere undertrykt af etparti-statens bureaukrati – og derfor en bevægelse, som måtte forsvares. Men det var også en stærkt kirkeligt influeret bevægelse, som let kunne udnyttes af intelligentsiaen, dvs. eksperterne, hvis målsætning til stor del var et liberalt kapitalistisk projekt. Hvilke ændringer man ønskede i ejendomsforholdene, blev ikke præciseret, men kongressen i Solidarnosc valgte markedet frem for etparti-statens centralisme og bureaukrati.

Med en optimisme, der overfortolkede den kendsgerning, at Solidarnosc altovervejende var en bevægelse af arbejdere, lukkede man af for en realistisk bedømmelse af den nye udvikling, der var i gang, og som havde været nævnt i debatten: At være progressiv i Polen i starten af 1980’erne var at kalde sig højreorienteret. Imperialismen set fra Prag, Warszawa og Budapest, det var sovjetiske tanks. Demokratiet kom fra NATO. Denne udvikling betaler vi stadig prisen for i dag.

Efter undertrykkelsen og opløsningen af Solidarnoscs arbejderbasis fik den liberale intelligentsia øget selvstændighed, udtalte sig på bevægelsens vegne og påbegyndte privatiseringerne i dens navn. Da den amerikanske imperialisme slettede en stor del af Polens gæld, understregede det, hvor vigtig den liberale omvendelse af Solidarnoscs Polen var for USA med henblik på udviklingen i hele regionen.

13. Som baggrund for denne vending må man være opmærksom på de overordnede omvæltninger, som var undervejs på det socioøkonomiske plan. I løbet af 1970’erne oplevede de to konkurrerende systemer en langsigtet opbremsning i produktivitetsudviklingen og en effektivitetskrise. Men kriserne i de to systemer var forskellige og fik forskellige udfald, og dermed voksede afstanden i udvikling. Det var et tegn på, at den historiske tendens var vendt.

13.1. Krisen i Øst og i Vest var tidsmæssigt forskudt på en måde, der fik tungtvejende virkninger. For kapitalismen var 1970’erne en periode med »stagflation« og krise for keynesiansk inspireret politik. I Østeuropa var det stadig en tid med vækst og import af vestlig teknologi. Denne import blev brugt som erstatning for de reformer, der var gået i stå, og blev finansieret gennem øget låntagning. Gældskrisen ramte derfor de østeuropæiske lande – ligesom landene i Syd – i 1980’erne, netop da Reagan var kommet til magten, og midt i nyliberalismens modoffensiv. Gældskrisen var lige præcis den mekanisme, der gav nyliberalismen en hidtil uset evne til at blande sig i landenes samfundsmæssige valg og ejendomsforhold.

13.2. Den faldende vækst i USSR og Østeuropa, efter at de bureaukratiske reformer var nået ind i deres uundgåelige blindgyde, blev derfor forværret af ydre faktorer:

– »Stjernekrigs-projektet«, som blev igangsat af Reagan, medførte betydelige omkostninger for et USSR, som accepterede våbenkapløbet. Det betød ofring af investeringer i den civile industri, hvilket gjorde produktionsudstyret endnu mere forældet.

– Den liberalistiske vending i USA (og landets kolossale budgetunderskud i forbindelse med oprustningsudgifterne) blev i begyndelsen af 1980’erne finansieret ved hjælp af en stigning i dollarkurs og renter, som øgede landenes udlandsgæld i hård valuta. I Østeuropa blev Jugoslavien, Polen, Ungarn, Rumænien og DDR udsat for et sønderslidende ydre pres. Presset blev indtil 1985 afdæmpet af den sovjetiske økonomiske støtte inden for COMECON. Da Gorbatjov reducerede det sovjetiske engagement, åbnede det vejen til Murens fald i Berlin og skærpede samtidig spændingerne inden for COMECON såvel som det vestlige pres på de gældstyngede lande. Mens Jaruzelskis Polen undertrykte Solidarnosc og belavede sig på historiske kompromiser, betalte Rumænien hele sin gæld af ved hjælp af uhyggelige ofre for befolkningen. Den jugoslaviske føderation gik på trods af tusindvis af strejker gradvist i opløsning under presset fra en nedskæringspolitik, som øgede skellene og uenighederne mellem republikker og regioner. De ungarske kommunister besluttede at åbne landet for udenlandsk kapital for at tage brodden af gælden. Og DDR blev opsuget i et genforenet Tyskland, som hvert år siden 1989 har måttet betale over 100 milliarder dollar for at lindre virkningerne.

– Politisk og i forhold til verdensborgerskabets institutioner: De strukturtilpasningspolitikker, man har gennemtvunget i Østeuropa, har fået øget tyngde på grund af dels den Internationale Valutafonds nye funktioner og ret til indblanding i skyggen af gældskrisen rundt om i verden, dels den monetaristiske drejning, som den europæiske unionsopbygning har taget.

13.3. Baggrunden for det voksende efterslæb i forhold til de udviklede kapitalistiske lande er altså den følgende:

a) I USSR og de østeuropæiske lande var mulighederne for ekstensiv vækst og vækst gennem reformer blevet udtømt. En generel omstrukturering af virksomhederne på markedsøkonomiske vilkår var uforenelig med mekanismer for social tryghed eller ret til selvforvaltning. De folkelige ønsker om en socialistisk styring af virksomhederne blev blokeret af de arbejdendes opsplitning på enkeltvirksomheder. Og den bureaukratiske konservatisme i tilknytning til blandede ejendomsforhold stod i modsætning til de omstruktureringer, der skulle til for at indarbejde og gøre progressiv brug af ny teknologi, afskaffe spild og afbetale gælden.

b) På den kapitalistiske side satte produktivitetskrisen derimod skub i en vidtgående liberalistisk offensiv og en teknologisk revolution, som nedbrød det styrkeforhold, der var skabt i den tidligere højkonjunktur. Når borgerskabet er i stand til at gennemføre en sådan offensiv, hænger det uløseligt sammen med, at det har en uafhængighed og sammenhængskraft som klasse i kraft af markeds- og pengerelationer, privat ejendomsret til kapitalen og arbejdskraftens indordning under disse relationer.

14. Udhulingen af de sociale landvindinger og truslerne mod den sociale tryghed som følge af den nedskæringspolitik, der var dikteret af hensynet til afbetaling af udlandsgælden, skulle vise sig at undergrave hele den »socialistiske« legitimering af regimerne. For de nye generationer, der var kommet til efter 2. verdenskrig, og især for en stor del af de højtuddannede, var det, der talte, i stigende grad sammenligningen med Vesteuropas og USA’s levestandard og friheder. Mens Krusjtjov regnede med at indhente kapitalismen, gik Gorbatjov på akkord med den for at få lån og teknologi. Det massive håb var, at man ved at skrive under på de liberalistiske spilleregler ville nærme sig en udviklet kapitalisme efter svensk forbillede, en »social markedsmodel« snarere end en angelsaksisk model.

Da der ikke fandtes noget troværdigt socialistisk alternativ, kunne den liberale kontrarevolution stille sig frem som det eneste mulige svar på staternes bureaukrati og ineffektivitet – i forskellige varianter. Men den gjorde det ikke ved at tone rent kapitalistisk flag. Langt fra. Den kapitalistiske genetablerings former har måttet tilpasse sig en situation uden historisk fortilfælde.

Til indholdsfortegnelse

15. Sammenbruddet i partiet og opgøret med etparti-styret forløb hurtigt. Det betyder ikke, at det var let at genindføre kapitalismen, men at det var relativt let at oprette borgerlige stater, dvs. ikke blot borgerlige regeringer, men institutioner, der arbejder for genetablering af kapitalistiske ejendoms- og produktionsforhold. For generelt er processen hen imod kapitalisme blevet udviklet »ovenfra« (med udgangspunkt i erobringen af statsapparatet) og under pres udefra.

15.1. De konkrete forløb har været forskellige, men begivenhedsrækken har i grove træk været: a) flerpartivalg med dannelse af en centrum-højre-regering på et liberalistisk program for indtræden i den globale kapitalisme; b) omdannelse af statsapparatet og lovgivningen til fordel for kapitalismens genindførelse; c) ændring af de sociale og økonomiske spilleregler for at lægge »hårde restriktioner« på virksomhedernes budgetter (så de underlægges værdiloven), hvilket indebærer en ændring af pengenes og prisernes rolle samt privatiseringer, med det formål at skabe et marked for arbejdskraft og for kapital.

15.2. Først efter disse forandringer kunne den primitive kapitalakkumulation (dvs. akkumulation af penge, som kan skabe penge, gennem handel, produktion eller spekulation) for alvor begynde. De gamle bureaukratiske privilegier var ikke i grunden pengebaserede, og der fandtes ikke noget kapitalmarked eller nogen mekanisme til ophobning af en pengeprofit. Derfor var den disponible opsparing (som i øvrigt ikke nødvendigvis var parat til opkøb af virksomheder eller aktier) lille. Den blev anslået til mellem 10 og 30% af værdien (selv meget billigt sat) af de aktiver, man ville privatisere. Med andre ord savnede privatiseringerne »naturlig kapital«.

15.3. »Vilde privatiseringer« eller forskellige former for brandudsalg af samfundsejendommen foretaget af bureaukraterne med egen vinding for øje frembragte ikke den nødvendige kapital til omstruktureringer, der kunne modsvare de nye priskriterier. Desuden blev de meget upopulære og dermed ofte fordømt og taget op til revision.

Et »comprador-borgerskab« med udspring i statsapparatets nomenklatura kan sælge sin knowhow og kendskab til systemet til den udenlandske kapital. Men hvis målet for det nye, fremvoksende nationale borgerskab er selv at blive ejer af virksomhederne, er manglen på kapital en afgørende hindring for omstruktureringerne. Hindringen forstærkes af, at de store virksomheder ofte danner rygraden i hele regioner og rummer sociale goder fra det gamle system (boliger, daginstitutioner, butikker og hospitaler). Uden penge og med voksende fattigdom er det svært at privatisere disse ordninger. At afskaffe dem er socialt sprængfarligt. Med presset fra den liberalistiske nedskæringspolitik har staten hverken centralt eller lokalt ressourcer til at sikre erstatningsordninger. I områder præget af disse store virksomheder sker den igangværende primitive akkumulation derfor ofte på en noget andet måde: Omstruktureringerne bliver omgået – gennem finansielle arrangementer, hvor pengemidlerne kan skummes af – og kapitalen flygter til udlandet.

15.4. Grundlæggende er det med hensyn til »de store privatiseringer« (i industrien) kun den udenlandske kapital, som er i stand til i praksis at opkøbe virksomhederne og omlægge dem til at fungere efter kapitalistiske rentabilitetskriterier. Men dermed opstår der et legitimeringsproblem for hele processen, og det svarer heller ikke til nomenklaturaens forventninger om at kunne privatisere til egen fordel. I privatiseringernes første år, indtil omkring 1996, valgte kun Ungarn at åbne sig massivt for fremmed kapital. Fra 1989 til 1996 kom der 23 mia. dollar i direkte udenlandske investeringer i de øst- og centraleuropæiske lande, hvoraf Ungarn alene tiltrak halvdelen. Det var ikke meget, men dog mere end de 7 milliarder, der gik til Rusland. I forhold til indbyggertallet fik Ungarn dermed førstepladsen med 1.300 dollar mod ca. 50 for Rusland (100 for Kina).

15.5. Den eneste mulighed for at privatisere uden kapital og for at legitimere privatiseringsprocessen over for befolkningen – dvs. ikke som »kapitalistisk«, men som »tilbagelevering af ejendommen til hele folket« – var »masseprivatisering« eller en anden form for mere eller mindre gratis privatisering ved salg til de ansatte eller til hele befolkningen. Denne privatisering kunne ske i form af, at virksomhederne blev omdannet til aktieselskaber, hvor aktierne blev solgt for kuponer, der forinden var uddelt til borgerne, og hvor arbejdspladskollektiverne eventuelt var sikret ret til aktiemajoriteten i egen virksomhed. Dette var den vigtigste form for »privatisering« i Rusland, hvor den blev valgt, da de ansatte blev stillet over for tre muligheder. Men i forskellige udgaver og formidlet af investeringsfonde blev den også i vidt omfang praktiseret i andre lande i den indledende privatiseringsfase.

– Fra arbejdernes synspunkt var denne type aktieejerskab med majoritet eller førsteret til arbejdspladskollektivet et middel til at beskytte deres job mod »outsidere« såsom udenlandske ejere.

– Fra direktørernes synspunkt betød det en frigørelse fra centralmagten i en midlertidig alliance med arbejderne. På et senere tidspunkt regnede man med selv at kunne overtage de fleste aktier.

– Fra det pro-kapitalistiske projekts synspunkt var det vejen til a) at indfri de udenlandske långiveres krav, som gjorde privatiseringerne til en betingelse for kapitaltilførsel og for mulig optagelse i EU. Således blev over 50% af BNP privatiseret i alle EU-ansøgerlandene undtagen Slovenien, hvor selvforvaltningsrettighederne bremsede privatiseringsprocessen; b) at få privatiserings-pillen til at glide ned hos befolkningen, idet man håbede på c) en senere proces, hvor der kunne udskilles en hård kerne af reelle ejere med evnen til at gennemtvinge de efterstræbte kapitalistiske omlægninger.

16. »Privatiseringen« af staten og pengevæsenet i Rusland under Jeltsin-styret blev særligt vidtgående efter pres fra IMF. Den gav den kapitalistiske genindførelses-proces nogle træk, som liberalisterne slet ikke havde forudset, og som gik stik imod, hvad de havde håbet på.

16.1. Det ultra-liberale statskup mod Dumaen i 1993 havde til formål at fremskynde udførelsen af de liberalistiske forskrifter: privatiseringer, højeste prioritet til inflationsbekæmpelsen gennem tilbagerulning af socialstaten, nedskæring af de offentlige udgifter, en stærk rubel, udvikling af finansmarkeder med adgang fra udlandet, ikke mindst for at finansiere statsunderskuddet.

Byttehandlen med gældslettelse til gengæld for aktier skulle også åbne for overførsel af en stor del af de store industrier til et finansielt oligarki, som var opstået ved omlægningen af de gamle ministerier og bankvæsenet. De »hårde« pengemæssige restriktioner skulle påtvinge virksomhederne de krævede omstruktureringer.

16.2. I løbet af et par år blev der opnået en afsvækkelse af inflationen, men bag ved denne var man vidne til en afmonetarisering af størstedelen af transaktionerne, idet folk i stigende omfang gik over til byttehandel, og samtidig opstod der lokale betalingsformer. Disse fænomener er udtryk for:

a) en kamp for overlevelse blandt systemovergangens tabere – arbejderne, men også de virksomheder og brancher, der ikke har adgang til hård valuta – hvor de beskytter sig mod markedsrelationerne. Derfor har der været relativt få konkurser og tabte arbejdspladser set i forhold til en produktionstilbagegang på 50% over 10 år. Lønningerne udbetales ofte med flere måneders forsinkelse, og det sociale sikkerhedsnet, der sikrer overlevelsen, består af naturalier, små jordlodder og løse småjob;

b) en udvikling, hvor oligarkerne i spidsen for de energi- og råstofproducerende brancher decentralt har erobret kontrollen over valutaen. Det er sket i en konflikt mellem centralstaten, energisektorens oligarker og befolkningen. Disse sektorer spiller en strategisk og samfundsstrukturerende rolle for Rusland, som, ud over at erhvervslivet og befolkningen som helhed er afhængige af energiforsyningerne, også er storeksportør på området.

16.3. Efter finanskrisen og det private bankkrak, er der gennem devaluering af rublen og en vis kontrol med kapitalbevægelserne skabt et nyt vækstpotentiale for den russiske økonomi. Den økonomiske bedring og den beskidte krig i Tjetjenien gav den nyudnævnte Putin en vis popularitet. Men samtidig med at statens autoritet genopbygges med støtte fra hæren og centralmagtens stedfortrædere i provinsen, indføres der en arbejdsretslovgivning helt i tråd med den liberalistiske tankegang. Det er denne kombination af en stærk stat og en fleksibilitet, der trækkes ned over hovedet på arbejderne, som forklarer Putins aktuelle popularitet blandt de vestlige regeringer.

16.4. »Overgangen« til kapitalisme har generelt forårsaget en radikal omfordeling af velstanden til fordel for et snævert mindretal, der kontrollerer eller tilvender sig rigdommene. I Rusland var lønandelen af nationalindkomsten i 1991 på 75% (mod 55% i USA), men i 1999 var den faldet til 30% til fordel for kapitalindkomsterne. I 1999 satte 10% af den russiske befolkning sig på hen ved to tredjedele af de private indkomster.

17. Statens kraftige legitimitetstab i Rusland sammenlignet med de centraleuropæiske stater skal ses på baggrund af, at den russiske stat i ganske særlig grad er kommet i IMF’s greb, men det udspringer af generelle problemer, der også opleves i andre lande, og som Putin fortsat vil stå over for:

a) Lande med flere nationaliteter og med skæv regional udvikling er brudt sammen under privatiseringskapløbet, dvs. kampen om at få kontrol over de eksporterbare ressourcer. Rusland er selv fortsat en flernational stat med ressourcer, der eftertragtes af centralmagten, de lokale magtapparater og de udenlandske kapitalister.

b) Det er generelt svært at tage ansvaret for kapitalistisk omstrukturering af de store virksomheder på grund af den naturlige mangel på kapital og den sociale eksplosionsfare, der er forbundet med disse omstruktureringer. Hele egne er fortsat katastroferamte i Polen og Ungarn, mens tilstødende regioner er åbne for udenlandsk kapital. I Rusland, hvor hele regioner nærmest står og falder med gigantiske offentlige virksomheder, vil den sociale koncentration omkring dem gøre det svært at stabilisere den russiske regeringsmagt;

c) generelt besværliggøres opbrydningsprocessen hen imod kapitalismens genindførelse af, at den har en meget svag samfundsmæssig basis, og dermed lider den også under ustabile regeringer. Processen medfører en voldsom polarisering af samfundet, uden at der opstår nogen middelklasse af betydning.

17.1. Disse generelle kendetegn er blevet mildnet i de lande,

a) hvor staten – i hvert fald midlertidigt – har fået befolkningen til at sluge de sociale tilbageskridt ved at komme med løfter om EU-medlemskab;

b) hvor de første regeringer som i Polen og Tjekkoslovakiet kunne nyde godt af en periode med tålmodig velvilje;

c) hvor staten havde en fordel i kraft af landets udviklingsniveau, som lettede konfrontationen med verdensmarkedet og fremkomsten af en middelklasse, f.eks. i Slovenien;

d) hvor staten modtog vestlig bistand (Polen);

e) hvor staten lagde en dæmper på de sociale spændinger ved ikke at overholde de liberalistiske forskrifter. Slovenien er et af de lande, som under pres fra strejker og selvforvaltnings-traditioner har privatiseret færrest virksomheder, og har samtidig den højeste levestandard i regionen. I intet land har de liberalistiske forskrifter været vellykkede i forhold til de levestandards-løfter, de officielt skulle virkeliggøre.

17.2. På baggrund af det manglende borgerskab og den manglende naturlige kapital, og med den metode, som derfor i starten blev brugt med masseprivatiseringer uden omstrukturering, er det, der står på dagsordenen i dag, en åbning af bankvæsenet for den udenlandske kapital. Denne åbning har på det seneste taget fart i Polen og lægger op til et forsøg på kapitalistisk omstrukturering af virksomhederne, som vil være ladet med konflikter.

18. Arbejderbefolkningen blev snydt af de liberalistiske løfter og de former for privatisering, man tilbød dem.

18.1. Det var en befrielse, da etparti-styret blev afskaffet. Men dette styre var ikke kun en politisk overbygning. Sammen med styreformen blev hele planlægningen revet ned, uden at befolkningerne havde nogen erfaring med, hvad privatiseringer og marked indebar. Mens landenes sociale landvindinger blev udhulet, gav Vesteuropas sejre folk en forestilling om, at der var både velfærd og frihed at hente. Privatiseringer og marked blev af de liberale partier fremstillet (abstrakt) som den uomgængelige adgangsbillet til forbrugsgoderne og friheden. De politiske fronter, der oprindelig væltede det herskende parti, var samlet om at være imod stats- og parti-diktaturet, mens det sociale indhold var tvetydigt. De første oppositionspartier mod de gamle kommunistpartier var ofte blandede koalitioner med et program, der lovede effektivitet og frihed.

18.2. Det var først, da befolkningerne selv oplevede privatiseringerne og markedet, at de fandt ud af, hvad det handlede om. Overalt reagerede man imod følgerne. De første centrum-højre-koalitioner blev hurtigt væltet til fordel for eks-kommunisterne, som nu kom tilbage ved hjælp af stemmesedlen, selv i Polen, hvor de havde været genstand for den største afsky. Den Tjekkiske Republik var i 1997 det eneste eksempel på, at centrum-højre blev afløst af et socialdemokrati, der ikke udsprang af kommunistpartiet. Men også her er kommunistpartiet i fremgang og haler ind på socialdemokraterne. Disse valgresultater viser, at man er blevet bevidst om et omfattende tab af sociale landvindinger og har viljen til at gøre op med det.

18.3. Overalt har eks-kommunisterne, mens de var i opposition – ligesom alle andre væltede regeringspartier – udstedt sociale løfter, som de ikke har holdt. Det, man har fået, er regeringsændringer uden forandringer.

De socialdemokratiserede eks-kommunister har – i en tid, hvor socialdemokratiet social-liberaliseres – mest af alt forsøgt at optrappe omstillingen for at demonstrere over for den vestlige verden, at de har brudt med det gamle. I stedet vokser faren for, at det bliver fremmedfjendtlige, anti-vestlige, antisemitiske og nationalistiske yderste højrefløj, der opsamler befolkningens skuffelse. Det skræmmer den Europæiske Union, og for at understøtte de svækkede liberale kræfter er der sat gang i stabilitetsplanen for Sydøsteuropa og indledt forhandlinger om EU-medlemskab.

18.4. De sociale kampe har i det store hele haft det vanskeligt:

a) Der har manglet faglige traditioner og troværdige politiske kræfter.

b) Modstanden har ofte været koncentreret om de enkelte virksomheder uden at gå sammen. Her har privatiseringerne med overdragelse til arbejdspladskollektiverne været en af de vigtigste mekanismer i opsplitningen af arbejderklassen.

c) Krisen har i sig selv tvunget folk til at holde den gående med to eller tre job, eller til at bruge deres tid på at dyrke kartofler på en lille bid jord for at kunne overleve. Over 40% af den russiske befolkning lever under fattigdomsgrænsen, og mænds forventede levealder er blevet 10 år lavere på 10 år. Overalt er kløfterne vokset, mens der er opstået en massearbejdsløshed. Faldet i det offentliges udgifter til kultur, videnskab, uddannelse og sundhed – i lande, hvor dette (trods forringelser) udgjorde landvindinger – har fået nogle til at beskrive sammenbruddet i levevilkårene som en katastrofe, der overgår virkningerne af krisen i 1929.

19. Endelig må det erkendes, at der er sket en generel undervurdering af et grundlæggende problem for den socialistiske revolution: At indrette et socialistisk selvforvaltnings-samfund på et sammenhængende og effektivt grundlag involverer ikke blot en læreproces, men en kompleks helhed af institutioner, som arbejder for projektet.

Det ville være absurd at tro, at arbejderbefolkningens spontane aktivitet kan undvære sådanne institutioner, og det ville få os til at gå fejl af en afgørende fremtidig opgave. Alliancen mellem de intellektuelle og arbejderne er i denne sammenhæng et indbygget strategisk behov.

20. Politiske og faglige strømninger, som går til modstand mod den igangværende proces vil indgå i og bidrage til

a) et alternativ til den liberalistiske og natovenlige unionsopbygning – her er det afgørende at få udbygget øst-vest-forbindelserne mellem fagforeninger, bevægelser og politiske kræfter;

b) et bredere opgør med den strukturtilpasningspolitik, som de globale finansielle institutioner og WTO har gennemtrumfet – i modstandsnetværkene over for denne politik må der gøres en indsats for at medinddrage aktivister fra Østeuropa.

Til indholdsfortegnelse

1. Uanset hvilke begreber, der i vores bevægelse er blevet anvendt for at beskrive de specifikke produktionsforhold – og uanset hvilken analyse der i dag må foretages af regimerne i Cuba, Vietnam, Nordkorea og Kina, som stadig kalder sig »kommunistiske« – må vi drage nogle konklusioner på baggrund af det, der har angivet vores fælles politiske identitet (og forskellen på vores strømning og andre, der har refereret til trotskismen).

Selv når vi har været uenige om, hvordan man skal karakterisere denne type samfund socioøkonomisk og begrebsmæssigt (statskapitalisme, nyt klassesamfund eller overgangssamfund under en bureaukratisk degenereret eller deformeret arbejderstat), har uenighederne om begreber kunnet rummes inden for én og samme organisation. Selv om der har været irritation og mistillid, har man kunnet undgå de »bandlysninger« og fornærmende karikaturer, som kendes fra strømninger, der gør semantiske diskussioner til klassekampe. Dette hænger også sammen med en mere grundlæggende konstatering:

Det politiske og det begrebsmæssige er til en vis grad uafhængige af hinanden. På trods af forskellige begrebsmæssige metoder, kunne vi enes om at forkaste alle former for politisk undertrykkelse af befolkningerne under etparti-regimerne:

– Vi støttede arbejderrådene i Polen og Ungarn, imod den sovjetiske intervention.

– Vi fordømte den sovjetiske intervention mod Prag-foråret.

– Vi støttede arbejderne organiseret i Solidarnosc imod enhver bureaukratisk repression.

– Vi fordømte Slobodan Milosevics repression i Kosovo og støttede kampen mod enhver etnisk udrensningspolitik.

– Vi fordømte undertrykkelsen af de kinesiske demonstranter på Tinanmen-pladsen.

– Vi har fordømt den sovjetiske såvel som den jugoslaviske hærs intervention mod republikker, der valgte uafhængighed – uanset vores vurdering af uafhængighedskræfternes socioøkonomiske dynamik.

– Vores forskellige analyser pegede på det programmatiske plan altid i retning af en anti-bureaukratisk opstand, en ny revolution, hvis mål måtte være at skabe et socialistisk demokrati.

2. Alternativet socialisme eller barbari blev udsat i nogle årtier. Men det er mere centralt end nogensinde i forhold til det uhyre sociale tilbageslag, som i dag gennemtvinges af »den kapitalistiske globalisering«. Samtidig kolliderer denne globalisering i det tidligere USSR og i Østeuropa med arven fra dybe samfundsforandringer, som gennem årtier udkrystalliserede nogle særlige produktionsforhold. Produktionsforhold, som på den ene side var fremmedgørende og på den anden side ikke-kapitalistiske, uden for markedskræfternes styring. Det udgør en forhindring, som står i skarp kontrast til det relativt ubesværede sammenbrud i etparti-regimet, og som gør det muligt at indkredse det særlige ved disse samfund:

– De var ikke kapitalistiske: Det var for det første ikke muligt at anvende penge til en kapitalistisk akkumulation eller at overføre den private eller statslige ejendom – der fandtes intet kapitalmarked, ingen aktieselskabsform, ingen mulighed for køb og salg af industrivirksomheder. Som følge heraf var priserne ikke retningsgivende for økonomien efter kriterier om mindst mulige omkostninger eller profitkriterier – i en del tilfælde var virksomhederne i øvrigt ikke engang regnskabsmæssigt selvstændige. Arbejderne – i hvis navn partistaten regerede – havde en generel social sikring imod de kapitalistiske markedsmekanismer. Det er netop disse ting, de liberalistiske forskrifter vil ændre på i dag.

– De var ikke socialistiske, de skabte en ny fremmedgørelse: Der var tale om specifikke systemer for udbytning og undertrykkelse af arbejderne under et bureaukrati, som herskede på deres vegne og på deres bekostning, og som ikke på samfundsplan lod dem træffe de store beslutninger vedrørende arbejdets organisering eller anvendelsen af dets resultater. Dette gælder også der, hvor der blev indført en ret til selvforvaltning – i Jugoslavien fra 1950’erne og i de fleste østeuropæiske lande (undtagen Rumænien og USSR) i den sidste fase af de markedsreformer, som det partistyret forsøgte sig med i løbet af 1980’erne.

Med andre ord betød de ikke-kapitalistiske produktionsforhold en potentiel kilde til øget produktivitet og effektivitet gennem fuld udfoldelse af menneskenes ansvarlighed og kunnen, men den blev aldrig udnyttet systematisk. Tværtimod blev den trampet ned, så snart den viste sig som en trussel mod statspartiets privilegier. Heri lå modsætningen og den dybe blindgyde i alle de reformer, der blev indført. Reformerne kunne eventuelt lægge større forvaltningsbeføjelser ud til direktører og virksomhedskollektiver, men samtidig blev det centrale magtmonopol fastholdt hos statspartiet, som beskyttede bureaukratiets privilegier.

3. Udtrykket »politisk revolution« som angivelse af et program har altid givet anledning til en uheldig tvetydighed – og dermed til mistro og skindiskussioner. For betegnelsen kunne fortolkes, som om den pågældende revolution kun havde »overbygningen« – det politiske – for øje og ingen konsekvenser for det sociale og økonomiske. Det ville være bedre at fjerne denne tvetydighed ved, sådan som vi ofte har gjort, at tale om en anti-bureaukratisk revolution. Dette ordvalg hænger i øvrigt udmærket sammen med vores tilgang til den revolutionære magtovertagelse som den første etape (den letteste) i en social og økonomisk forandringsproces (som led i en »permanent revolution«, der også hænger sammen med forandringer på verdensplan). Desuden var parret parti–stat ikke kun en del af »overbygningen« i et ikke-kapitalistisk samfund. Planlægningen kunne i sine statslige og produktivistiske midler fjerne sig fra de socialistiske mål – selv om basale behov på kort sigt blev bedre sikret end af kapitalismen.

4. Analysen af stalinismen som en »politisk« kontrarevolution var dækkende, når det gjaldt om at pege både på kontinuiteten (ingen genindførelse af kapitalismen, men tværtimod fortsat ekspropriation af borgerskabet) og på bruddet i forhold til Oktober-revolutionen. Samtidig gjorde analysen af bureaukratiets udkrystallisering det muligt at betone indførelsen af en samfundstype, som ikke var forudset af Marx – et ikke-socialistisk samfund med særlige produktions- og udbytningsforhold. Denne analyse adskiller sig altså, ligesom analyserne om »statskapitalisme« eller »nyt klassesamfund«, fra en overfladisk tilgang til stalinismen som »politisk misdannelse« eller blot personkult. Desuden kan ønsket om at lægge politisk afstand til det staliniserede USSR let få én til at nedtone indslagene af kontinuitet og understrege forandringens kontrarevolutionære aspekt.

5. Men selv om misdannelserne og farerne for bureaukratisk degenerering historisk blev fremmet af det staliniserede USSR’s internationale rolle, hvor det udspredte sin »model«, er de en »naturlig« kendsgerning i den post-kapitalistiske overgang. De hidrører ikke blot fra en kontrarevolution af stalinistisk art. Kernen i det socialistiske projekt er: Hvordan kan undertrykte klasser »fra intet blive alt«? Og dermed lægger det i sin natur op til en delegering af magt fra »de nederste« til »de kompetente«, både på politisk og socioøkonomisk plan. Her ligger der et stort problem for ethvert revolutionært anti-kapitalistisk projekt – et problem, som er særligt vanskeligt at løse, fordi der har været færre kvalifikationer og få erfaringer, der forbereder folk på direkte demokrati og selvforvaltning af virksomhederne og af samfundet som helhed. Denne form for magtdelegering går hen og bliver til magttilranelse, når den politiske pluralisme forbydes selv for arbejderbefolkningen. Der findes ingen »kinesisk mur« mellem parti/stats-bureaukratiet i USSR efter den krusjtjovske »afstalinisering« (hvor regimets voldsomste aspekter blev afskaffet), i selvforvaltningens Jugoslavien, i Vietnam eller Cuba. Den bureaukratiske degenerering (eller misdannelse) har antaget forskelligt omfang, og vi har haft forskellige vurderinger på spørgsmålet. Ikke desto mindre har det alle steder været nødvendigt at kræve politisk pluralisme og udvikle socialistiske strømninger som drivkræfter i den anti-bureaukratiske kamp gennem et projekt for socialistisk demokrati og for indgreb mod de bureaukratiske privilegier. Og det er vigtigt at analysere de handlinger, hvormed bolsjevikkerne i 1920’erne fremmede bureaukratiets udkrystallisering.

6. Analysen af de bureaukratiske udbytningsformer i disse samfund fandt et dårligt udtryk i betegnelsen »bureaukratisk degenereret arbejderstat«, også selv om betegnelsen var et forsøg på at afspejle ejendomsforholdenes sammensatte og ustabile karakter. En arbejderstat, der undertrykker arbejderne?

6.1. Formuleringen omkring en arbejderstat lagde uundgåeligt op til den umiddelbare fortolkning, at arbejderne havde magten, og formuleringer om, at det drejede sig om forskellige former for proletariatets diktatur, gav naturligvis den samme bibetydning. Af samme grund undgik vi i praksis at bruge denne betegnelse – eller betegnelsen »politisk revolution« – i vores tekster, af hensyn til at man kunne forstå, hvad vi mente. I stedet talte vi om »etparti-diktaturer«, som skulle afskaffes gennem en anti-bureaukratisk revolution, for det gav et klarere billede af vores standpunkt. De to andre begrebsmæssige retninger (»statskapitalisme« og »ny klasse«) havde ikke samme problem, og der havde de en fordel på det politiske plan.

6.2. Alligevel var det, som vi har set, muligt at tage stilling både politisk og programmatisk på en måde, der hang sammen. Reelt var betegnelsen bureaukratisk degenereret arbejderstat altså ikke en afgørende eller livstruende belastning. Undtagen selvfølgelig for dem, der satte lighedstegn mellem begrebet og en politisk støtte til de pågældende regimer (en variant af trotskismen, som er set). Til trods for disse ulemper udtrykte begrebet bedre end de andre, at der var tale om et herredømme oprettet »på arbejdernes vegne, på deres bekostning«, at der fandtes både konflikt og forståelse i relationerne mellem bureaukrater og arbejdere, og ingen klare klasseafgrænsninger mellem de to parter, at der var internationale politiske bånd mellem disse stater og den kommunistiske arbejderbevægelse, og at bureaukratiet ikke kunne stabilisere sig som uafhængig klasse, endsige som borgerskab.

I dag omtales Bresjnev-tiden ofte som »arbejderklassens guldalder« (selv om det også var en fase med storstilet bureaukratisk indavl), og det understreger, i hvilken grad bureaukraterne købte sig til »stabilitet« gennem en vidtstrakt social sikkerhed for de arbejdende. Omfanget af denne sikkerhed (i de store virksomheder) – og dermed det eksplosionsfarlige i at afskaffe den – er en af de største »system«-barrierer for de kapitalistiske privatiseringer, i alle de såkaldt socialistiske lande.

6.3. Bureaukratiet udskilte sig i forskellige udgaver og grader, men det er slående, hvordan alle regimerne i »den socialistiske lejr« på et eller andet tidspunkt kom til at stå med den samme type reformer, der led af den samme type modsætninger. I Cuba, Kina og Vietnam har etpartistaterne uden tvivl fortsat en vis legitimitet på grund af den særlige anti-imperialistiske politiske dimension i de koloniale revolutioner. Men denne legitimitet smuldrer uundgåeligt med tabet af de sociale landvindinger. Derfor bliver det ligesom i de centraleuropæiske lande spørgsmålet om højnelse af levestandarden, der afgør disse regimers sociale og økonomiske udviklingsretning.

7. Når det gælder programmatisk udvikling, er det ikke gjort med at forkaste den stalinistiske undertrykkelse og opstille et demokratisk projekt; vi mangler stadig at løse nogle fundamentale spørgsmål for ethvert revolutionært projekt i dag:

– Med hvilke midler kan der skabes en ikke-kapitalistisk udvikling som led i en »permanent revolutions«-proces på verdensplan? Hvilken rolle spiller f.eks. planlægning, penge, demokratiske institutioner med brug af informationsteknologi, eksperter og kontrol af eksperterne…?

– Og hvordan kan et projekt af denne art forberedes gennem kampene under og imod kapitalismen?

Til indholdsfortegnelse

Bilag 2

1. Kinas reformer siden 1978 har tilhørt den gamle type bureaukratiske markedsreformer – i hvert fald indtil man for nylig iværksatte en plan for privatisering af de store virksomheder. Men reformerne har samtidig udgjort en proces, hvor en »statskapitalisme« har taget form som et brud med den tidligere samfundsmekanisme. Ordet »statskapitalisme« kan her blive en dækkende betegnelse, men netop kun hvis man peger på en vending, der skete i forhold til de ejendomsforhold, som var fremherskende både i USSR frem til slutningen af 1980’erne og i Kina indtil slutningen af 1990’erne. Først må der imidlertid klargøres nogle kriterier.

2. For at finde ud af, om (og hvornår) den socioøkonomiske udvikling sker på overvejende kapitalistiske betingelser, må man både undersøge nogle processer, som ingen kontrollerer, og et projekt, som gennemføres bevidst. Der kan ikke herske tvivl om, at udbredelsen af markedsrelationer, åbningen for udenlandske investeringer og integrationen i verdenshandelen – ligesom under markedsreformerne i de andre såkaldt socialistiske landes reformer, og for den sags skyld i USSR i NEP-perioden – har stimuleret en kapitalistisk profitjagt, som afgjort har sat et dybere præg på den kinesiske økonomi end på papiret.

Vi må (også programmatisk) bevare en skelnen mellem et (ikke-kapitalistisk) overgangssamfund og et kapitalistisk samfund. I det sidste dominerer en borgerlig stat, som – uanset hvilke sociale kompromiser der finder sted i en given periode – sikrer, at privatkapitalistiske ejendomsforhold og akkumulation er det fremherskende. I et kapitalistisk samfund kan der ske (midlertidige) nationaliseringer, men hovedsagelig som udtryk for, at den borgerlige stat påtager sig omkostninger, som det private erhvervsliv ikke kan overkomme (og med henblik på at lette den private sektors byrder). Her er nationaliseringerne ikke et indgreb i den private ejendomsret til produktionsmidlerne – i modsætning til den situation, der har rådet i de såkaldt socialistiske stater.

3. Det springende punkt i en genindførelse af kapitalismen er, uanset hvilke spontane tendenser der har gjort sig gældende, om en stat beskytter og legaliserer denne form for akkumulation – til forskel fra markedsrelateret småejendom. Om der er udtrykkelig målsætning om at gøre (den kapitalistiske) privatejendom dominerende og underlægge sig det kapitalistiske verdensmarkeds kriterier, er – uanset regeringspartiets navn og projektets problemer – kriteriet for, at der er sket en ændring af statsmagtens karakter.

4. Det er alt andet end oplagt, at dette punkt skulle være overskredet og denne målsætning etableret i Kina, før vi når til 1990’erne. Den omstrukturering af de store virksomheder, der blev påbegyndt i 1997 med delvis indførelse af aktieselskabsformer, indgår måske i en kvalitativ vending, som i givet fald også vil påvirke finansieringsmekanismerne og inden længe føre til opgivelse af den kommunistiske retorik. I dag er der et pres både udefra og indefra (fra dele af apparatet) i retning af et erklæret kapitalistisk projekt. Men i lyset af de katastrofale udslag af kapitalismens genindførelse i Rusland og bredere set følgerne af de asiatiske landes åbning over for de liberalistiske forskrifter har de kinesiske ledere gode grunde til pragmatisme og forsigtighed.

5. Det er muligt, at en stor del af ledelsen for Kinas Kommunistiske Parti allerede er svinget over til et projekt for genindførelse af kapitalismen, mens den forsøger at bevare en hyklerisk facade og holde processen under kontrol, hvilket indebærer en vis distance til de liberalistiske forskrifter. Men Kina synes fortsat præget af en dobbelthed, hvor statsmagten vil bevare et ikke-kapitalistisk udbytningssamfund, som ikke fungerer efter værdilovens regler, hvor den offentlige (statsejede og kollektive) sektor har den afgørende rolle, og hvor udenrigshandelen og den fremmede kapital underordnes udviklings- og ikke profitmål.

6. Der er en række usikkerhedsmomenter i bestemmelsen af de socioøkonomiske forhold i dagens Kina – så længe kommunistpartiet ikke sprænges, er der lukket for mange oplysninger. Men det står klart, at de afgørende socioøkonomiske kendetegn og resultater står i kontrast til den liberalistiske politiks grundlæggende nederlag. Denne pointe ændrer ikke ved, at vi er radikale modstandere af det politiske diktatur og den udbytning, der sker af de kinesiske arbejdere, hvad enten den er kapitalistisk eller ej.

6.1. Når Kina ikke blev offer for den asiatiske krise og klarer skærene bedre, end de fleste havde forudset, skyldes det, at landet slet ikke har gennemført de vigtigste liberalistiske forskrifter: afskaffelse af kontrollen med udenrigshandelen; finansiering af økonomien ved hjælp af et finansmarked med adgang fra udlandet og ved hjælp af et banksystemet styret efter markedets profitkriterier, dvs. hvor investeringerne tilflyder de rentable sektorer, og underskudsgivende virksomheder lukkes; prioritering af privatejendommen og dens finansiering; samt en konvertibel valuta. Ingen af disse forskrifter gælder indtil videre i Kina.

6.2. Kinas vækst på omkring 10% i gennemsnit fra reformstarten i 1978 til 1996 (og over 8% trods den asiatiske krise) skyldes flere forhold, hvor de kapitalistiske privatiseringer, som især har fundet sted i de Særlige Økonomiske Zoner, kun har spillet en marginal rolle.

De fordele, man gav de udenlandske private virksomheder, blev trukket tilbage i 1992 efter konstateringen af, at deres bidrag til den kinesiske økonomi var negativt. Ulovlige centre for finansiel akkumulation blev lukket uden erstatning. Den skattemæssige decentralisering af landet, som ud fra et omfordelingssynspunkt var for vidtgående, førte til modsatrettede tiltag.

Selv væksten i udenrigshandelen kan ikke tilskrives, at man er holdt op med at kontrollere den: Firmaer med udenlandsk kapital stod kun for 5% af eksporten i 1988. I 1992 lå denne andel på 20%. I 1993 blev en del af frizonerne lukket, og de kinesiske virksomheder fik del i de begunstigelser, man havde givet de udenlandske eksportvirksomheder, og det betød, at hovedparten af eksporten forblev på kinesiske hænder.

I 1978 arbejdede 71% af Kinas erhvervsaktive befolkning i landbruget (mod 14% i USSR, 10% i Ungarn, 26% i Polen i 1993). Alene produktivitetsfremgangen i familielandbruget (som er markedsorienteret, men ikke kapitalistisk) efter afkollektiviseringen har muliggjort en stigning i landbrugsproduktionen på 7% om året mellem 1978 og 1984 (inden Kinas øgede åbning over for omverdenen), og det forbedrede forsyningssituationen i byerne (i starten med statstilskud for at sikre lavere priser, indtil udbuddet blev tilfredsstillende).

Befolkningsoverskuddet på landet blev delvist opsuget af den betydelige vækst i landegnenes kollektivt ejede virksomheder. Disse virksomheder, som fejlagtigt er blevet opfattet som privatiserede, har været landets vigtigste vækstfaktor bortset fra landbruget. Det er virksomheder, hvor beslutningsmyndigheden er delt mellem de ansatte, kadrerne og de lokale myndigheder. De har skabt 60 millioner arbejdspladser på 10 år, og deres andel af BNP var i 1990’erne på størrelse med de store statsvirksomheders. De har fået lån på fordelagtige betingelser og fungerer på basis af en arbejdsdeling i forhold til den statslige produktion. De dækker nok i et vist omfang over visse former for »privatisering« og udbytning af arbejdskraft, der er mindre beskyttet end i de store virksomheder. De er under pres fra en ofte høj beskatning fra de lokale myndigheder. Den private anvendelse af sådanne skattemidler er en kilde til oprør. Men den dominerende tendens er, at der skabes infrastrukturer og boliger på landet.

De kinesiske banker er ikke underlagt markedskriterier, men politiske kriterier: Hidtil har de i første række finansieret statsvirksomhederne og regeringens infrastrukturprogram. Offentlige lån er indført i stedet for en ressourcetildeling via de offentlige budgetter, men det har ikke ændret ved, at ressourcerne grundlæggende fordeles i henhold til planlægning.

Det store handelsoverskud har gjort det muligt at holde stand over for IMF’s krav, mens de kinesiske arbejdere er blevet sat under pres fra en »statskapitalisme«, der i første række hviler på kinesisk kapital – ud fra en nationalistisk politik, som er overvejende protektionistisk og baseret på hjemmemarkedsvækst med bevarelse af en stor offentlig sektor.

Konkluderende:

Ansøgningen om optagelse i WTO kan kun forstærke presset i retning af en faktisk privatisering af de store virksomheder. Men der er fortsat spillerum for modstand mod denne udvikling.

Analysen af ejendoms- og styringsforholdene som værende ikke-kapitalistiske har til formål at forstå, hvordan økonomien fungerer, og hvordan denne funktionsmåde får en legitimitet blandt arbejderne. Derimod indebærer analysen ikke, at der er tale om socialistisk økonomi, dvs. en økonomi uden udbytning af arbejderne, eller at det politiske herredømme skulle have en »bedre« eller mere progressiv form end under en egentlig kapitalisme. Særligt den udviklede kapitalisme vil være tilbøjelig til at indrømme arbejderne langt højere levestandard og større rettigheder, end hvad de kinesiske arbejdere har.

Derfor gælder det om at foretage den nødvendige socioøkonomiske analyse uden at blande den sammen med den politiske stillingtagen. Det har vi også generelt gjort, men arbejderstats-begrebet har ikke altid været en hjælp i den retning.

Til indholdsfortegnelse